Da jeg voksede op i 70’erne og 80’erne var det normalt, at børn (og voksne) var bange for atomkrig. Jeg husker hvordan jeg nogle gange græd mig i søvn om aftenen, ved tanken om den forestående trussel, om at vores verden ville forsvinde i et altopslugende lysglimt. Det hjalp naturligvis heller ikke på sagen, at der blev lavet børnefilm som den her.
Senere blev jeg bange for at få AIDS, som jeg kunne forstå på de andre børn, var noget der kunne smitte gennem myg. Eller hvis man var underlig og anderledes, så havde man også automatisk AIDS i skolegården.
I 1990’erne var jeg ikke rigtig bange for noget, udover at jeg bare var bange. Jeg fik daglige angstanfald. Men dengang troede jeg, at det var mig der var mærkelig. Jeg var ikke engang klar over, at det jeg følte havde et navn. At det nærmest var en diagnose.
Frygten kom tilbage i starten af 2000 med terrorangrebet på The World Trade Center. Nu var det terroristerne vi skulle være bange for. Vi lagde os fladt ned i forhold til de privatlivsindgribende love der blev lanceret, for det var jo for vores alles bedste. Når nu der pludselig fandtes terrorister. Ud af det blå, var terrorismen vores nye fjende.
Sideløbende har vi så haft forurenings – og klimafrygten, som vi også er blevet propfodret med så længe jeg har været her.
Den nye fjende
På baggrund af 11. september 2001 blev en krig indledt mod Irak, for at finde de formodenlige ‘weapons of mass destruction’, men de var desværre ikke til at finde. Det kunne godt se ud som om krigen mod Irak blev sat i værk af andre grunde.
Uanset, så mistede vi ikke den frihedsberøvende overvågning, som fulgte i årene efter 11. september 2001. Tværtimod, så eksisterer den overvågning i bedste velgående og bliver perfektioneret dag for dag. Men hvis man ikke har noget at skjule, hvorfor så være nervøs for at ens regering, Google, Facebook eller Amazon lytter med på alt hvad man gør. Hvad skulle dog kunne være bagsiden ved det.
De sidste 20 år er der også opstået en ny trussel på vores jord. Virus.
Sars, svineinfluenza, fugleinfluenza, ebola og alle mulige andre sygdomme så dagens lys, eller måske blev vores fokus blot rettet mod dem. De har nok i virkeligheden eksisteret i længere tid end i de sidste par årtier.
Frygten for corona
Siden 2020 har vi fået af vide, at vi skal være bange for Covid-19. Jeg er ikke bange for corona. Jeg har haft virussen to gange nu. Anden gang blev jeg smittet af en person som var dobbelt vaccineret men som tænkte, at hendes løbende næse og feber ikke kunne være andet end en ‘almindelig’ influenza.
Hun troede ikke at hun kunne blive syg med corona når hun havde taget imod de første to stik. Jeg er 46 år og sund og rask. Corona har ikke påvirket mig på andre måder, end at jeg var en smule slap i koderne i halvanden uges tid. Jeg husker tidligere influenzaer som har lagt mig ned på en helt anden måde end corona har gjort det.
Dermed siger jeg ikke, at corona ikke kan være alvorligt for nogle mennesker. Men ligesom jeg heller ikke er bange for at få f.eks. diabetes eller hjertekarsygdomme, fordi jeg sørger for at leve sundt, så er jeg altså heller ikke bange for corona.
Jeg tager mig naturligvis forholdsregler, så jeg er sikker på at jeg ikke kommer til at smitte nogen, som er i risikogruppen, for at corona kan være alvorligt. På samme måde som jeg tog mig forholdsregler før i tiden. Der besøgte jeg heller ingen gamle eller syge, hvis jeg havde influenza eller var forkølet.
Freudian slip?
Jeg er til gengæld bange for at blive presset til at tage imod en vaccine for en sygdom med en dødelighed på under 5% og hvor gennemsnitsalderen for dem der dør af virussen er 83 år. Jeg føler ikke at jeg er i målgruppen med dem hvor en vaccine er nødvendig. Da slet ikke når jeg alligevel kan blive smittet og smitte andre, hvis jeg lader mig stikke. Jeg har aldrig taget imod en influenza-vaccine før og jeg ser ingen grund til at begynde nu.
Jeg er ikke imod vacciner. Da vi skulle til Indien, fik jeg flere vacciner til min rejse. Blandt andet mod hepatitis A, som i min optik er noget mere træls at få end corona. Desuden har vaccinen har været på markedet i flere år og er gennemtestet via sin lange levealder blandt andet. Og noget andet, så er det en vaccine. Det vil sige at den altså dækker mod smitte af hepatitis A. Så den havde jeg ikke de store skrupler ved at tage imod. Det er jo ikke den måde corona-‘vaccinen’ virker på.
Vaccine-producenter står sjovt nok ikke til ansvar for deres produkter. Så når jeg skal tage en vaccine, så vil jeg gerne være ret sikker, på at risikoen for bivirkninger er minimeret så meget som muligt.
Magnus Heunicke blev den 19. november 2021 spurgt på et pressemøde om man kunne forestille sig, at vi i Danmark ville se de samme tiltag som i Østrig, hvor vaccinen fra 1. februar 2022 ikke længere er et valg, men tvang. I følge mine ører, så lavede Magnus en talefejl og sagde: NÅR vi bliver nødt til at tage samme tiltag i Danmark (som i Østrig). Han rettede det dog hurtigt til: HVIS vi bliver nødt til at tage samme tiltag i Danmark.
Min frygt
Min frygt går som sagt ikke på hvor farlig virussen Covid-19 er. Min frygt går på, at vi kan ende i et dystopisk mareridt af totalitær kontrol. Efter Twin Towers har vi været godt på vej. Vi lever nu i et samfund, hvor det kun er dem med den rigtige QR-kode som kan deltage. George Orwell må rulle sig i graven, over at der ikke var nogen der hørte efter hvad han sagde.
Den 19. november 2021 hvor jeg hørte Magnus Heunicke, i bedste fald bare lave en talefejl og i værste fald et vaskeægte freudian slip, så følte jeg nærmest blodet stivne i mine årer. Jeg var på vej til ceremoni og gik og pakkede mine ting. Jeg var ved at blende en hummus til at tage med. Jeg gik i mit køkken og var glad og spændt, på at jeg skulle ud på en længere rejse. Min mand David sad med mig i køkkenet og så på pressemødet på sin telefon. Alt var godt i mit liv, lige indtil jeg hørte et ord jeg ikke kunne lide og så var der pludselig ikke særlig meget godt tilbage.
I mine tanker var jeg allerede på vej ud over markerne om natten, hen over grænser, bag på rumlende lastbiler. Forhutlet og flygtning. Vaccine-flygtning! Oh the drama!
Ligesom stort set alle andre på vores planet, så er jeg vant til at være bange. Det føles nærmest som om frygt er kodet ind i min DNA. Frygten for en fare udenfor mig selv, har eksisteret så længe tilbage i mit liv jeg kan huske. Der skal ikke særlig meget til, så føler jeg mig igen som en 5 årig der ligger under dynen og ryster af frygt over atomtruslen.
Vi er alle sammen blevet overøst med ting at være bange for. Hele vores liv. Det er meget nemt at tappe ind i den følelse igen, når der kommer noget udefra som vi bliver fortalt er farligt.
Ikke noget at være bange for
Lige i det øjeblik i mit køkken, hvor David sad og så på pressemødet og jeg gik rundt og pakkede, var der ikke noget at være bange for. Det var mine tanker og forestillinger om hvordan fremtiden eventuelt kunne komme til at se ud, som gjorde mig bange. Der stod ikke nogen og bankede på døren med en sprøjte i hånden. Min frygt kom kun indefra. Den blev aktiveret af noget jeg selv tolkede som farligt. 2 små ord. NÅR og HVIS.
I forhold til hvad mennesker står overfor af rædsler i deres liv andre steder i verden, så synes jeg måske det er at overreagere en smule. At jeg kan stå i mit køkken og freake ud. Med min dejlige mand, i mit tørre og varme hus. Med vand i vandhanen og mad i køleskabet. Penge på kontoen, sunde og raske børn, og overskud nok til at kunne tage væk en weekend til ceremoni.
Vi har alle fået frygt med ind med modersmælken og medierne pumper os fulde af den dagen lang. Det samme gælder på de sociale medier, hvor vi nu også er bange for at sige noget. For hammeren falder prompte, hvis nogen siger noget andet end status quo.
Da jeg stadig var på Facebook i begyndelsen af pandemien i starten af 2020, tillod jeg mig at dele en artikel om hvordan c-vitamin er godt for immunforsvaret. Immunforsvaret som det ville have været oplagt, at vi var blevet uddannede i at styrke i den her tid, men i stedet så er immunforsvaret nærmest blevet til en konspiration.
Ud med æbler, ind med sprøjter
På Facebook blev jeg oversvømmet med videnskabelige artikler fra velmenende ‘venner’. Venner som gerne ville oplyse mig, om at det nu er bevist, at c-vitamin IKKE gør noget godt for vores immunsystem … Det er alligevel underligt at det er kommet dertil. For ikke så længe siden var vi ret enige, om at et æble om dagen holder lægen væk.
Nu er det hokus pokus, og vitaminer og mineralers positive påvirkning af kroppen, bliver censureret væk så hurtigt, at man ikke engang kan nå at sige: Mark Zuckerberg ligner en klon.
At være på de sociale medier, gjorde mig akut opmærksom på frygten for hvad andre tænker. Normalt er det kun en frygt som eksisterer (regner jeg med) ubegrundet i mig selv. Men på de sociale medier, fik jeg med det samme af vide hvad andre tænker. Og til min store overraskelse, så tænker de faktisk tit dømmende ting.
I hvert fald hvis man skal tage deres kontante udmeldinger for gode varer. Jeg kom til sidst frem til, at det er nemmere, at bestemme sig for at være ligeglad med hvad de tænker, gå af de sociale medier og leve mit liv, som før de medier eksisterede. I lykkelig uvidenhed om andres tilsyneladende domme. Så kan jeg spise mine vitaminpiller i fred, uden at tænke på hvem der mon synes jeg er en konspirationsteoretiker fordi jeg spiser zink tabletter.
Hvor kommer frygten fra?
Frygten eksisterer i mig. Ingen andre steder. I det øjeblik hvor jeg står i køkkenet og hører Magnus Heunicke stamme sig igennem pressemødet, da er der ikke noget at være bange for. Det er ikke sikkert at der nogensinde viser sig at være noget at være bange for. Vi døde ikke i atomkrig. Klimaet kan måske godt nåes at blive reddet. Terrortruslen viste sig ikke at være helt så slem. Der kom kontrol over alle de andre vanvittigt farlige virusser vi blev fortalt vi skal være bange for.
Min egen levede erfaring er altså, at jeg endnu ikke er død af nogle af de trusler jeg er blevet fortalt jeg skal være bange for i mit liv. Det er derfor heller ikke sikkert, at jeg behøver være bange for truslen, om at blive stukket mod min vilje. Og det som sker når jeg bliver bange, er at jeg ryger ud af mit nu. Bange vil have mere bange og mine tanker og følelser stikker helt af med mig. Jeg tænker ikke klart og min intuition virker ikke.
Prøv at mærke efter hvor din frygt kommer fra. Er den reel? Hvad ved du om det du frygter? Og tør du stole nok på din egen kraft og intuition, til at du kan tillade dig at slippe frygten nu. Og vide med dig selv, at hvis det bliver nødvendigt at tage skridt på forskellig vis, så vil du vide hvad de skridt skal være.
Stop frygten i dig selv og der er et bange menneske mindre i verden. Det vil være dejligt for de nye børn som kommer hertil, hvis de ikke behøver vokse op med en helt så heavy frygt-programmering som vi andre er blevet udsat for.
