HVAD ER FORMÅLET MED SMERTE

Forleden hørte jeg en udsendelse på Youtube med Stanislav Grof. Stanislav er kendt for sit arbejde med bevidsthedsudvidende stoffer, i særdeleshed LSD. Da LSD blev ulovligt at bruge i 1960’erne fandt Stanislav ud af, at han kunne opnå samme type bevidsthedsudvidende effekter, ved hjælp af åndedrætsteknikker.

I udsendelsen, hvor Stanislav viser sig fra sin sædvanlige humoristiske og charmerende side, fortæller han om et tidspunkt i sit liv, hvor han var meget optaget af de indiske guder. Han var taget i ashram i Indien og mødte, sammen med en masse andre mennesker, en guru der stod til rådighed for deltagernes spørgsmål.

Et tyndt plot

Ét spørgsmål, virkede som det mest presserende for de fleste af deltagerne. Nemlig, hvad er formålet med smerte. Hvorfor møder vi det i livet og hvad er meningen med det. Hvorfor kan vi ikke bare leve vores liv i en tilstand af ren lyksalighed. Vi lever jo i paradiset, så hvorfor eksisterer der så et behov for smerte i vores smukke verden.

Den indiske guru svarede, at formålet med smerte er: To thicken the plot.

Vi tror ganske enkelt ikke på et tyndt plot. Vi lever os ikke ind i filmen, som ikke har nok drama. Når vi går i biografen, så bliver vi også skuffede hvis vi ikke føler, at filmen har grebet os. Vi bliver grebet af smerten. Når vi rejser os fra biografsædet, kan vi ånde lettede op. Det var spændende, for en kort tid, at mærke dramaet, smerten og det tragiske i livet. Selv såkaldte romantiske komedier, er nødt til at have en hvis portion drama. Ellers gider vi ikke involvere os tilstrækkeligt, til at blive siddende i sædet.

Vi vælger alle de liv vi bliver inkarneret i. Det er ikke en fejl, at du er endt i det liv du er i. Du valgte dit liv, fordi du kunne se at her ville der være tilstrækkeligt nok med smertefuldt guf, til at du ville gide blive her til enden. Og nok til at du ville have masser af muligheder for udvikling.

Play the game

Livet er ikke andet end en leg, eller en film. Når filmen er slut, så ender dit liv. Ligesom når du sidder i biografen så ved du også, at det ikke er ‘rigtigt’. Filmen slutter og du rejser dig fra sædet og bevæger dig videre. Vores liv er på samme måde. Men for at livet bliver spændende nok at deltage i og udvikle sig fra, så kræves det altså, at plottet er tykt nok. Ellers ville der ikke være nogen grund til at du behøvede være her. Det ville være spild af tid og sjælelig energi.

Tricket er naturligvis, at huske at du sidder i biografen. Når det bliver lidt for spændende i biografsædet, så kan det være nødvendigt at minde sig selv om at solen skinner udenfor og i morgen har du en hyggelig kaffe-aftale med en ven. På samme måde er det i livet. Når smerten bliver for presserende, når den fylder for meget. Når dramaet overtager og føles som om det nærmest spiser dig med hud og hår, så mind dig selv om du har forskellige valg.

Du kan rejse dig fra sædet og gå ind og se en anden film. Du må altid ændre alt i dit liv. Du kan også blive siddende og bearbejde de forskellige følelser der bliver vakt i dig undervejs. Du kan huske på, at det kun er en film. At intet af det der sker, i virkeligheden kan gøre dig noget. Uanset hvor uhyggelig filmen er. Hvis filmen ender med at hovedpersonen dør en grusom død, så ved du, at det heller ikke er sandheden. Sandheden er at sjælen bevæger sig videre, at døden blot er en overgang. Døden er ikke endelig.

Det smarte ved smerte

Du kan komme igennem smerte, ved at minde dig selv om at smerten ikke er en konstant. I morgen står solen op igen og du vil altid få muligheden for at grine og se let på livet igen. Smerten eksisterer altså kun, for at få dig til at tro på historien. Men det er en balance. For hvis du er så dybt involveret i smerten, at du føler dig som et offer for den, som et offer for dit liv, så misser du med stor sandsynlighed pointen.

For selvom formålet med smerten er at få dig engageret nok i livet, til at det er værd at blive her, så er det også nødvendigt at se smerten som en ven. Smerten har også det fine formål, at vække dig. At vække dig, så du husker at det kun er en film. At det kun er en leg du leger. Jeg leger legen, at jeg er Anja Dalby, som er mor til Tue på 21 og bor med min skotske mand David i en skov på Syddjurs.

Når jeg oplever noget der kan føles smertefuldt i mig, så kan jeg vælge at opleve smerten som en lille klokke der ringer. Ding ding. Nu er det igen tid til at vågne op. Til nye erkendelser. Til at blive mindet om, at grunden til at jeg mærker noget som smertefuldt er fordi, oplevelsen er i uoverensstemmelse med mit egos ønsker.

Sjælen har brug for det vi kalder for smerte, for at kunne holde sig engageret i oplevelsen af at have et liv her. Og for gang på gang at kunne vække egoet af filmen, og blive mindet om at livet ikke er andet. En film, en leg, en drøm. Det er vores opgave, at engagere os med alt hvad vi har og så samtidig se det hele lidt oppefra og huske at intet af det er virkeligt. Præcis som en film.