Perception er ægte, sandheden er ikke – disse ord kommer fra Imelda Marcos i en dokumentar jeg så om hende forleden aften. Det er en fantastisk film, som viser hvor nemt folk glemmer fortidens synder og er villige til at tilgive i håbet om en ny fremtid.
Filmen kan du se ganske gratis på Filmstriben.dk. Den er fyldt med optagelser af underskønne Imelda i hendes ungdom. Det er nemt at forstå hvordan den dannede og smukke kvinde blev så feteret som hun gjorde. Filmen viser hvordan hun er i stand, til at mødes med mange forskellige statsoverhoveder gennem tiderne og det er virkelig interessant, at høre hende reflektere over den tid hvor hun var første dame i diktaturet på Filippinerne. Hvordan hendes historie er så markant anderledes fra mange af hendes landsmænds-og kvinders. Hun lever i sandhed i sin egen version af verdenen, præcis som vi alle sammen gør det.
Mor Imelda
Jeg ved godt at jeg også lever i en sandhed, som mange andre af mine landsmænd – og kvinder ikke deler. Det gør den dog ikke mindre virkelig af den grund. Hvis det ikke virkede som om Imelda en gang imellem lyver i sin version af historien, så ville det være nemt at føle omsorg for hende. Hendes argumentation er forståelig. Hun virker ærlig og samarbejdesvillig, lige indtil hun ikke gør det længere …
Imelda, den storhjertede ældre kvinde, som bare gerne vil tilbage til Filippinerne og redde sit land. Være sit lands Mor som hun siger igennem hele filmen. Herhjemme har vi også fået en Mor til regeringsoverhoved. Jeg har tit tænkt på om det ville have været muligt for Lars Løkke, at kalde sig for Far. Far Lars.
Det klinger ligesom ikke og gad vide, om vi ville være faldet for det. Det tror jeg næppe. Så er Mor Mette noget mere mundret og hvem vil ikke gerne have sig en ekstra mor. Præcis som på Filippinerne, hvor deres Mor Imelda nu er tilbage ved magten via sin søn og med tiden sin sønnesøn.
Det er virkelig spændende hvordan den slags kan lade sig gøre. Hvordan historien kan få lov at gentage sig, og især når det er så grusom en historie som den der udspillede sig på Filippinerne. Det interessante er også, at det ikke engang er særlig længe siden. Dem der levede under hendes første regime er der stadig. Og de husker. Det er godt. Verden har brug for flere som husker.
Det er en virkelig god og anbefalesværdig film.
