BREVKASSEN: HVAD STILLER MAN OP MED JALOUSI?

Kære Anja.

Jeg vil høre om du kan hjælpe mig. Jeg har i længere tid kæmpet med at finde ro i mit forhold til min nuværende kæreste, som jeg er utrolig glad for. 

Baggrund: Jeg blev for 2,5 år siden skilt fra min daværende mand, som jeg har været sammen med siden, vi gik i gymnasiet sammen. Vi har levet halvdelen af vores liv sammen og hele vores voksne liv. Jeg har haft svært ved at finde fodfæste siden og har bakset meget med at lære at leve alene. Jeg drømte om at være fri, da jeg sad med småbørn, villa og job til op over begge øre. Havde drømmen om, at det berømte grønne græs lå udenfor min havelåge. Jeg var den, der flyttede fra ham, men jeg har siden haft store kvaler med skyld i forhold til vores børn, og i forhold til det at have undervurderet det fundamentale i at være del af en familie og har til tider fortrudt også. Han kom hurtigt videre, blev boende i vores fælles hus med ny kæreste som han for få måneder siden har fået et barn med. Det har været hårdt. Men det går bedre i dag.

Jeg er: meget temperamentsfuld, jaloux og mit ego er stort, samtidig har jeg et lavt selvværd og er meget hård og dømmende over for mig selv. Tror jeg har det med fra barndommen og har levet i skyggen af en meget vellidt og dygtig storebror. Min eksmand har altid klandret mig for, at jeg ikke er i stand til at tænke én rationel tanke, men altid handler ud fra mine følelser. Jeg kan blive utrolig glad og begejstret men kan med samme intensitet blive fx gal, skuffet og jaloux. Jeg elsker min familie, men er ikke så vild med andres. 

Nå, men tilbage til situationen med min nuværende kæreste og mit egentlige problem … Baggrund min nye kæreste: Vi var kollegaer på samme arbejdsplads inden vi fandt sammen forholdsvis hurtigt efter min skilsmisse. Jeg har aldrig set ham som andet end en almindelig kollega inden og har aldrig rigtig snakket med ham før. Han har en datter på 17 år og har været i en del forhold siden skilsmissen fra hans datters mor – for 15 år siden. Tilfældigvis skulle vi på en kortere rejse i forbindelse med arbejdet sammen, kort tid efter min skilsmisse og vi begyndte at snakke sammen. Mest fordi jeg havde det utrolig dårligt på den rejse. Jeg følte, at han hjalp mig meget, og jeg begyndte at se ham som en god ven. Jeg elskede, at han var mere moden end min eksmand og havde prøvet en masse og var klog på livet. Jeg lod mig bære af ham og elskede, at han blev forelsket i mig.

Det var sådan det var i starten, han var utrolig vedholdende, og jeg solede mig i den megen opmærksomhed, jeg aldrig havde fået fra min eksmand. Jeg blev meget forelsket i ham. Er det stadigvæk. Han er uden sammenligning den bedste mand jeg kender, og jeg elsker ham højt. Men der er et men … Hans datter er hans et og alt. Han skulle have haft et helt fodboldhold af børn. Han er hønefar af ”værste” skuffe. Hun er vant til at have hans fulde opmærksomhed. Jeg kan ikke klare at tænke på dem i deres symbiose. Jeg opfører mig som et barn, der mangler opmærksomhed. Der er ingen tvivl om at symbiosen er for to. Hun er ikke kontrær, hun er bare hans. Hun har aldrig henvendt sig til mig. Jeg kan godt forstå hvorfor, for hvorfor skulle hun? Mine børn elsker min kæreste, men jeg kan ikke gøre ham kunsten efter. Jeg er også utrolig stolt af min symbiose med mine to børn, men vi lukker ham ind. Jeg beundrer meget, at han kan og ville ønske, at jeg selv havde børn med en mand som ham. Jeg er jaloux i stedet. Jeg skammer mig over det. Jeg slår op med ham, så snart det bliver uudholdeligt for mig. Det har jeg gjort ca. 5 gange på de 2,5 år vi har været sammen. Det er opslidende og ikke mindst utrolig hårdt for min kæreste og jeg ødelægger en masse og tilliden nedbrydes hver gang. Jeg græder over det, og jeg kan ikke tænke rationelt. Sådan var jeg også som barn. Jeg stak ofte af for, at min far skulle finde mig. Ikke min mor. Men min far. Når han så fandt mig, så fik jeg følelsen af at han elskede mig. Ikke min mor. Jeg er ikke så tryg ved kvinder. Jeg misforstår dem og har heller ingen søstre eller rigtige veninder. Jeg er vokset op i en drengeflok.

Jeg er ikke helt sikker på, at det kun er hans datter der er mit problem. Nogle gange føler jeg, at jeg lever mere intenst i orkanens øje end i en monoton hverdag. Som om at jeg søger ”ulykker” for at finde ud af om han holder ved? Som om jeg kun kan forstå om jeg selv elsker ham, når jeg har kastet ham væk og efterfølgende opdager, hvor meget jeg savner ham. Det er ikke særlig rart. Men det er sådan jeg er. Kan jeg ændre mig og hvordan og kan jeg finde tilfredsstillelse i vores forhold? Er jeg evigt destruerende og rastløs? Og hvorfor er jeg sådan?

Hilsen A.

HVAD STILLER MAN OP MED JALOUSI, ANJA DALBY

Kære A.

Tusind tak for dit spørgsmål, tak for din ærlighed og dit mod til at fortælle om, hvordan du har det. Jeg er glad for at du turde se udover skammen over dine følelser og skrive dem til mig, for det du føler er simpelthen så almindeligt og alligevel er det så svært at tale om. Hvem har lyst til at indrømme, at man er jaloux over et barn? Det er de færreste, som vil indrømme det. Men indrømmelsen er første skridt til forandring, og det er meget smukt, at du har så meget selvindsigt og åbenhed over for at finde en løsning, at du tør skrive det til mig.

Som du måske ved, så blev jeg selv skilt for 5 år siden og fandt sammen med min mand David 6 mdr. efter min skilsmisse. Jeg har en søn på 19 år, David har en datter på 19 år og en søn på 14, så jeg kender virkelig (VIRKELIG!) godt til de problemstillinger, du nævner.

Noget helt lavpraktisk David og jeg aftalte, da vi mødte hinanden, det er at uanset hvad, så kommer børnene altid først. Det var en rigtig god aftale at lave for os, for så var det ligesom på plads. Så var der ingen af os som kunne tillade os at føle os tilsidesat eller forsmåede (eller det må vi jo godt føle, men den første lov var ligesom etableret, og så er det svært at flippe ud over det) hvis den anden valgte børnene frem for vores parforhold.

At børnene altid kommer først, betyder ikke, at vi hopper og springer for dem, eller gør ting for dem, som vi ellers ville synes var urimelige som forældre. Men det betyder, at vi ikke giver vores egoer plads til at knalde ud over, at en aftale mellem os bliver rykket eller aflyst. At vores parforholdstid nogle gange må sættes på standby, fordi der er et barn, der har brug for sin mor eller far. Nu har vi været sammen i over 4 år, og det er en regel, vi stadig holder i hævd, for den giver os ro, alle 5. På den måde slipper vi også for at børnene føler, at de kommer på andenpladsen og vi gør det samtidig også bevidst overfor hinanden, at vi er klar over, at det ikke er for altid, vi kan have den her plads i deres liv. Så det er med at nyde dem nu, hvor vi ‘har’ dem.

Det andet jeg vil sige, er at det tager lang tid at skabe en god relation med de børn, der kommer med ens partner. Det er først nu, hvor vi altså til efteråret har været sammen i 5 år, at vi begynder at have gode, lige, rene relationer med hinandens børn. Det er vigtigt at huske, at de ikke har valgt os, de nye partnere. At de børn også har en historie med sig og også historier om andre partnere som de måske har involveret sig følelsesmæssigt i, men som så igen er forsvundet ud af deres liv. Det er vigtigt at have en stor omsorg og et stort hjerte for det. Det tager tid, lang tid. Og lige når vi føler, at nu er et af børnene holdt op med at reagere over, at deres mor eller far er i det her nye forhold, så kommer der en reaktion fra et af de andre. De skal de have lov til. De må synes det er ligeså træls som de synes, at de måske ikke har far eller mor helt så meget som de havde før. Det betyder ikke, at de får ret i at måtte reagere helt vildt voldsomt, men de får en accept af, at det er okay og en naturlig proces.

Som du også selv er inde på i dit spørgsmål, så er jalousi jo en følelse, der hører til mindreværdet og dermed egoet. Jalousi bliver også fodret af skam, så jo mere man prøver at holde jalousien nede og gøre den forkert, fordi den føles (og er) så skadelig, jo mere vokser den. Så første skridt er som du har gjort her, at indrømme, at den eksisterer. Det er sejt og flot, at du gør det, det er bestemt ikke en nem indrømmelse.

Det du kan som det første kan gøre, det er at tage følelsen hjem i dig selv. Altså tage helt ansvar for den. Når du føler jalousien komme op i dig, så bed om en time-out, hvis du f.eks. er sammen med din kæreste. Sig det ordret til ham: ‘Nu bliver jeg simpelthen så jaloux, og jeg skammer mig sådan over at føle sådan. Det gør mig så ked af, at jeg har det sådan, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det lige nu.’

Og så gå ind for dig selv, eller gå en tur, hvis det er muligt. Det kan også være din kæreste har plads i sig selv til at føle omsorg for dig, hvis du ikke giver ham ansvaret for jalousien, men anerkender over for jer begge, at det her er DIT problem og på ingen måde hans. Men hvis han ikke kan det, hvilket kan være rigtig svært, for det er meget nemt at gå i reaktion på den følelse i andre, så sig at nu trækker du dig lige og tager lidt tid til at bearbejde følelsen. Samtidig med, at du gør ham klart, at det ikke handler om ham eller hans datter. At du er klar over, at det er dit det her. Så skaber du ro i det ydre til at kunne tage dig af dit indre.

Når du så er alene A., så skal du give dig selv lov til at være lige så ked af det og jaloux som du er. Giv slip og græd af frustration over følelsen og grunden til, at den opstod. Giv dig selv plads til at føle som du føler. For du må gerne være jaloux. Du må gerne føle dig tilsidesat og være ked af det. Der er stor forskel på at give sig selv lov til at føle som man føler og så på at skyde skylden for sine følelser på et andet menneske. Ved at give dig selv lov til at føle jalousi, så tager du ansvar for din følelse. Du prøver ikke at være bedre end du er og gemme det du føler, for så at eksplodere med det senere, og du prøver ikke at få andre til at være anderledes end de er, så du slipper for at blive konfronteret med de her ‘ubehagelige’ følelser.

Når du giver dig selv lov til at føle det du føler, så tager du dig selv alvorligt og det er første skridt i at heale mindreværdet. Tænk på dig selv som et lille barn. Giv det lille barn til at føle alle de følelser, der eksisterer i det. Du ville heller ikke gøre et barn forkert for at have ‘forkerte’ følelser, men du ville tale med barnet, anerkende følelserne, sidde med det og holde om det, mens det var i sin reaktion. Det samme skal du gøre over for dig selv. Føle omsorg for, at du har det som du har det, for det er dælme en af de mest rådne følelser af føle jalousi. Den er så svær at have med at gøre, og den gør os både blinde og døve over for noget som helst rationelt.

Så vær omsorgsfuld og synes, at det er synd for dig, at du er jaloux. Det kan lyde helt omvendt, men det virker altså. For det der reagerer i dig, det er mindreværdet. Mindreværdet bliver aldrig mindre af at blive gjort forkert og at få fortalt at dets følelser er grimme. Det vokser det kun af, og så ender man nemt i en rigtig træls spiral som du nok også har erfaret.

Lad være med at bedømme situationen, du er blevet jaloux over. Altså lad være med at prøve at regne ud om du har ret til dine følelser eller ej. Det kommer der ikke noget godt ud af. Hold fast i at være i følelsen og mærke den. Når du så føler, at du har reageret nok, altså måske fået tudet eller raset godt ud, så kan du gå tilbage til din kæreste. Hold ved, at du ikke giver ham skylden eller ansvaret for dine følelser, for det ansvar har du helt selv. Men det betyder ikke, at du ikke gerne må sige det. Bare sig til ham, at nu føler du virkelig meget jalousi. Når du har været i dine følelser selv, så er det også meget nemmere at komme tilbage og bede om et kram, at bede om at blive holdt om. Sig til ham, at du gerne vil trøstes, for du er så jaloux lige nu, at du næsten ikke kan være i det. Om han vil være sød at være din MAND og hjælpe dig. Det er min erfaring, at det er et sprog mænd (og andre kloge væsner) kan forstå, og når vi taler sådan til dem, virkelig beder om det vi har brug for, trøst og omsorg, så er det også det de vil smide alt for at give os.

En sidste ting A., det er at jeg vil foreslå dig at lave The Work på de tanker, som gør at du føler jalousi. Det er virkelig et godt redskab til at lære at føle omsorg og kærlighed til sig selv med. Der kommer så mange åbninger inden i en selv, når man arbejder på den måde. Så tager man netop sine følelser alvorligt og giver dem en stemme. Når man giver dem en stemme og giver dem lov til at eksistere, så føler de sig ikke længere forkerte, og når den forkerthed slipper, så healer mindreværdet meget hurtigt op. Jeg kan ikke anbefale det værktøj nok, det har gjort en kæmpe forskel for mig, mit parforhold og mine relationer til ‘vores’ tre børn.

Jeg kan sagtens hjælpe med at lave The Work. Det koster 600 kr pr. session, og så tager vi én tanke af gangen og arbejder med den. Det kan virke uoverskueligt til at starte med, men jeg kan (næsten) garantere, at du vil mærke en stor effekt efter få gange. Det er nemt at gøre over Skype eller Messenger, og det vil have præcis samme effekt som hvis vi sad over for hinanden. Sig til hvis du vil have yderligere hjælp til at slippe jalousien.

Tak igen A., jeg er meget glad for at du skrev til mig. Alt det bedste til dig og din færd fremover.

Mange kærlige hilsner

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.