Lær din tvivl at kende
Tvivl er et fantastisk redskab til at finde ud af, hvad det egentligt er der er vigtigt for dig i livet. Brug tvivlen meget konkret til at mærke ind i situationer for at undersøge om du er på rette vej. Lær din tvivl at kende.
Hvis du er et meget luftigt mennesker kender du sikkert alt til at kunne drive sig selv til vanvid med tvivl. Du kan vende tingene på hundrede forskellige måder i dit hoved og helt miste overblikket og dig selv i alle tankerne. Hvis du er et mere jordbundet menneske har du nemmere ved at mærke, at det her er en reel tvivl, der er noget her, jeg skal være opmærksom på.
Det er okay at tvivle, også at tvivle på alt. Det viser bare, at du er et tænkende og reflekterende væsen. Tvivlen er faktisk din ven. Men f.eks. den tvivl der holder dig vågen om natten, den tvivl der giver dig ondt i maven, det er bedst hvis du bremser den hurtigst muligt. Den får dig bare til at spinne ud af kontrol. Væk fra din kerne, og du kan ikke længere mærke hvad det faktisk er, der er vigtigt for dig.
Lyt til din krop
Hvis du tvivler, så bevæg dig langsomt fremad og mærk hele tiden om det her er okay. En god måde at gøre det på er hele tiden at have kontakt til dit solar plexus punkt i maven. Hvis du er øm, hvis der er uro eller det føles som om du har fået et slag der, så vær varsom og hold øjne og ører åbne. Lad være med at narre dig selv, fordi dit ego synes noget er en god idé. Hvis du er i ægte tvivl og hvis dit solar plexus er uroligt, så lyt mest på det.
Hvis der lige nu i dit liv er noget, du er meget i tvivl om, hvad du skal gøre ved, så mærk ind i de ting, du er sikker på. Mærk ind i de ting, du elsker. Der er altid ting i dit liv, hvor det hele bare flyder og føles som en leg. Det kan være helt simple ting som, at du elsker at lave mad, strikke, skrive, være sammen med dine børn eller arbejde i haven. Ting du gør fordi du ikke kan lade være. Ting der er drevet af ægte lyst og hjerte og ikke andet.
Mærk hvordan det føles helt ind i dig selv. Mærk glæden og roen i det. Mærk så derefter ind i det, du er i tvivl om. Er det dit forhold til din partner, din fremtid, dit job eller en anden slags beslutning, du skal tage. Hvordan føles det, når du nu lige har mærket, hvordan ægte glæde føles?
Hvis du er tvivl om der er nogen eller noget du elsker, så gør du det nok ikke. Det vil du tydeligt kunne mærke, når du har mærket, hvordan den ægte kærlighed føles. Den kærlighed du føler til dine børn, din passion eller det du gør, fordi du ikke kan lade være.

Sådan bliver tvivlen din ven
Bevæg dig væk fra dem eller det, som giver dig en følelse af ikke at være god nok som den, du er. Dem der kræver, at du ændrer dig for at fortjene deres kærlighed. Det er ikke fordi, du ikke skal se på dig selv. Jeg går i den grad ind for, at vi skal rydde op i os selv konstant. Men der er forskel på om du skal gå meget på kompromis med den du er som person, eller om du bliver bedt om at se på emner i egoet, som måske ikke altid er lige charmerende.
Når noget er ægte og godt, så er det nemt. Hvis du konstant skal kæmpe og går rundt med tvivl og ondt i maven, så er det nok fordi det falsk for dig. Du kan nemt komplicere tingene alt for meget, ved at forvirre dig selv med for og imod tanker. Lær dig selv rigtig godt at kende og gå ikke på kompromis med den, du virkelig er inderst inde.
Vær ikke bange for forandringer. Bliv ikke i noget, du tvivler på er godt, fordi du forveksler egoets komfort med din sjæls mission. Lige på den anden side venter lykken og den ægte kærlighed. Gør tvivlen til din ven og lad den guide dig derhen, hvor du får lov til at stråle mest muligt.