DA JEG FIK KRÆFT (DEL 1)

Kræft i underlivet

I 2003, da jeg var 28 år, fik jeg konstateret kræft i underlivet. Opdagelsen af kræften skete ved et tilfælde. Jeg var ved læge med min søn, som dengang var 3 år gammel, og min læge mindede mig om, at jeg iøvrigt også lige skulle have tjekket op på mine celleskrabstal. Sidst jeg havde fået lavet et celleskrab var lige efter min søns fødsel, og dengang var mine tal ikke gode. Men min læge afskrev det på det tidspunkt med, at det nok var på grund af hormonforandringerne efter graviditeten, at de ikke var helt i orden.

Efter et nyt celleskrab og efterfølgende undersøgelser hos gynækologer blev det konstateret, at jeg skulle have en kegleoperation. Mine celletal var blevet meget værre i de 3 år, der var gået fra jeg havde født min søn.

Efter kegleoperationen fik jeg så at vide, at ‘snittet’, der var lavet op mod livmoderhalsen, ikke var rent. Der var altså kræftceller der, hvor min livmoderhals var blevet skåret i, hvilket betød at jeg skulle have hele min livmoderhals og livmoder fjernet.

Alt skulle lige til at være så godt

Jeg var 28 år og mor til en lille dreng. Jeg havde været alene med min søn ind til han var 3 år. Kort før jeg fik konstateret kræft havde jeg mødt en mand som min søn og jeg var flyttet sammen med. Nu skulle vi til at lave en familie sammen. Min daværende kæreste, som senere blev til min mand (og endnu senere eks-mand), stod altså pludselig ikke bare med en 3-årig, han skulle til at være far for. Han stod også med en meget syg kæreste. Og det var jo nu vi skulle til at have det godt sammen, alle tre. Det var nu vi skulle til at lave flere børn, og alt skulle blive så godt.

Jeg fik af vide, at jeg havde livmoderhalskræft i stadie 4. Lægerne ville prøve at operere mig, altså at fjerne knuden i min livmoder, men jeg skulle selvfølgelig forberede mig på at gå igennem kemoterapi og strålebehandling. Jeg fik også at vide, at der ikke er noget stadie 5.

Alverdens bandeord dækker ikke over, hvor råddent det var. Det var en fuldstændig ubeskrivelig, hæslig situation at være i. At stå der med min lille søn. Lige være flyttet sammen med ham, jeg troede var manden i mit liv. Jeg var også lige startet på uddannelsen til dameskrædder i Aarhus.

Anja Dalby Kræft

Chokfasen

Jeg stoppede min uddannelse og gjorde mig klar til at blive opereret. Det var i oktober 2003. Men heldigvis var jeg ung og (helt utrolig) stædig. Jeg troede på det tidspunkt stadigvæk på, at den der død, den kunne jeg, af alle mennesker, altså godt snyde. Ikke bare i forbindelse med den kræft, jeg stod over for, men også i det hele taget. Som ung er det meget svært for ens ego at acceptere, at det skal dø herfra på et tidspunkt.

Så jeg bad lægerne om at få min operation udsat. Jeg ville selv se, hvad jeg kunne gøre for at helbrede mig selv. Jeg havde lånt 80.000 kr i banken til at tage min uddannelse, og dem ville jeg bruge på alternative behandlinger i stedet.

Det var bestemt ikke populært hos lægerne, at jeg ville udsætte min operation. Nogle læger råbte af mig. Andre behandlede mig som om jeg var sindssyg og dybt debil. Andre igen prøvede at true mig, talte ned til mig og prøvede at forskrække mig. Til sidst endte jeg hos lægen Lone, som startede med at sige, at hun kun fik de besværlige patienter, så om jeg ville fortælle, hvor min besværlighed lå henne? Min besværlighed lå i virkeligheden kun i, at jeg var totalt i chok over, at jeg havde fået kræft i underlivet.

Min chance midt i elendigheden

Jeg forstår godt lægerne i dag. Jeg forstår godt deres frygt. Jeg forstår godt min familie, som sørgede og var i total panik over, at jeg ville udskyde min operation. Det må have været frygteligt for dem alle. At stå overfor en ung kvinde, som ikke gjorde hvad autoriteterne sagde, når det nu var hendes liv det drejede sig om.

Lægen Lone fortalte mig, at på Rigshospitalet var der på det tidspunkt en læge, som var begyndt at lave livmoderbevarende operationer. Det ville sige, at han i stedet for at ‘rydde hele bulen’ som jeg oplevede der blev sagt flere gange om mit underliv, ville starte med at fjerne det sidste af livmoderhalsen. Hvis det snit op mod livmoderen så ikke var rent, så ville de være nødt til at fjerne hele livmoderen. Men der var en chance. En chance for at bevare min livmoder, så jeg kunne få flere børn. Jeg skulle godt nok føde via kejsersnit så, men det var intet i forhold til slet ikke at skulle være mor igen.

Jeg udsatte min kræft-operation

Den livmoderbevarende operation var dog stadig på forsøgsstadiet, og desuden så boede jeg i Aarhus, så det ville give meget mere mening bare at få fjernet alt i mit underliv på Skejby Sygehus. Bare ikke for mig. Så jeg tog til møder på Rigshospitalet i København med lægen, der kunne lave operationen. Og han synes også jeg var åndssvag. For med en kræft i stadie 4, så skulle jeg sådan set bare være glad, hvis jeg overhovedet ville overleve.

Jeg fik dog overtalt lægerne på Skejby Sygehus og Rigshospitalet om, at jeg skulle godkendes til den livmoderbevarende operation. Og at jeg først ville have den i januar 2004, for imellemtiden ville jeg så prøve at gøre så meget som muligt selv for at fjerne kræften via alternative midler.

Fortsættelse følger …

2 Comments

  1. Kathrine
    16. august 2019 / 17:11

    Kære dig
    Skriver her, fordi det du deler og at du er her, det er lige i hjertet her hos mig.
    Jeg kan mærke det heler her i mit hjerte, og kærlighed er det der gør hel i mig og min krop her.
    Tak fordi du er her og deler, og tak fordi det spreder sig også her.
    Kærligst herfra til dig og dit store smukke hjerte.
    Og til alle der modigt går her med hjertet, det kan ikke altid sees, men betyder alt.
    Kh Kathrine

    • Anja Dalby
      Forfatter
      19. august 2019 / 12:05

      Tak Kathrine. Tusind tak. Tak til dig også for at være med, for at støtte og opmuntre.

      Masser af kærlighed til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM