BREVKASSEN: KAN MAN FORTRYDE AT STARTE PÅ DEN SPIRITUELLE REJSE?

Kære Anja.

Jeg har længe undret mig over at det at være i en åndelig/fysisk proces er SÅ smertefuldt. Jeg startede på en healer-uddannelse for fire år siden og mødte begrebet ‘at være i proces’. Så skete det for den ene og så den anden, så var skolelederen det, så fik folk ondt i tænderne osv. Jeg lærte, at det er den eneste vej ud i friheden og til at åbne hjertet. 

Jeg følger forskellige blogs og her er de spirituelle ofte i proces. Jeg oplever det også selv.  Jeg er bare ret træt af, at opleve den ene proces efter den anden … For hvornår begynder livet? Det er selvfølgelig overdrevet og sat på spidsen, men nogle gange synes jeg ærligt talt, at jeg ikke rigtigt ved, om jeg gider det?  Jeg er jo hoppet på toget, jeg kan ikke vende om, men Anja …
Er der ikke en lettere vej? Her mener jeg ikke spirituel bypassing, selvom det nogle gange kunne være fristende at bypasse lidt indimellem.

Jeg føler mig sjældent rigtig glad mere. Den umiddelbare naivitet, og det optimistiske sind jeg før havde er ikke så fremtrædende mere. Og helt ærligt, så fortæller mit ego mig, at det er fordi, jeg overhovedet ikke kan finde ud af, at være i kontakt med mit åndelige væsen.

Det er bare ensomt, for jeg taler jo ikke med nogle i min hverdag om den del af mit liv. Min ‘hobby’ er blevet  at undersøge og reflektere, og jeg er sådan set blevet mit eget projekt og min egen proces.  Men er det åndelig udvikling? Tror jeg er på vildspor.

Jeg læser og hører jo også om dem, som shiner i deres essens og tiltrækker alt godt. Ja, jeg undrer mig igen. For så siger folk, at man skal være med det, være i nuet og acceptere alle aspekter af sig selv, elske sig selv osv. Det billede får ved Gud alt jeg oplever til at falme. Men omvendt er der altså noget helt galt. Tænker jo, at det er egoet der er på spil. Det er vist lidt rodet, håber du kan læse mellem linjerne, hvad det ER jeg prøver at udtrykke.

Frustrationen er også, at jeg næsten har alt hvad mit hjerte kan begære. Men så er der lige den ene proces og så den anden, der oftest kommer til, at overskygge alt det skønne, jeg omgiver mig med. De fedeste oplevelser jeg har haft den sidste måned er at være blid ved mig selv, gøre ting langsomt og enkelt. Det virker støttende og kærligt. Jeg trænger virkelig til det.

Af hjertet tak til dig kære Anja, jeg elsker dine skriv.

Kærligst K.

Den spirituelle rejse har en rejseleder kaldet naturen. Her ses naturen i fuldt sommerflot. En grøn græseng med gule smørblomster og en hveps.

Kære K.

Tusind tak for din mail. Jeg er rigtig glad for, at du skriver de her ting, for som du også har opdaget, så er det ‘desværre’ ret normalt at have det sådan, når man er startet på sin spirituelle rejse. Jeg har undervist flere som efterfølgende har sagt, at de ville ønske at de aldrig var startet. Fordi de er endt præcis samme sted som du (og mange andre) står lige nu.

Jeg var der, hvor du er nu, i næsten 24 år. Konstant i proces og jo længere jeg kom ind i det, jo værre fik jeg det. Det der løg der får skrællet lagene af sig, det blev bare ikke mere lækkert, jo længere jeg kom ind i det.

Du har helt ret i at det handler om egoet. Jo mere vi vågner op til os selv (vores ego), jo mere ubehageligt kan det blive. Det er ikke for sjov at man inden for selvudvikling og spiritualitet taler om ‘the dark night of the soul’, det er præcis lige så dramatisk og mørkt som det lyder og den nat kan sagtens vare i rigtig mange år.

Egoet kan blive så opslugt af sig selv. Så den ene proces overtager den næste, og man sidder fast i en endeløs spiral af selvhad og skam over at finde ud af hvem man er. Det der gjorde den store forskel for mig, var at jeg begyndte at holde af egoet. Da jeg virkelig så hvor lille det er, at det netop er mit indre barn, så kunne jeg for alvor elske det. Da jeg begyndte at elske egoet, så fik jeg ro og jeg ‘opnåede’ den her tilstand, vi søger når vi begynder vores spirituelle rejse. En tilstand af accept og ro, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige, at jeg er lykkelig.

Processerne stopper ikke af den grund, men nu synes jeg det er sjovt og interessant at være i dem. Jeg morer mig med at gå på opdagelse i, hvad jeg indeholder af ‘interessante’ ting.

Det som gjorde det store udfald for mig selv var altså, at jeg virkelig begyndte at elske mig selv, og det er jo meget nemt at sige. Og det som alle siger at man ‘bare’ skal gøre. Men det betyder altså, at man også skal elske alt det grimme, man opdager i sine processer. At man holder ved med at se på sig selv som et uskyldigt barn, som ikke ved bedre. Det betyder ikke at egoet får friløb af den grund, det gør vi heller ikke over for børn, der opfører sig umuligt. Men vi kan holde ved at vi elsker dem uanset, at de altid er værdige til vores kærlighed. Når børn mærker det, så slapper de af og umuligheden forsvinder stille og roligt. Det samme sker i os selv.

Jeg er ved at læse en bog af Thich Nhat Hanh. Thich Nhat Hanh er en buddistisk munk. For mig bliver buddhisme ofte for luftigt, men jeg bed mærke i noget han skrev om spirituel praksis, da jeg læste i bogen i går, for det er den samme erfaring, jeg har draget mig.

Det er meget vigtigt at kombinere sit selvudviklingsarbejde med en spirituel praksis, for ellers kan man meget nemt blive fortabt i det og egoet får lov at gå bananas i offer-følelser og følelser af, at det nok er værre end alle andre i hele verden. Det er det ikke, det er bare præcis som alle andre også er. Men måden at komme ud af de følelser, er ved at styrke ens kontakt med Gud. Uanset hvad man så mener at Gud er.

I bogen jeg er ved at læse citerer Thich Nhat Hanh Buddha for at have sagt det samme. Det er altså ikke en ny viden. Igennem alle tider, har man vidst at vejen ud af lidelse er at blive ved med at praktisere sin spiritualitet. Hele tiden, igen og igen.

Min egen spirituelle praksis er at jeg laver The Work og det gør jeg ofte mere end to gange om ugen. På den måde er jeg hele tiden i undersøgelse af, hvad der gemmer sig i mit ego, og jeg kan tage hånd om det på en kærlig måde.

Jeg er også med i en gruppe, hvor vi jævnligt mødes og drikker ayahuasca. Det er også en vigtig del af min spirituelle praksis. Derudover så bruger jeg naturen meget. Jeg laver shamanistisk arbejde og går i trommegruppe en gang om måneden også.

Jeg beder bønner. Jeg beder om morgenen og om aftenen, og jeg beder før hvert måltid. Jeg har også med min mand en praksis, hvor vi takker for 3 ting fra dagen, der er gået, hver aften inden vi lægger os til at sove.

Jeg sørger for at jeg får motion (karate og gåture). Jeg sørger for at spise ordenligt mad, det er vegansk for mig. Jeg faster og har lange perioder, hvor jeg kun spiser frugt. Jeg drikker stort set aldrig alkohol, og jeg spiser meget sjældent sukker. Jeg har én last, og det er sort te med havremælk, men selv det er jeg ved at udfase, da jeg kan mærke, at det forstyrrer mig for meget og gør, at jeg har svært ved at holde jordforbindelsen.

Jeg sørger for at have tid for mig selv, helt i ro. Enten i meditation eller i naturen, det er også meget vigtigt for mig, for at holde mit ego i ro.

De her ting er dem der passer til mig lige nu. Det har taget mig mange år at finde ud af, hvilke praksisser, der passer til mig. Der er så mange forskellige bud på, hvad der virker. Så gå på undersøgelse i, hvad der virker for dig. Hvordan kan du få mere jordforbindelse igennem en spirituel praksis? Jordforbindelse er nøglen til et ego, der går agurk.

Det sidste jeg vil skrive er, at når jeg virkelig føler, at jeg selv drukner i min egen proces (og ja det sker stadigvæk ind imellem, at jeg har svært ved at se det charmerende i mit eget lort), så husker jeg mig selv på hvem jeg er. Er jeg mit ego? Nej. Det jeg er, og det du er, er Gud.

Det minder jeg blandt andet mig selv om gennem konstante, spirituelle praksisser, så kan jeg føle hvor det er jeg kommer fra, og hvad det virkelig er jeg er. Men jeg gør det også ved at tænke det. Jeg tænker helt rationelt og logisk på, hvem det er jeg er, når jeg synes personen Anja er en kende for avanceret for mig. Hvor kommer jeg fra? Kan det være rigtigt, at jeg er den er smerte, det her ego? Jeg tænker sådan rigtigt over det, for pudsigt nok så forsvinder svaret lige langt væk fra mig hver gang jeg bliver opslugt af egoet. Og hver gang kommer jeg til samme erkendelse, nej jeg er ikke mit ego. Jeg kan kun komme fra en stor kraft, som har manifesteret alt det her. Det hele er Gud, der observerer Gud. Og så kommer humoren og letheden med det samme ind i mig igen.

Tusind tak fordi du skrev K. Det var også lige det jeg selv havde brug for at høre i de her dage.

Mange kærlige hilsner til dig og god kraft på din rejse.

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på? Så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.