TAK FOR KRÆFT (DEL 5)

Læs del 1, del 2, del 3, og del 4, her.

Jo, jeg vidste godt noget var galt

Efter at jeg havde fået den gode nyhed om, at mine lymfer var fri for kræft, så var jeg så fra den ene dag til den anden rask igen. Det var en virkelig underlig oplevelse. Ligeså underligt som da jeg fra den ene dag til den anden pludselig var alvorlig syg.

Når jeg taler med andre kvinder om dengang jeg havde kræft, så spørger de altid (lidt nervøst) om jeg virkelig ikke var klar over, at jeg var syg, før jeg fik det konstateret af lægerne. I mange år sagde jeg nej, at jeg havde ingen idé. Men faktisk er det ikke sandt. For jeg er kommet i tanke om, at jeg egentligt gik i et par måneder før jeg tog til lægen med min søn, og min kræft blev opdaget ved et tilfælde, og havde ondt i underlivet. Jeg kan huske, at jeg gik på gaden i Aarhus og blev urolig over at kunne mærke en underlig tyngde i mit underliv. At det faktisk gjorde ret ondt nogle gange.

Så jeg vidste godt, at der var noget, der ikke skulle være som det var. Men jeg ignorerede det. Jeg var mor til et lille barn, havde lige mødt en dejlig mand, skulle til og i gang med en uddannelse jeg glædede mig til. Der var ikke plads til at smutte til lægen og få det tjekket. Og desuden, så kunne det jo umuligt være noget alvorligt … Så jeg kunne faktisk mærke, at noget var galt. Jeg overhørte det bare.

Hvorfor fik jeg kræft?

Efter et meget intenst sygdomsforløb, rigtig meget kaos på alle måder, så var jeg altså pludselig rask, og vi kunne alle trækket vejret lettet igen. Livet kunne fortsætte. Men hvordan skulle jeg nu gøre det. Chokket over at få konstateret en livstruende sygdom fra den ene dag til den anden, som så pludselig var væk igen, havde rystet mig i min grundvold. Jeg kunne jo dø. Ikke bare af en sygdom, men i det hele taget. Døden var blevet en del af mit liv, noget jeg var blevet meget bevidst om ville ske på et tidspunkt. Selvfølgelig var jeg klar over, at det skal ske for alle. Men som alle andre unge, så havde jeg for travlt med at leve mit liv, til at tro at den der død, at den egentligt havde noget med mig at gøre.

Jeg blev besat af tanken om, at jeg skulle finde ud af, hvorfor jeg havde fået kræft. Jeg havde en idé om, at hvis jeg bare knækkede nødden og fandt ud af præcis, hvorfor kræften havde manifesteret sig i mig og i et så vigtigt og meget symbolsk organ som livmoderen er for kvinder, så ville jeg kunne undgå at få kræft igen.

En af de hvi’e

Jeg fik tilbudt psykologtimer efter operationerne. Det var ikke noget, der hjalp mig. Jeg prøvede at tale med psykologen om, at jeg ville finde ud af, hvad der var mit eget ansvar i min kræftsygdom. Det gik ikke så godt. Hun reagerede kraftigt med vrede, og sagde, at det aldrig på nogen måde kunne være min skyld, at jeg havde fået kræft og at jeg skulle droppe alle sådan nogle tanker med det samme. Men for mig var skyld og ansvar ikke det samme. Det var ikke fordi jeg troede, at jeg havde tiltrukket kræften, ved at være et dårligt menneske (selvom jeg legede kraftigt med tanken nogle meget mørke nætter). Men jeg tror heller ikke på tilfældigheder. Hvis jeg troede på det, at kræften ramte mig ligeså tilfældigt som en tagsten i nakken i stormvejr, så mistede alt i livet sin mening. Så ville jeg netop bare være endnu et kødhylster, et komplekst biologisk væsen godt nok, men ikke andet end det. Det ville være så nøgternt som at nogle celler, helt tilfældigt, bliver til kræft og så går de i gang med at nedbryde den organisme der er værten for dem. Den tanke gav ingen mening for mig. Så skulle jeg droppe tankerne om ånd, om noget Guddommeligt, om at der kan være en mening med livet. Og det hverken kunne eller ville jeg.

Egoet i mig reagerede også med vrede og trods, da jeg fik kræften konstateret. Over at det var sket for mig, at jeg havde fået kræft og nu stod tilbage med en krop, der slet ikke var på toppen og med udsigt til en helt anden fremtid end den jeg stod og så ind i, blot få måneder før. Jeg var vred, fordi jeg var sgu da både vegetar, jeg gik til yoga og mediterede, jeg var interesset i spiritualitet og selvudvikling. Jeg var jo en af de gode! Hvorfor kunne den ikke ramme et eller andet racistisk, baconspisende røvhul i stedet. Jeg var jo så god. Så hvid. Så ren.

Anja Dalby Kræft

Kræften plantede et kærlighedsfrø

Der gik ikke lang tid før jeg opdagede, at kræften havde fjernet arrogancen i mig. Den arrogance, der handler om at nogle af os er bedre end andre. At vi er nogle, der er lidt mere særlige. At kræft kun rammer onde mennesker som faktisk på en eller anden måde selv var skyld i det. Jeg blev utrolig ydmyg overfor livet og overfor alle andres menneskers rejse her. En kæmpe omsorg overfor alle mennesker, uanset deres valg og omstændigheder voksede i mig. Det var en af de første og stadigvæk største gaver kræften gav mig. Mit højhellige ego fik et ordentligt gok i nødden. Jeg blev menneskelig, og jeg følte en enorm respekt over for alle levende væsner og også overfor alle de mennesker, jeg før havde dømt som ubevidste zombies.

Så kræften åbnede i den grad mit hjerte. Det var jo en kæmpe gave. Jeg var taknemmelig for kræften. Den hårdhed og kulde jeg før kunne føle over for andre, som jeg ikke synes løftede deres opgave som menneske her på planeten godt nok, den var væk.

Taknemmelig

Kræften ledte mig også til ayahuasca, som jeg brugte til at se på, hvad det var der var sket i forbindelse med sygdommen i mig. Jeg så meget tydeligt på de mange første rejser, jeg lavede på ayahuasca, hvorfor det var jeg havde fået kræft. Mit liv blev rullet ud for øjnene af mig, og jeg så hvordan alting ledte frem til det øjeblik, hvor jeg fik konstateret kræft. Det var virkelig barske løjer, og de rejser blev brugt storhulkende, i fosterstilling, med hovedet ned i madrassen.

Jeg ville gerne dele, hvad det var jeg fik vist, men det kan jeg desværre ikke fordi det også har betydning for andre mennesker, hvis jeg fortæller her, hvad det var jeg fik vist. Men ayahuascaen hjalp mig videre og hjalp mig til at acceptere det, der var sket og også til at føle en taknemmelighed over, at den overhovedet var opstået i mig. Jeg var taknemmelig for kræften. Hvis jeg ikke havde fået kræft, så var jeg måske aldrig startet på den her vilde selvudviklingsrejse jeg stadig er på. Selvom jeg var meget interesseret i det her arbejde før jeg blev syg, så blev alvoren af det ligesom åbenbaret for mig med kræften. Det takker jeg stadig for, hver eneste dag.

Fortsættelse følger …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.