Kronhjortens brøl
Jeg forstår godt, hvorfor man vil tage fra Jorden. Jeg forstår følelsen af separation. Jeg forstår, at når man ikke føler sig som ét med Jorden, så er det nemmere at tage fra hende. Når jeg er i den følelse, så forstår jeg menneskets lyst til at udnytte hende. Jeg forstår følelsen af respektløs grådighed. Hvorfor skulle jeg have lyst til at passe på noget som er uden for mig og som jeg ikke er en del af?
Når jeg her i oktober måned hører kronhjortene brøle om natten, så forstår jeg angsten det brøl må have vækket i mennesket i tidernes morgen. Det brøl er så råt og dyrisk, at uanset hvor meget jeg ellers føler mig dus med himlens fugle og skovens grønne træer, så føler jeg frygten. Og med frygten kommer følelsen af separation. Og det er bare en kronhjort. Den kan ikke gøre mig noget.
Jeg forstår mekanismen som frygten bringer med sig. Trangen til at slå ihjel for at passe på og beskytte det man har. Jeg forstår, at mennesket har overlevet på grund af den trang. Her i skoven hvor vi bor, der føler jeg mig også udsat, når jeg hører kronhjortene brøle fra den anden side af vejen. Jeg får lyst til at krybe ind og passe på og skærme mig. Jeg får også lyst til at brølet skal gå væk.
“Der er mange kronhjorte her hvor vi bor. Længere inde i skoven bliver de fodret på store fordringspladser med korn, roer og gulerødder. Tæt på foderpladserne, og mange andre steder i skoven, står skydetårnene. Omkring det meste af skoven er der hegn, formentligt for at holde vildtet inde.“
Hullet i brystet
Jeg forstår menneskets trang til at slå ihjel for at beskytte. Jeg kan se historien mod det punkt, hvor vi er nu, hvor vi også er ved at slå os selv ihjel i krigen mod den store, farlige natur.
En ‘naturlig’ udvikling. Fra bønder til ansatte. Fra smålandbrug til enorme kød- og mejerifabrikker. Jeg forstår, hvordan den uro vi føler indeni os over ikke længere at føle os forbunde med Jorden, gør at vi er nemme at sælge ting. For at prøve at fylde det hul ud vi har.
Et hul som er opstået på grund af vores tro, på at vi er separate fra Jorden. Det er vi ikke. Vi er lavet af kød og blod ligesom de andre dyr her. Vi forgår på samme måde ned i Jorden, som alt andet, der nogensinde har eksisteret her. Vi har en bevidsthed. Ligesom alt andet har en bevidsthed her. Dyrene. Planterne. Jorden. Alting. Vi er ikke separate fra Jorden. Vi er olien i dybet, vi er diamanterne i bjergene, vi er egetræet på bakken og det rå brøl langt nede fra kronhjortens bryst.
Gentænk det gode liv
Vejen tilbage til balance på Jorden skal ske ved, at vi vender hjem til, at vi er beboere her på lige fod med alle andre og at alting skal passes på og beskyttes. Fordi vi er alle en del af den samme Jord. Vi er alle ét. Når jeg tror på at alting er ét, og jeg så også uundgåeligt er en del af det ét, så får jeg lyst til at passe på alt omkring mig.
Jeg får lyst til at gøre min have til den bedste have for naturen. Jeg får lyst til at tilføre flere træer, flere buske, flere planter. Jeg får lyst til at lave min egen mad i min have, når jeg forstår prisen, jeg ellers betaler for mad. Når jeg vil passe på Jorden fordi jeg føler mig som en del af den, så forstår jeg prisen for maden, der har rejst langt for at komme hen til mig. Jeg forstår, at alle de omkostninger, der er forbundet med, at jeg køber mine grøntsager i Brugsen, de kommer med for høj en pris for Jorden.
Når jeg føler mig som en del af alting, så forstår jeg også, at jeg ikke er alene her. Her er 7 milliarder andre mennesker end mig. Når jeg føler mig forbundet med dem, fordi vi alle er af samme kød og blod og deler samme bevidsthed, så har jeg ikke lyst til at tage noget som ikke er mit. Jeg har lyst til at fordele ressourcerne ligeligt. Hvorfor skulle jeg tage fra min egen søster eller bror?
Vågn op!
Jeg tror på en stille revolution. Jeg tror på, at vi bliver flere og flere som vågner op til at måden at forandre, og i sidste fald redde vores liv her, er fuldstændig at gentænke, hvad vi tror er det gode liv. For det ser ud til at det gode liv er ved at ødelægge en hel planet og alt liv på den, inklusiv os selv.
Jeg tror på, at vi bliver flere og flere, som sætter stop for forbruget eller sætter det drastisk ned. Jeg tror, at vi bliver flere og flere, som vågner op til, at det er os som er de voksne her. Der er ingen over os og ingen under os. Vi har alle sammen, alle mennesker, et ligeligt ansvar. Jeg kan ikke bebrejde andre for ikke at gøre deres del af arbejdet for at få vores liv her på ret kurs igen. Jeg er nødt til at gøre det selv. Hele tiden. Der kommer ikke nogen og redder mig.
Der er kun os.
@anja_dalby på INSTAGRAM
