Det store i det små
Nogle gange er det de mest besynderlige ting, der kan inspirere mig. Sådan har du det sikkert også. Jeg kan sidde i bøn og gå i naturen, læse hellige tekster og se film om store personer og stadig være sådan lidt ‘meh’ indeni. Men pludselig støder jeg på en historie om en lille hund, og jeg føler mig helt rundtosset af glæde og meningen med livet.
Ånden taler til os igennem alt. Din intuition viser dig ikke kun meditationskurser, bladsellerijuicekure eller lader himlen åbne sig med engle og blæserinstrumenter for fulde gardiner. Intuitionen lader dig også få øjenkontakt med en lille fugl i busken, og du føler i det øjeblik, at du forstår alt, og du bliver fyldt med en kæmpe følelse af taknemmelighed og ærefrygt over, hvor vidunderligt livet er.
Sådan havde jeg det da jeg læste om Smoky, og det var endda på Instagram af alle steder. Jeg fik lige det her øjeblik af at livet er smukt, det er stort og der er kærlighed alle vegne, selv i en krig.
Grunden til, at jeg fik den følelse af at læse om en lille hunds liv under 2. Verdenskrig, var på grund af det billede her:
Glad og i krig, ehhh …
Smoky var ifølge historien både en helt og en meget særlig hund. Hun reddede både livet hos soldaten, der havde taget hende til sig, men hjalp også med opgaver som soldaterne hun var sammen med ellers ikke kunne have fået løst.
Smoky var med overalt. Hun sad i rygsækken hos soldaten der havde fundet hende ude i junglen på Ny Guinea. Soldaten delte sine madrationer med hende, og de sov sammen om natten.
Smoky var altså med i en krig. Sådan rigtig krig med bomber, nærkamp, måneder i junglen og alt den slags som man kan forestille sig ikke har været særlig sjovt. Men så igen. Prøv lige at se hende på billedet.
Du vælger perspektivet
Eckart Tolle har sagt at hans største læremestre indenfor zen, er hans katte. Jeg har fundet min læremester i at se, hvor fedt livet kan være, hvis jeg bare vælger, at det er det. Smoky tog ikke den beslutning bevidst, hun var jo en hund. Men lige præcis den der hundementalitet, den inspirerer mig så meget.
Den inspirerer mig til at se på mit liv, og alt det der sker som et eventyr. Til at se, at det kun er min mening om tingene, som forhindrer mig i at have det sjovt, selv når det er svært. For i virkeligheden er livet jo ‘kun’ en serie af hændelser og derefter er det slut.
Hele humlen ligger i, hvordan jeg reagerer på de hændelser. Om jeg piver og ryster og gemmer mig under sofaen eller om jeg springer frem med tungen ud af munden og glad giver hals ved udsigten til flere fantastiske eskapader.
