BREVKASSEN: FRYGT OG EGOET

Hej Anja

Jeg har tænkt at starte eget firma i længere tid, men når jeg kommer tættere på starten eller at tage springet dukker frygten op. Hvad nu hvis det ikke går. Hvad nu hvis og hvad nu hvis. Hvad gør jeg ved dette?

Hvis vi forbinder frygten med ego. Hvorfor viser ego sig på denne måde? 
Hvis jeg i stedet tænkte: Det skal nok gå, det skal blive godt osv. Dette er jo også ego, men hvorfor viser ego sig igennem frygten og ikke på den anden måde. 

Go’ dag
Kh Hvorenddugårhen

Anja Dalby Frygt og Egoet

Kære Hvorenddugårhen.

Mange tak for dit spørgsmål. Det er simpelthen så relevant for rigtig mange af os. Ja, måske os allesammen i virkeligheden.

Egoet viser sig igennem frygt, fordi egoet gerne vil passe på dig. Egoet er sat på opgaven, at få dig til at overleve og har rod i vores ur-instinkter. Altså, det vil rent praktisk sige, at da mennesket var nyt her på Jorden, så var det rigtig smart at være en del af flokken, hvis vi havde interesse i at overleve. Sådan er det stadig mange steder på Jorden. Det er egentligt næsten kun her i vores vestlige samfund, at vi kan klare os alene uden for fællesskabet.

Så når du får en rigtig god idé om at gøre noget nyt med dit liv, så er det dit egos opgave at sørge for, at du ikke gør et eller andet helt vildt skørt – som i yderste instans ville kunne sætte dit liv på spil. Egoet kender ikke forskellen på frygten for at komme til at dø af sult eller frygten for at blive udstødt. For egoet kommer det ud på et. Så hvis egoet er bange for, hvad andre mon tænker, om det ikke bare er en dum idé. Om det ikke også er typisk dig ikke at ville følge strømmen, at insistere på at være anderledes, så er det fordi egoet tror, at andres dom vil betyde din fysiske død. Sådan var det nemlig for lang tid siden her.

Så vær endelig omsorgsfuld over for den del af dig. I det her indlæg har jeg skrevet om hvordan man kan gøre tvivlen til sin ven. Prøv at læs det også. Tvivl er slet ikke så dårlig en ting.

Når du har de tanker om, at det nok skal blive godt, så prøv at mærke hvor i din krop, de stammer fra. Hvis det er egoet, der er i gang med at forestille sig, hvor mange porscher du kan købe, når du bliver selvstændig, så mærk hvor i kroppen den følelse sidder. For den følelse af rigdom og berømthed, som egoet ofte efterstræber, den sidder ikke det samme sted som den der rolige tro, man kan have på, at alting nok skal lykkedes. Det er to meget forskellige ting. Hvis din tro på, at det nok skal gå godt gør dig glad, rolig i maven og du bare kan mærke, at det her er godt og din vej, så kommer det ikke fra egoet. Så er det din intuition, der taler til dig, og den du skal lytte på.

Vi har så mange programmeringer med i os, som udover den naturlige frygt egoet har for vores overlevelse, også kan være med til at spænde ben for at vi udlever vores egne drømme. Mærk hvor dine drømme kommer fra og mærk så, hvor din frygt kommer fra. Hvad handler den om? Er det i virkeligheden din fars eller mors stemme, du hører? Er det gamle programmeringer, der kan sidde fast i flere generationer, men som er blevet videreført helt ubevidst?

Når jeg føler ro i maven omkring et emne, når jeg tænker på noget jeg glæder mig til at turde prøve og jeg føler ro, så ved jeg at jeg er udenom egoet. Hvis jeg føler den mindste smule uro, så er jeg klar over, at jeg er i gang med at lyve over for mig selv på en eller anden måde, og så er jeg nødt til at se på det. Uanset om den uro og den ‘løgn’, så måske faktisk handler om, at nu gør jeg noget, som kun kommer ud af mit ego.

Det er en stor beslutning at vælge at være selvstændig. Vær kærlig over for dig selv i den proces. Vær ærlig og bliv ved med at mærke efter i din mave, hvordan det føles. Hvis du gør det hele tiden i processen op til, at du ‘springer ud’ så vil du heller ikke stå med så mange overraskelser i dig selv, når du så rent faktisk har taget springet. Så kender du til din tvivl og din frygt, og du kender til den del af dig, som er helt rolig og har tillid til at vejen er rigtig. For en ting er nemlig at tage springet, noget andet er så at blive ved med at turde holde ved det, når man har gjort det. Og bare fordi der kommer svære tider, så behøver det ikke være det forkerte. Så kan det være, at man skal regulere lidt og tage sig lidt andet arbejde engang imellem indtil det kører helt af sig selv, det betyder stadig ikke, at det var en forkert beslutning.

Egoet kan have mange idéer om, hvordan det skal være, når man er ‘rigtig’ selvstændig. Prøv også at undersøge de idéer i dig, hvis du bestemmer dig for at springe ud i det. Så kan du nemlig slippe for at skulle bøvle med en masse tanker i dig selv undervejs, om at du måske gør det forkert, hvis det ikke lige glider som dit ego ønsker sig. Men bare fordi der er en modsætning mellem det egoet eventuelt ønsker sig og virkeligheden, så behøver det ikke betyde, at virkeligheden og det man har lyst til er forkert. Det er bare egoet, der skal vågne blidt op til en ny sandhed. Nemlig at man tør tro på sin mavefornemmelse og intuition, der hele tiden vil guide en til nye eventyr og ny udvikling.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar til noget, og du er altid meget velkommen til at skrive igen, hvis der er noget du ønsker at få uddybet eller du har flere spørgsmål.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM