I believe in God, only I spell it Nature.
– Frank Lloyd Wright
Bange for Gud – kender du det?
Da jeg voksede op gik jeg i søndagsskole. Jeg voksede op i en helt almindelig lille, dansk by på Djursland, og det var almindeligt i 1970’erne, at Folkekirken underviste børnene om søndagen.
Alt det jeg igennem kirken lærte om Gud gjorde, at jeg blev bange for ham. Jeg lærte, at Gud er allestedsnærværende, og at han ser alt. Jeg lærte, at jeg ville brænde i helvede, hvis jeg ikke opførte mig ordentligt. Jeg lærte, at Gud kan sætte selv djævlen på plads, og at det er Guds vrede, jeg som menneske for alt i verden vil undgå. Den vrede er nemlig nådesløs, og Gud lader ingen formildende omstændigheder spille ind, når han udtænker sin straf.
Jeg ville gerne gå til spejder, da jeg var barn, men da jeg mødte op første gang, og vi skulle starte med at sige ‘Fadervor’, så begyndte jeg at græde og ville hjem med det samme. Alt hvad der havde noget med den kristne Gud at gøre, gjorde mig grundangst. Hver aften inden jeg skulle sove, lå jeg og bad inderligt til om Gud ikke nok ville være sød at tilgive mig mine synder. Som 7-årig var helvedes ild og den evige tænders gnidsel og smerte, det mest uhyrlige jeg havde hørt om, og jeg ville for alt i verden undgå at ende der.
Min naturlige barnetro
I virkeligheden så var jeg meget religiøs som barn. Meget tidligt havde jeg oplevelser af en kontakt med Gud i en eller anden form. Dengang forstod jeg ikke hvad det var, men jeg kunne tydeligt mærke effekten af det. Jeg følte mig holdt om og holdt af. Jeg følte mig elsket med alle mine fejl og mangler. Den oplevelse af at komme hjem, at jeg hørte til, at nogen virkelig elskede mig uden forbehold, den fik jeg hver gang jeg gik ud i naturen. Så der gik jeg ud hele tiden.
Jeg bad bønner i naturen, jeg sang sange for den. Jeg byggede små altre og lod mig fortrylle af et græsstrå, en mariehøne, lærkens sang oppe i himlen. Jeg var tilstede i naturen med et åbent hjerte, et naivt, barnligt, blødt hjerte, og jeg tog alting ind i det og takkede for det som det mest naturlige i hele verden.
En lortegud (ja!)
I mange år var jeg vred på den kristne Gud. Jeg begyndte i mine teenageår at få en fornemmelse af, at der måske var andres ord på spil i Biblen end Guds. At der måske havde været mange forskellige mennesker ind over de skrifter. Og at de mange forskellige mennesker måske havde haft mange forskellige agendaer. Jeg mistede tilliden, ikke blot til Gud, den var ligesom væk. Men også til dem som havde det fornemste job i verden, nemlig at formidle Guds ord.
Kunne det tænkes, at det ikke var Gud som var sådan en røvsyg personlighed som han blev fremstillet til at være, men at det var dem, der skulle skrive om ham som havde været det?
Det er totalt tarveligt, at Gud i det billede som jeg blev præsenteret for som barn, har fået lov til at overtage vores billede af hvad Gud egentligt er for en størrelse. For sikke en lortegud, altså helt ærligt. Kærlighed eksisterer kun med betingelser og betingelser som er fuldstændig umulige at leve op til som menneske. Det var umuligt at leve op til som et lille, uskyldigt barn. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være, hvis jeg holdt mit liv som 44-årig op mod de regler.
Det var svært at komme i kirken efter min barndoms traumer omkring gud. Den gud kirken fortalte mig om, fik mig til at skamme mig over at være menneske. Det er meget nemt for vrede og trodsighed at vokse ud af skam, og så lade den vrede rette sig mod alt, hvad der har med guddommelighed at gøre. Det er en helt naturlig forsvarsmekanisme, når man føler sig uretfærdigt behandlet og skældt ud.
Genforenet med Gud i naturen
I mange år glemte jeg naturen. Jeg huskede på mine barndomsoplevelser, men jeg latterliggjorde dem i mig selv og blev pinlig berørt over, at jeg som barn havde følt mig så forbundet i naturen. Jeg blev flov over, at jeg havde været så ‘barnlig’, at jeg havde haft en tro. At jeg havde været helt sikker som barn på at der eksisterede en ånd i naturen, som havde min ryg.
Som jeg har skrevet om mange gange før, så er jeg jo for alvor vendt tilbage til naturen og til den Gud jeg mødte der. Det tog mig en del år at opdage, at naturen ikke havde forandret sig siden jeg var barn. Det var kun mig og min frygt for alt, der duftede en lille smule højtideligt der var anderledes. Da jeg vendte hjem og overgav mig til naturen igen, var det fuldstændig samme oplevelse som da jeg var barn. Gud bød mig velkommen tilbage, og jeg følte den samme nærhed som jeg havde følt dengang.
Naturens kirkerum
Den højtidelighed jeg havde oplevet i kristendommen, og altså også selv som barn i naturen, den havde jeg efterfølgende svært ved at finde i mig selv. Det som føltes højtideligt kom for tæt på. Det er svært at åbne sit hjerte mod noget og så få at vide, at man er forkert. Sådan som jeg havde oplevet det med den kristne Gud. Så hver gang jeg oplevede det mindste som havde en snert af højtidelighed over sig, så blev jeg irriteret og ironisk. Sorgen over, at det åbne barnehjerte ikke var blevet mødt med kærlighed, men med skældud fra Gud, gjorde at jeg i mange år, helt ubevidst, skyede alt der lugtede en lille smule helligt eller havde en smule hengivelse i sig.
Den her frygt for det højtidelige, at være bange for at åbne sig for det guddommelige, den er jeg begyndt at holde meget øje med i mig selv. For jeg kan se, hvordan den spænder ben for mit åndelige arbejde. Den giver mig en ironisk distance til alt, hvad der har en snert af overgivelse i sig. Jeg er klar over, at den frygt kun kan holde til i mit ego. Et ego som vil gøre alt for at undgå at blive gjort forkert igen. Et ego, som genkalder alt, hvad der har med noget andægtigt at gøre som endnu en måde at føle skam på.
Jeg er også klar over, at når jeg overgiver mig selv helt til det guddommelige, kraften i naturen f.eks., så har egoet i mig ikke mere magt. Så selvfølgelig er egoet bange for den overgivelse. Især når det samtidig har erfaringen med sig, at der ikke kom noget godt ud af den ‘overgivelse’ til Gud. At den overgivelse som barn i søndagsskolen, blot gav endnu mere skam og endnu mere mindreværd.
At Gud giver mindreværd er absurd. Det kan ikke være meningen fra en gudskraft, at mennesket, som er en del af den kraft, skal føle skyld over at være menneske. Det kan kun være mennesket som har tilføjet den lille finesse til det at være et troende menneske.
Du og jeg er også Gud
Jeg øver mig dagligt i hengivelsen nu. Jeg er stædigt insisterende i min tilgang til det guddommelige. Jeg tager mig kærligt af mit ego, som bliver bange for hvad den hengivelse kan betyde for det. Jeg beroliger det med at Gud er kærlighed, at Gud også elsker egoet. At der ikke er noget at være bange for. At den skam jeg følte dengang som barn, og som fulgte mig længe ind i mit voksne liv, den ikke længere er relevant. Jeg blev fortalt nogle historier som barn, som jeg selvfølgelig troede på, for de blev fortalt af kloge voksne, som endda skulle tale på vegne af Gud. Det bliver ligesom ikke større. Men de historier, eller effekten af dem nok nærmere, behøver jeg ikke længere bære rundt på.
De historier kan jeg lave om på nu. Jeg kan vælge, at tro på at der ikke findes fejl. At skam ikke er andet end et symptom på mindreværd, at skam kan opløses når det bliver mødt med kærlighed. Når jeg giver mig hen til gudskraften nu, så læner jeg mig ind i historien om, at jeg også er Gud. At den gnist, der brænder i mig, kommer fra det store bål af kærlighed, som kun kan være den kraft, der har skabt det, vi kalder for et liv på Jorden.
Jeg har for længst ’tilgivet’ dem, der plantede de skrækkelige gammeltestamentelige, gudsfrygtige historier i mig, da jeg var barn. Faktisk ser jeg det nu mere som noget positivt. For den skam, der fulgte med søndagsskolen, den var jeg nødt til at håndtere. Det har ledt mig ud på en lang rejse tilbage til mig selv. Tilbage til Gud. Det er i virkeligheden den største gave, der kom ud af noget, der til at begynde med kun gav mig ondt i maven.
