GUIDE TIL RØGELSE

Røgelsens kvalitet er vigtig

I mit spirituelle arbejde har jeg efterhånden fået et tæt forhold til røg. Ikke kun fra røgelse, men også fra bål. Begge typer røg er meget virksomme i forhold til renselse af det æteriske felt, men også af omgivelserne.

Det kan være svært at lave et åbent bål indenfor, og det kan heller ikke anbefales at lade brændeovnen stå åben med et lukket spjæld … Derfor er det så fedt, at der findes røgelse! Når jeg bruger røgelse, så bruger jeg tit en ‘smudgestick’ lavet af enten hvid salvie, ædel-cypres eller røllike. Men nogle gange kan jeg godt lide, at der kommer en anden duft i huset end af brændte urter. De brændte urter er dejlige, men en røgelsespind tilsat æteriske olier tilføjer noget fint og åndeligt, på en anden måde end de meget shamanistisk-baserede og groundende smudgesticks.

Normalt får jeg ret hurtigt nok af almindelige, parfumerede røgelsespinde. Jeg kan få ondt i hovedet af dem, nærmest kvalme og jeg får ofte lyst til at lufte ud med det samme, jeg har tændt en. Men røgelsen fra Inca Aromas er blevet min favorit fordi jeg aldrig har oplevet noget negativt i brugen af den. Det er tydeligt at mærke, at den er lavet af gode kvalitetsolier, og røgelsesbasen er af meget høj kvalitet.

Nogle af de røgelsesvarianter fra Inca Aromas jeg anbefaler i min guide til røgelse.

Røgelse til energiskift i familien eller huset

Jeg bruger røgelse, når jeg trænger til at skifte energien ud i mit hjem. Hvis vi har haft tunge følelser, hvis der har været misforståelser, diskussioner eller skænderier. Enten mellem os herhjemme, hvis en i familien har haft et svært og hårdt telefonopkald eller andet, der kan påvirke energien her.

Jeg bruger også røgelse, hvis vi har haft besøg, og jeg har brug for at lette energien i vores hjem bagefter. Ikke nødvendigvis fordi dem, vi har haft besøg af har været tunge eller hårde at være sammen med. Men mere fordi jeg kan have en fornemmelse af, at energien er blevet ‘brugt op’, og så vil jeg gerne komme ny energi ind i vores hjem.

Jeg bruger røgelsen på den måde at jeg tænder den (duh!) og går rundt med den i hele huset. Ud på badeværelset, i soveværelset, køkkenet, entreen, de mindre værelser og så videre. Jeg er omhyggelig med at vifte røgelsen omkring alle afløb, både i køkkenet og på badeværelset. Det samme gælder over toilettet. Kloak-energien er ikke den bedste energi at have til at sive ud i huset, så derfor kan det være godt at lige rense over de indgange, der er ind i huset derfra.

Det samme gælder for vinduer og døre. Jeg renser omhyggeligt i en firkant omkring hver dør i huset og også omkring vinduerne. Jeg kører fra nederste højre hjørne og hele vejen rundt i ‘karmen’ i en firkant og ender samme sted igen. Jeg gør det for det første, fordi det føles godt at gøre det. Men jeg gør det også fordi de indgange, der er ind i huset og tærsklerne inde i huset, altså f.eks. døren mellem soveværelset og køkkenet, også har godt af en rensning. Det gør huset mere ‘solidt’. Det jordfæstner huset, og det gør energien i huset mere rolig og ‘tæt’, hvis man kan sige det sådan. At rense foran døre og vinduer fungerer også som en beskyttelse.

Røgelse kan rense din energi

Jeg bruger også røgelse for mig selv, hvis jeg af den ene eller anden årsag har brug for at rense ud i energien eller lave et energiskifte. Jeg tænder røgelsen og kører den rundt om min krop. Om benene, under fødderne (bare løft dem og kør røgelsen rundt under dem), om underlivet, maven, brystet og så godt jeg kan på ryggen. Rundt om armene, hænderne og hovedet. Jeg bruger til slut et øjeblik på at tage hænderne ‘rundt om’ røgen og tager hænderne ind mod mit ansigt. Så tager jeg en dyb indånding og står roligt og mærker, hvordan røgen renser mig og skifter min energi.

Jeg ‘smudger’ (eller renser) mig selv, hvis jeg har været i et selskab med mange forskellige energier. Jeg renser mig selv, når jeg skal lave spirituelt arbejde. Jeg renser mig selv som ritual hver gang jeg skriver, laver læsninger, workshops osv. Jeg renser også mig selv efter at have været i store menneskemængder, f.eks. i en by.

Røgelse til rituelt brug

Jeg bruger også røgelsen til rituelt arbejde. Ligesom jeg renser mig selv før en læsning eller et ritual, så tænder jeg også røgelsen for at bede røgen sende mine gode intentioner op til ånderne eller mine hjælpere i de andre dimensioner. Jeg bruger røgen fra røgelsen som en aktiv hjælper i det rituelle arbejde, jeg skal lave. F.eks. når jeg kalder hjælperne ind til en læsning. Så røgen er noget, jeg tager kontakt til og beder hjælpe mig med at sende mine bønner ud. Jeg har tillid til at røgen bærer mine ønsker ud og bærer svaret tilbage til mig også.

Nogle af de røgelsesvarianter jeg anbefaler fra Inca Aromas i min guide til røgelse.

Røgelse hjælper med at løsne fastlåst energi

Sådan virkelig lavpraktisk, så bruger jeg det at rense mig selv med røg, hver gang jeg ligesom har en kuldegysning i mig, der venter på at blive rystet ud. Jeg ved ikke om du selv har oplevet den følelse, men jeg forestiller mig at det er meget normalt. I går aftes havde det regnet og jeg tog modet til mig og gik ud for at se alle sneglene der piblede frem i øjnene. Det var ikke kønt, og jeg måtte fjerne og slå rigtig mange ihjel for at redde vores grøntsager.

Bagefter havde jeg den her underlige kuldegysningsfornemmelse i kroppen, den sad ligesom i toppen af ryggen og spændte mig. Men jeg kunne ikke ryste den trælse oplevelse af mig. Så jeg bad min mand om at rense mig med en røgelsespind, på samme måde som jeg lige har beskrevet. Med det samme forsvandt spændingen i toppen af ryggen, og den kuldegysning jeg ikke kunne få rystet ud var væk med blæsten og røgen. Røgelse kan altså både bruges i meget fint, spirituelt arbejde, og når der skal grovere og mere barske metoder i gang, som f.eks. under en sneglejagt en våd juni aften …

2 Comments

  1. Morten Wulffeld
    21. oktober 2023 / 14:16

    Det lyder bare rigtigt godt, sælger du eller, eller hvor kan jeg købe det ;-)

    • Anja Dalby
      Forfatter
      22. oktober 2023 / 12:53

      Hej Morten

      Jeg sælger ikke længere røgelse, men du kan nemt købe noget på nettet eller i fysiske butikker hvis du ønsker at dufte til det først.

      Bedste hilsner

      Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM