ALLEHELGENSRITUAL

På søndag er det Allehelgensaften. Det er den dag på året hvor sløret mellem os og de afdøde er tyndest. Det betyder, at det er en god dag, at sætte sig ned, og tænde et lys. At mindes dem der kom før os og dem som ikke længere er her i det fysiske.

De mest enkle ritualer kan ofte være de mest kraftfulde. At sætte sig ned i stilhed i mørket. Tænde et enkelt lys og måske tænde lidt røgelse sætter en meget smuk og højtidelig stemning.

Det jeg selv gør når jeg mindes dem som kom før mig, eller dem som ikke længere er her, er at jeg siger tak. Tak er den bedste bøn og tak er den bedste indgang til en samtale eller kontakt.

Jeg siger tak til mine formødre og forfædre. Jeg siger tak for alt det ‘gode’ de har givet i kraft af dem de var og deres historier. De oplevelser de havde i deres tid, som også var med til at forme dem som mennesker. Jeg siger også tak for alt det ‘dårlige’. For alle udfordringerne de stod i, som de alle håndterede så godt de kunne, uden undtagelse.

Tak for at jeg kan være her lige nu

Jeg er klar over at det aldrig er muligt, at placere skyld tilbage på dem som var her før os. Alle gjorde det bedste de kunne, med de ting de havde med sig og mod sig. Jeg går ind i samtalen med et åbent og takkende hjerte. Jeg tilbyder ydmygt min kærlighed og min tilgivelse til dem som måtte føle behov for den.

For mig er det her ikke spiritisme. Jeg forventer ikke at bedstefar blæser lyset ud eller at oldemor begynder at rokke med min tekop. Jeg vil gerne bare sige tak, og på søndag er det som sagt nemmere for det tak, at blive båret hen hvor det skal være. At blive hørt af dem jeg gerne vil give min tak til.

Tak for at de kom herned på jorden. Tak for at de valgte hinanden hver især og tak, for at de gjorde de ting de skulle på deres karmiske rejse, sådan at jeg i dag kan sidde her. Med alt det vidunderlige og spøjse som jeg har med mig. Tænk sig at ‘jeg’ kan sidde her, manifesteret i en fysisk krop og se ud på de lysende gule efterårsblade. Sikke en fantastisk gave. Tak!

Keramisk røgelsesholder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM