DEN HVIDE MAND KOMMER

Kære Anja

Jeg savner at kunne følge dig på de sociale medier (selvom jeg godt forstår at du er hoppet af) men særligt i denne tid hvor jeg faktisk synes det er lidt svært, at finde mennesker som jeg kan finde et fællesskab med omkring det at være i verden i den mærkelige tid vi lever.

Jeg oplever, som sagt, at det er svært at finde nogen hvor jeg føler at jeg passer ind i måden at tackle og være i verden på i denne tid (Corona). Jeg ved egentlig ikke så meget, er næsten hverken helt for eller imod. Synes at flere “eksperter” siger både noget klogt og samtidig begge noget “dumt”.

Jeg ved kun at det føles forkert for mig. Forkert at være bange. Forkert at blive vaccineret. Forkert at være vred og forkert lave modstand. Jeg har bare lyst til at kunne fastholde kærligheden og glæden i mit liv. Gider ikke være med i debatten. Gider ikke følge med. Men er det at lukke øjnene? Og kan man på den anden side ikke sige at vi har brug for at der også bliver opretholdt en anden energi? En energi som kun rummer troen på det gode liv? Jeg synes dog også det er svært.

Nu kræver min arbejdsplads coronapas. Det betyder at jeg skal testet hver 2. dag. Det strider i mig. Jeg vil ikke være med til at give frygten ret. Men tager jeg mon fejl? Andet sted vil andre gerne at jeg skal demonstrere og protestere. Det føles også forkert. Den vrede og modstand har jeg heller ikke lyst til. Men er det bare at være passiv?  Eller er det ikke at ville noget andet end det skøre jeg synes det sker…….

Kh M.

Det svære svar

Kære M.

Mange tak for din mail. Jeg har længe gået og tænkt over hvordan jeg skulle svare dig. Jeg vil helst svare dig fra et sted i mig, som er helt fri fra bekymring over hvad der sker i verden lige nu. Jeg ved ikke lige hvor godt det kommer til at gå … Nu prøver jeg.

Tiden vi er i nu, har jo været forudset af mange. Deriblandt også af Stuart Wilde. Der findes mange profetier, om at mennesket kommer til at gå igennem en særlig mørk tid, hvor vi som menneskehed vil blive delt som aldrig før. Et globalt mørke har indhyllet planeten og det er aldrig før set så udpræget i vores historie.

Frygten er massiv, på begge af de to narrativer som eksisterer lige nu. Både hos dem der sværger til vaccinen og hos os andre som helst ikke skal nyde noget af at blive stukket. Forvirringen er total, for alle tal og undersøgelser kan modbevises med andre. Det flyver rundt med konspirationer, både om den store plan bagved sprøjten, men også konspirationer om hvem de mennesker er, som ikke har lyst til at tage imod den.

I det her indlæg som er fra nærmest præcis et år siden, fortæller jeg hvorfor jeg selv har det ret lunkent med at tage imod den.

Den kække lethed

Da alt det her startede for snart 2 år siden, var jeg i begyndelsen underlig lettet. For nu var det nu. Nu blev den store profeti opfyldt som mange spirituelle lærere og mange indfødte samfund har forudset i flere tusinder af år. Jeg må indrømme at det var med en stor portion spænding og en underlig forløsende følelse, at jeg stod stille og bare iagttog det som foregik de første mange måneder af 2020. Var det virkelig sådan her det ville foregå? Med en virus? Hvor interessant! Tænk sig at det ville ske i min levetid. Hvor vildt! Det havde jeg ikke regnet med.

Til mine nærmeste har jeg kækt joket med, at jeg også kan nyde nuet i køen på vej til gaskammeret. For hvis min tid er kommet, så er den kommet og så er sådan det må være. Jeg kan stadig høre fuglene synge og værdsætte hvert åndedrag med ansigtet mod muren. (Jeg er klar over at min form for humor ikke er for alle, så jeg håber ikke at du bliver alt for stødt af den).

Min kækhed er dog aftaget en del med tiden. I takt med at alvoren i situationen har manifesteret sig.

Jeg veksler mellem at tro på at det nok skal gå, og at vi nok skal komme igennem det og komme ud på den anden side. Eller det vil sige, det tror jeg stadig at vi gør. Jeg ved at lyset vil vinde. Spørgsmålet er bare hvor langt tid der går før det sker og spørgsmålet som naturligvis rumsterer i mit ego, er om jeg vil være her til den tid. Mit ego, som synes at det er dybt uretfærdigt at det skal ske lige nu. Hvor er det tarveligt! Nu havde jeg det lige så godt og sjovt og så sker det her … Jeg veksler mellem håb og spænding og en dyb forurettelse, over at det her sker lige nu. I ‘min’ tid …

Husk dine praksisser

Når jeg bliver bekymret for udviklingen i verden, som jeg f.eks. gjorde da Østrig bekendtgjorde deres nye lov om tvangsvaccination og nu hvor det ser ud til at Tyskland følger trop, så vender jeg blikket mod mine lærere. Jeg hørte en podcast forleden dag med Khris Krepick. (Siden ser ud til at være blevet hacket nu, men du kan stadig gå ind og høre interviewet). Khris var Stuart Wildes ‘efterfølger’ og jeg studerede hos ham i flere år.

Khris mindede os i interviewet kærligt om at så er det nu, at vi husker vores praksisser. Hvad det er der virker for os. Meditation. Tid i stilhed. Tid i naturen. Spis ordenligt mad. Sov godt. Drik vand. Skær ned på alt støj, også i form af koffein, sukker, alkohol, skærmtid, sociale medier osv. Det er nu vores spirituelle arbejde skal stå sin prøve.

Mange af de lærere jeg følger, siger at det her vil være ovre omkring 2025-2026. Det håber jeg naturligvis er sandt. Jeg har nogle virkelig søde veninder, som bombarderer mig med håb. Som sender tweets og gode positive håbefulde udmeldinger til mig. Fra mennesker som efter sigende skulle have noget at sige i vores samfund.

De siger at det er ved at vende nu. At menneskene er ved at vågne op til, at det her drejer sig om noget helt andet end en virus. Det håber jeg også er sandt. Men jeg ser og hører også at tonen bliver mere og mere skinger. I takt med at frygten vokser, så kommer der en særlig hadefuld tone ind i vores rum. En tone som ellers før i tiden kun var forbeholdt racister og ærke mandschauvinister. Den tone bekymrer mig.

Styrk din intuition

Grunden til at Stuart Wilde talte om at vi skulle styrke vores intuition, var så vi kunne fornemme mongolerne 14 dage før de stod på bakketoppen og så ned på landsbyen. Så vi kunne nå at pakke rygsækken og sige ‘adieu’, inden døren blev sparket ind af de rasende horder. Din intuition bliver styrket af dine praksisser. Vær flittig og disciplineret med dit spirituelle arbejde. Hvis der kommer ting du skal forholde dig til, så stol på at du ved hvad du skal gøre. Stol på dig selv og din egen kraft.

Det er vigtigere end nogensinde at blive i hjertet og i kærligheden som du også skriver. Vi bidrager alle til vores fælles felt, med alt hvad vi sender ud af energi. Hvis vi ønsker mindre frygt i verden, så er det eneste sted at starte i os selv. Lad være med at diskutere. Hold rum for dem som er virkelig nervøse og bange, uanset hvad deres historie om frygten drejer sig om. Men, som alle mine lærere siger: Do not comply. Det er vigtigt at holde ved sin egen sandhed uden at gå i kamp. Eller som Stuart også så smukt formulerede det: Don’t let the suckers drag you down.

Vi bliver ‘dragged down’ ved at kæmpe. Det er også min egen personlige oplevelse. At der ikke kommer noget godt ud af kamp. Krig skaber bare mere krig. Det taler Joyti også om i podcasten med Laura Dawn.

Det er nemt nok at have gode spirituelle tanker og værdier når alt går som smurt. Normalt griner vi af, at det er til julefrokosten med familien at vores spiritualitet skal stå sin prøve. Lige nu er prøvelsen en anelse større end en julefrokost. Så nu skal der virkelig oprustes på intuitionsarbejde og spirituelle discipliner.

Den virkelige pandemi

Som du også nævner, så er jeg jo ikke på de sociale medier mere. Nogle gange om aftenen, så gider jeg hverken at læse, skrive eller tegne og så vil jeg bare gerne bedøves af noget harmløst som alle andre. Så jeg fandt en omvej til at komme ind på Maren Uthaugs Instagram profil, hvor jeg var lige ved at få min urtete galt i halsen da jeg så denne tegning hun havde postet sidst i november måned.

Personligt kender jeg ingen coronafornægtere, selvom jeg kender en hel del som virkelig er imod det som foregår og som også demonstrerer og protesterer mod det. Corona eksisterer. Corona, eller Sars, eksisterede også før 2020. Der kom og gik den bare som alle andre virusser, uden at vi gjorde det store nummer ud af det.

Det er tonen som Maren lægger for dagen her der bekymrer mig. I flere år har feminister som Maren gjort brug af ordlyden: My body, my choice. Men det gælder åbenbart ikke længere. Det her handler naturligvis ikke om Maren. Det handler om den massive frygt-programmering vi alle sammen er blevet bombarderet med de sidste 2 år.

Hvor vi alle sammen tidligere rystede uforstående på hovedet af det som foregik i Tyskland under anden verdenskrig, så er det ikke længere helt så mærkeligt at det kunne ske. Vi er på vej ind i totalitær kontrol af mennesket og frygt er en fantastisk kontrolmekanisme. Det er set så mange gange tidligere i menneskets historie. Det burde ikke komme som nogen overraskelse, og alligevel er stort set hele verden hoppet i med begge ben.

Den virkelige pandemi er den bølge af frygt som er skyllet ind over verden og hvis man ikke er en lille smule in tune med de andre lag af virkeligheden, så er det klart at man bliver overvældet og får benene revet væk under sig. Det har jeg virkelig stor omsorg for. Det er hæsligt at være så bange, at man bliver modbydelig.

Så hvad gør vi nu

Jeg tænker at du når din grænse når du når den. Det har jeg personligt oplevet mange gange tidligere i mit liv når jeg har været i en svær situation eller livsomstændighed. Pludselig så kan eller vil jeg ikke mere og så gør jeg noget andet. Hvad det andet skal være nu, må være op til os hver især. For mig er det som sagt vigtigt, at blive ved med at have for øje, at folk er bange. Der findes ikke onde mennesker. Vi skal blive ved med at have omsorg for hinanden.

Men jeg ved ikke hvad jeg kommer til at gøre fremover. Jeg holder nøje øje med hvad der sker i verden og naturligvis i særdeleshed i Danmark. Jeg er klar på at flytte til en anden verdensdel (Indien, jeg har et godt øje til dig), hvis det er det som bliver nødvendigt. Og så vil jeg vente der til det hele er blæst over.

Jeg hørte en virkelig fin podcast med Bayo Akomolafe hos Carina Lyall da jeg kørte til Odense for at besøge min søn i lørdags. Han sagde at det har været enden på verden for mange mennesker før os. Det var også enden på verden for de millioner af afrikanere der blev fragtet til USA som slaver. Det var også enden på verden for de indfødte der boede derovre da europæerne kom. Faktisk har det været enden på verden uendeligt mange steder på jorden, når den hvide mand er kommet. Og nu er turen kommet til os selv. Den hvide mand er kommet. Det er også sket mange gange før, at han er kommet i en kittel med en sprøjte under armen. Nu er det åbenbart vores tur.

Det store perspektiv

Jeg prøver at se tingene i det perspektiv. Jeg troede naturligvis, at jeg var sikker. Her i rige, velfungerende, Danmark. Hvor der aldrig sker en dyt. Men jeg ret sikker på at folk over hele verden har følt sig sikre i deres hjem, deres samfund, deres land, lige indtil de ikke var det længere.

En af mine lærere minder os hele tiden om at vi selv har valgt den her tid. Vi har selv valgt vores liv inden vi kom her. Vi har valgt denne inkarnation, fordi vi er stærke nok til at gå igennem det vi skal gå igennem. Uanset hvordan det så kommer til at foregå. Det bliver jeg også ved med at minde mig selv om.

Charles Eisenstein skriver at ‘The Tide has Turned’. I det indlæg linker Charles til Paul Kingsnorth indlæg ‘The Vaccine Moment‘ og det er virkelig anbefalesværdig at læse! Det giver håb at flere og flere får øjnene op for hvad der foregår og tør sige det højt.

Paul forsætter i anden del af hans vaccineserie med at skrive disse ord:

Think of what the key symbols of these covid times mean from the perspective of these different stories, and the dangers of the moment become clear. Masks: abuse of state power, versus sign of social responsibility. Vaccine passports: the beginning of digital tyranny, versus a way to protect the vulnerable from the irresponsible. Vaccine mandates: the forced injection of an experimental drug into the bodies of the unwilling, versus a way to ensure public health in a time of unprecedented danger.

Be like Albert

De ord Paul skriver der, er spot on for mig. De giver et klart billede af den splittelse der foregår i samfundet lige nu og hvad den handler om. Den kløft der er imellem os bliver ikke mindre af, at vi råber højere med ‘fakta’ og frygt. Der er ingen som ‘tager fejl’, vi har alle ret til at tro det vi vil. Forskellen lige nu, fra før 2020, er naturligvis bare, at os der tror på noget andet end størstedelen af samfundet, kan blive presset til at gøre noget vi ikke har lyst til. Det er nyt for os, men som sagt, er det ikke nyt for menneskeheden. Det er sket mange gange før.

For tiden tænker jeg tit på Albert Einstein. Han lugtede også lunten i Tyskland før størstedelen af tyskerne. Han flyttede til USA i 1940, hvilket var et klogt træk som jøde under Hitlers regime. Albert Einstein var også en stor fortaler for brugen af intuitionen, og talte tit om hvordan hans største ideer kom intuitivt til ham. Vær som Albert. Stol på dig selv og handl derefter.

Jeg håber så meget at Charles Eisenstein har ret og at det ikke tager for lang tid for os, at mærke det skift på et globalt plan. Ellers skulle der ikke være så tosset i Indien har jeg hørt. Varmt klima, lækre frugter og indtil videre, ikke det store pres i forhold til at skulle lade sig stikke, for at kunne bevæge sig rundt som et frit menneske af og på planeten jorden.

Store knus til dig. Skriv endelig igen hvis du føler for det.

Anja