KRÆFT GØR MIG IKKE LÆNGERE BANGE – DET ER LØGN! (DEL 6)

Læs del 1, del 2, del 3, del 4, og del 5 her.

Lymfødem over natten

Det er med stor varsomhed, at jeg vil prøve at beskrive, hvordan jeg faktisk blev taknemmelig for, at jeg havde haft kræft. For jeg er klar over, at det udsagn kan virke meget provokerende på mange mennesker, men kræft er også udvikling.

Men først vil jeg lige vende tilbage til tiden lige efter, jeg var blevet færdigopereret i foråret 2004. En morgen i maj, vågnede jeg ved at mine ben gjorde meget ondt. De var hævet helt vanvittigt meget og lignede de der store tykke elefantben som nogle mennesker får når de bliver ældre. Jeg havde lår og deller helt ned over mine ankler, og mine fødder var to store blå klumper med opsvulmede tæer ploppet på ude i spidsen. Det så fuldstændigt bindegalt ud, og jeg tog en taxa på skadestuen med det samme. På skadestuen var de hurtige til at få mig indlagt, fordi de mistænkte mig for at have fået blodpropper i benene. Men det var det ikke, det var lymfødem som var opstået ud af det blå. Eller naturligvis ikke helt ud af det blå, for grunden til at lymfødem opstår, er jo når man får fjernet sine lymfer. Og jeg havde fået fjernet ALLE mine lymfer i lysken. Lægen der fjernede dem, fortalte om hvor grundig han havde været, for at være sikker på, at der ikke sad nogle tilbage, der kunne have kræftceller i sig.

Nu startede et helt nyt sygdomsforløb, som lymfødemramt. Ikke nok med, at jeg skulle komme mig over alle de psykiske og fysiske skader jeg havde lidt under forløbet med kræft, nu skulle jeg også til at forholde mig til, at min krop virkelig aldrig ville blive sig selv igen. Jeg fik hele tiden af vide at lymfødem kun bliver værre med alderen. Det bliver aldrig bedre.

Mine ben er blevet mit kompas

Lymfødemet i mine ben er noget jeg stadigvæk arbejder med. Jeg arbejder med det kropsligt, psykisk og spirituelt. Jeg har fundet ud af, hvad jeg skal spise for, at mine ben hæver mindst muligt og for at de ikke gør ondt. At spise vegansk er helt afgørende for mig. Jeg har også skåret meget ned på olie og salt. Sukker, koffein og hurtige kulhydrater som hvidt brød, gør heller ikke noget godt for mine ben. Hvis jeg ikke har sovet godt om natten, hvad jeg nogle gange ikke gør fordi mine ben gør ondt, så gør de også dobbelt så ondt dagen efter. Hvile og god søvn er også essentielt.

Jeg er også blevet et af den slags mennesker, som kan give dig vejrudsigten uden at se ud af vinduet. Jeg kan mærke et højtryk er på vej flere dage før DMI har registreret det. Mine ben ‘værker’ og gør ondt langt tid før det rammer landet. Det er jo meget smart, når jeg har vasketøj ude at hænge.

Når jeg siger ja i stedet for at sige nej, så får jeg ofte ondt i benene. Som om mine ben holder ved ‘nej’et’ og nægter at gå med et ‘ja’. Mine ben fortæller mig også, når jeg er træt og skal tage en pause. Jeg har generelt et virkelig højt energiniveau, et niveau (en ild) jeg ofte bliver grebet så meget af, at jeg glemmer at tage pauser og hvile mig. Mine ben minder mig om yin-tid, når jeg er for meget i yang.

Jeg har fundet motionsformer, der passer mig og mine ben. Rebounding er fantastisk. Det samme er karate, selvom det egentligt er lidt for hårdt for mine ben, så passer jeg godt på dem til træning. Så jeg ikke kommer til at stå og hoppe for længe på et hårdt underlag og den slags, det er de ikke så vilde med (det er iøvrigt slut med pogo-dans).

En selvudviklingsraket kaldet kræft

Men i forhold til kræften, så er det egentligt svært helt at forklare, hvordan jeg gik fra at synes, at det var det værste, der var sket mig, til at jeg er okay med det og faktisk taknemmelig for oplevelsen.

Der var intet som helst hyggeligt eller sjovt i det forløb, jeg gik igennem. Der var ingen varme, gode minder at tage med derfra at sidde og se tilbage på med et smil. Selv det søde, der skete blev farvet af det grusomme faktum, at jeg måske var ved at dø.

Jeg er taknemmelig for kræften, fordi den sendte mig med rasende fart ud på en selvudviklingsrejse med samme kraft som, når en supernova eksploderer. I starten var min energi voldsom omkring emnet, og jeg skulle død og pine nok knække den her kode om, hvorfor jeg fik kræft, og hvad det ville mig. Med tiden er min energi blevet blødere, og jeg går mere blidt til værks. Men jeg har det med mig hver eneste dag. Hver dag bliver jeg mindet om af mine ben, om, at jeg havde kræft. Hver dag bliver jeg mindet om, at jeg er heldig at være i live. Hver dag bliver jeg mindet om at jeg er på en rejse her. At alt hvad jeg oplever er udvikling, og at det kun er min mening om tingene, der kan gøre det til en træls oplevelse. Jeg har vænnet mig selv til at se bagsiden (eller forsiden) af mønten hele tiden. Der er ikke noget, der kun er godt, eller kun er dårligt. Livet er så meget mere end mine definitioner af det, der sker.

Jeg er taknemmelig for at have haft kræft, for de gange andre omkring mig har fået sygdommen, familie eller venner, så løber jeg ikke min vej. Jeg kan mærke, at jeg er den, der ikke er bange for at tale om det. Jeg er ikke bange for at tale om tankerne om det kan være ens egen skyld. Om hvad meningen er med det hele. Om at man potentielt set kan dø af det her. Men også om at kræft er udvikling.

Kræft er også udvikling, ikke kun død

Jeg har stået (og står, for jeg kender i skrivende øjeblik flere med kræft) roligt ved siden af og kan give mine input og vejledning. Jeg ved, hvad det betyder at have en ved siden af, igennem sådan en forløb, som er med til alle møder. Som hører alt, hvad lægerne siger. Som er der, når man vågner op efter en operation. Som sidder vagt, når man har fået kemo og er sindssyg syg bagefter. Som bare holder i hånden og lytter og ikke flipper ud i sin egen frygt for at miste. Jeg har stået tæt omkring mange med kræft. Nogle som jeg stadig er tæt på og andre som jeg kun lige stod ved i den periode af deres liv, hvor de skulle igennem sygdommen, og så har vi sluppet hinanden bagefter. Præcis som der var nogle, der stod helt tæt på mig, da jeg var syg, og hvor vi bagefter har sluppet hinanden.

Det har vist sig at være bare én af de store gaver jeg fik med mig fra kræften. At kunne være der for andre. Selv at have set den her sygdom i øjnene og selv stå fast og nægte, at den skulle have de konsekvenser som den umiddelbart så ud til at have. Jeg er ikke bange for kræft, og jeg er ikke bange for døden. Heller ikke når andre fortæller om deres angst for den. Den største gave ved jeg fra egen erfaring er, at når man er syg, at nogen så lytter til en. At nogen tør åbne sig for den pøl af sorg, af vrede, af håbløshed og modløshed, som den person der er syg står i. At man kan åbne sig og lytte med hjertet, uden fordømmelse eller lade sin egen frygt for døden og for at miste blande sig i samtalen. Det er jeg sindssygt taknemmelig for.

Fortsættelse følger og i forhold til hvorfor det er løgn, at kræft ikke længere gør mig bange, så fortæller jeg det i et blogindlæg om ikke så længe …

Del 7 kan du læse her.