Alt er designet til at vække dig. Alting er designet til at vække dig til erkendelsen, af at du er alt hvad der er her.
Der findes én bevidsthed. Én bevidsthed som ser ud igennem 7.9 millarder menneskers øjne. Det er den bevidsthed som populært bliver kaldt for Gud eller det Guddommelige, men som vi måske med mere nøjagtighed kan kalde for Skabelsen.
Det er ikke SkaberEN. Der er ikke nogen Den. Skabelsen er en Det.
Det er ikke The Creator, men Creation.
I hele universet, ud til de yderste afkroge (som naturligvis ikke eksisterer fordi universet jo udvider sig hele tiden) og helt ned til den mindste microorganisme eksisterer, eller er Creation. Alting er skabt af og eksisterer på grund af Creation, eller Skabelsen.
Vores vidunderlige egoer har det fantastiske formål hele tiden, at vække os til realisationen af at vi er IT. Vi er The One. (Jeg beklager alle de her engelske ord. Men mit danske bliver for fattigt når jeg prøver, at sætte ord på de her ting som stadig er temmelig abstrakte for mig.)
Vi er alle sammen The One. Vi er alle sammen Creation, Skabelsen, som ser ud igennem millarder af øjne. Det betyder, at vi alle sammen er Gud som ser på Gud, som ser på Gud, som ser på Gud …
Det er derfor, at de fleste spirituelle retninger starter med sætningen: Hvis du forstår, at du allerede er Gud, så er dit arbejde faktisk færdigt …
Min lille hjælper
Jeg vil gerne være ærlig og indrømme, at det bestemt ikke er hver eneste sekund af dagen hvor jeg husker, at jeg er Gud. At det som jeg er, er Skabelsen som er i gang med en kæmpe ekspansiv leg i universet. Men det er her mit ego kommer ind som den fineste lille hjælper. Egoet hjælper mig til at vågne af min drøm, om at jeg er Anja Dalby. At identiteten Anja skal tages alvorligt. At hendes neuroser, fikse ideer og vanvittige selvhøjtidelighed skal tages seriøst.
Hver eneste gang jeg via mit ego reagerer på noget udenfor mig selv, så er det for at vække mig til erkendelsen, af at jeg er Den, eller Det eller Skabelsen, eller hvordan jeg nu skal prøve at beskrive noget som ligger langt uden for mit sprogs rækkevidde …
Jeg går en tur og mine tanker kredser om en konflikt jeg er ked af, at have i mit liv. Med det samme strejfer en brændenælde mig på hånden og efterlader fine små brændende blæner. Jeg bliver vækket, til at der hvor jeg er, er på stien på en gåtur.
Jeg sidder ikke overfor de personer jeg har en konflikt med. Der er intet eller ingen som vinder noget ved, at jeg bruger min gåtur, på at spekulere over hvad jeg skal sige, når jeg på et tidspunkt møder de mennesker igen.
Jeg går videre og igen ryger mine tanker tilbage til konflikten. Jeg er lige ved at træde på en gråspurv som utroligt nok, først letter fra stien foran mig da jeg er så tæt på, at jeg selv bliver helt forskrækket over hvor uopmærksom jeg er.
Taknemmelig over taknemmelighed
Længere henne af stien er mine tanker allerede tilbage på konflikten i mit liv igen. To krager skriger højt i en trætop foran mig. De er i gang med at jage en musvåge væk og jeg står længe og ser dem flyve ud over engene, mens de dykker efter rovfuglen og skriger højt. Den her gang lykkedes det Skabelsen, at holde mig (sig selv) vågen tilstrækkelig længe nok, til at jeg får et sug af taknemmelighed i maven og i hjertet.
Jeg står længe og tænker på hvor taknemmelig jeg er over at taknemmelighed eksisterer. Hvor fantastisk taknemmelighed er, til at tage mig ud af min egen navle og minde mig om hvor storslået en rejse livet er. At minde mig om, at det jeg normalt vil dømme som en simpel gåtur i mit nabolag kan vise sig, at give mig en følelse af at være fuldstændig vågen og tilstede i livet. Den fineste og smukkeste følelse jeg kender til.
Jeg føler mig som et med musvågen. Jeg har brug for høje skrig og dyk mod hovedet, for at blive vækket tilstrækkelig, til at resten af turen er overdådig magisk.
Drama i hønsegården
Jeg er efter mødet med kragerne og musvågen tilstede med et jublende hjerte, i alt hvad der sker på resten af min gåtur. Jeg ser de fantastisk smukke fjer som ræven har efterladt ved hønsegården jeg går forbi. Den har taget en lille slags kalkun og de fjer der ligger tilbage ligner noget fra et eventyr. Jeg står længe og hører på de resterende høns klagesang og sorg over, at der nu mangler en i indhegningen. Jeg føler mig totalt forbundet med deres runde sorte øjne, de små fjerklædte kroppe og deres sang og kaglen som går lige i hjertet på mig.
I lang tid står jeg og ser og lytter og er fuldstændig tilstede med hønsene. Det er sådan en smuk oplevelse, at jeg helt gyser ved tanken, om at jeg kunne have misset den, hvis jeg ikke havde været tilstede i den, men fortsat havde gået med tankerne på konflikten i mit liv.
Det er ikke kun når jeg går en tur, at resten af verden prøver at vække mig fra min drøm. Det sker hver eneste gang jeg føler andet end kærlighed og taknemmelighed, over at være i live og i livet.
Når jeg føler misundelse bliver jeg vækket, til hvad det er jeg ikke tager alvorligt i mig selv og selv får ført ud i livet. Når jeg føler jalousi bliver jeg vækket, til hvor jeg ikke selv synes jeg er god nok og taber i sammenligning. Når jeg føler fordømmelse bliver jeg vækket, til hvor jeg ikke er omsorgsfuld nok overfor mig selv. Hvor jeg dømmer mig selv. Når jeg føler forargelse, bliver jeg vækket til min egen fejlbarlighed. At jeg også ‘bare’ er et menneske, ligesom alle andre.
Alt er designet til at vække dig og mig
Alt er designet til at vække mig. At vække mig til mere selvkærlighed og til at vække mig, til at være tilstede lige NU. For der findes ikke andet end NU. Jeg bliver endnu mere fyldt med selvomsorg når jeg opdager alle de følelser jeg normalt dømmer som forkerte i mig. Følelser der hører til i det skrækkelige ego. Når jeg opdager, at de følelser kun eksisterer, for at minde mig om at jeg er IT. Den. Jeg er The One. Ligesom alt andet og alle andre også er det.
Når jeg bliver grebet af drama, af ‘nyheder’ om hvad der foregår i verdenen, af hvad der foregår i andres liv omkring mig så forstår jeg, at det kun sker for at vække mig. Jeg bliver vækket til endnu mere kærlighed og omsorg. Ikke kun for mig selv, men for hvor smertefuldt det føles, at være fanget i en drøm som for manges vedkommende føles som et mareridt. Vi lever i virkeligheden allerede i Paradiset. Vi har evnen til at skabe og manifestere alt hvad vi ønsker os. Vi er Skabelsen og Skabelsen kan skabe alt. Det er kun op til os, at opdage hvad vi egentligt allerede ved dybest inde.
Leg legen at være menneske
Paradokset og mareridet opstår i det øjeblik, hvor vi glemmer hvem vi er. At vi er Skabelsen i evig udfoldelse. At det her er en leg og at det eneste vi skal, er at ‘Play the Game‘ som Alan Watts så smukt udtrykker det.
Når jeg virkelig forstår det, så ryger offeret ud af døren lige med det samme og det føles så fantastisk befriende. Min medlidenhed og skyld og skam med og overfor andre gør det samme. Så forstår jeg, at vi alle har de samme vilkår for at vågne op, til at vi er IT. Den. The One.
Det eneste jeg kan gøre er at blive ved, med at vække mig selv til erkendelsen, af at jeg er Skabelsen i evig udfoldelse. Jeg forstår når en indisk Guru siger til Stanislav Grof, at smerte kun eksisterer for at ‘thicken the plot’. Jeg synes pludselig, at den sætning er uendelig morsom og jeg griner og takker Skabelsen for at få lov, at opleve alt det her. Den her verden er det mest totalt skøre, sureelle og smukke absurd teater. Jeg takker og takker og griner endnu mere ved tanken, om at det er Skabelsen der griner og takker Skabelsen i en uendelighed …
