SAMTALE MED BABARA BERGER

Barbara Bergers bog ‘Vejen til kraft’ var en af de første selvudviklingsbøger, jeg læste. Jeg var på det tidspunkt i gang med at finde lærere, som talte i et sprog jeg kunne forstå. Rigtig meget af den litteratur jeg kunne finde om emnet talte på måder, der var uforståelige for mig. Barbara skrev jordnært, og på en måde så jeg følte mig inkluderet og ikke ekskluderet. 

For et par år siden dukkede Barbara dukkede op i mit Instagram feed, og jeg begyndte at følge hende igen. Jeg fik samme følelse her efter mange år, da jeg mødte Barbara på de sociale medier. En følelse af at møde en, der forstår verden som jeg selv gør det, men som kan sætte ord på og gøre det meget mere tilgængeligt. 

Babara Berger i sit kontor.

Kan du kort sige noget om hvornår du vidste, at du var interesseret i spiritualitet og selvudvikling? Havde du en oplevelse som barn eller ung, som var skelsættende for dig eller er det noget du ligesom er vokset ind i?

Jeg har været søgende så længe, jeg kan huske. Søgende efter at forstå, hvordan jeg selv og mine medmennesker kan leve mere lykkelige og harmoniske liv. Min søgen har ført mig vidt omkring og fået mig til at udforske mange forskellige veje og tilgange: Mentale, fysiske, metafysiske, psykologiske og spirituelle. Efter jeg forlod USA i midten af 60’erne i protest mod Vietnamkrigen og slog mig ned i Skandinavien, begyndte jeg at udforske hvad vores kost betyder for vores mentale og fysiske velvære, og i mange år kørte jeg og min mand et helsecenter i København. Med årene begyndte det at gå op for mig, at helsekost og sund mad ikke var nok til at give et sundt og lykkeligt liv, og så begyndte jeg i 80’erne at studere sindets videnskab, bevidsthedens natur, metafysik og til sidst traditionel spiritualitet og psykologi. Hver eneste af mine bøger giver et indblik i de indsigter og værktøjer, jeg har fundet ud af virker. Ikke bare for mig, men for de mange mennesker som jeg har arbejdet med igennem årene.

Babara Berger og hendes bøger 'Vejen til kraft'.

Hvordan kan det være, at det lige præcis var spiritualitet og selvudvikling, du valgte at beskæftige dig med?

Fordi der ikke findes noget mere spændende! 

Har du et tip til en indsigt eller et redskab, du bruger dagligt eller jævnligt, som nemt kan integreres i hverdagen. Noget du har oplevet giver dig mere glæde, større selvværd eller bare større overskud?

Den vigtigste indsigt jeg kender er at forstå måden sindet fungerer på. At forstå at Universets Store Lov er: Det som vi fokuserer vores opmærksomhed på vokser i vores oplevelse. Fordi så kan vi bruge vores fokus til at forbedre vores liv. Det har jeg skrevet en e-bog om: ‘De Mentale Love – måden sindet fungerer på’. I e-bogen beskriver jeg sindets mekanisme og hvordan vores tankegang (bevidst eller ubevidst) bestemmer vores oplevelse af livet (e-bogen er gratis og kan bestilles her).

Babara Berger og hendes bog 'Det vågne menneske'.

Har du et godt råd til hvordan man undgår at lade frygten fylde i den her tid?

Ja, tænk positivt! Brug sindets kraft på den rigtige måde. Det er faktisk ikke så svært, når først man forstår, hvordan sindet fungerer. 

Du kan starte med at fokusere på alt det gode i dit liv. Fokuser på styrke og sundhed. Visualiser at vi alle er stærke og kommer igennem de udfordringer, vi står over for lige nu. Fokuser på den taknemlighed du føler. For vores gode sundhedsvæsen og vores stærke velfærdssamfund, der hjælper os alle sammen.

Ved at fokusere på styrke og på de utrolige kræfter som er i os alle sammen, kan vi løfte vores energi og styrke vores immunforsvar. Videnskaben har nu bevist, at positive tanker styrker vores immunforsvar. Og at vi svækker vores immunforsvar ved at gå i panik og dvæle ved frygt og bekymring. Så fokuser på det positive. Fokuser på styrke og mod. Sådan kan du bruge sindets kraft på en positiv måde.

En anden rigtig god måde at bruge sindets kraft konstruktivt er ved regelmæssigt at lave en spirituel bekræftelse/meditation sådan som jeg beskriver det i mange af mine bøger, især ‘Vejen til kraft – fast food til sjælen’ og ‘Det vågne menneske – en guide til sindets kraft’

Her er en af mine yndlingsmeditationer for fysisk helbredelse. Den er så ikke skrevet af mig, men af Ernest Holmes, som har været en stor inspirationskilde på min vej og som var lærer til mange moderne lærere såsom Louise Hay. Meditationen er rigtig god at lave i disse tider, og jeg laver den hver dag.

Det er bedst at sige meditationen højt. Begynd med at sige – ”Denne bekræftelse er for __________ (dit navn eller navnet på den person eller de personer du siger den for). 

‘Spirituel behandling for fysisk helbredelse’
af Ernest Holmes.

De ord som jeg taler er Loven om det Gode og de vil føre til det ønskede resultat fordi en Kraft større end mig fører dem ud i livet. Kun det Gode går ud fra mig og kun det Gode vender tilbage til mig.

Min krop er en manifestation af den Levende Ånd. Den er skabt og opretholdes af den Ene Tilstedeværelse og den Ene Kraft. Denne Kraft strømmer i og igennem mig nu, og giver liv til hvert eneste organ, hver eneste aktivitet og hver eneste funktion i mit fysiske væsen. Der er perfekt cirkulation, perfekt optagelse, og perfekt udskillelse. Der er ingen stagnation, ingen forvirring, og ingen inaktivitet. Jeg er ét med livets Uendelige Rytme, der strømmer igennem mig i kærlighed, i harmoni, og i fred. Der er ingen frygt, ingen tvivl, og ingen uvished i mit sind. Jeg lader det Liv som er perfekt strømme igennem mig og være mit liv. Det er mit liv nu. Der er Et Liv, det Liv er den Store Universelle Kraft, det Liv er perfekt, det Liv er mit liv nu.

Det er nu fuldført. Det er nu fuldendt. Det er nu perfekt. Der er Et Liv, det Liv er den Store Universelle Kraft, det Liv er perfekt, det Liv er mit liv nu.”

Du kan finde flere gode øvelser og effektive teknikker i mine bøger ‘Vejen til kraft’ og ‘Det vågne menneske’.

Du kan læse mere om Barbara Berger og hendes arbejde på hendes hjemmeside, hvor der også er link til hendes regelmæssige, inspirerende skriv på Facebook og Instagram samt hendes blog om at leve lykkeligt. For dem som kunne tænke sig at arbejde en-til-en med Barbara, giver hun også private coachingsessioner fra hendes kontor i København (eller på Skype for dem, som bor længere væk).

Læs også min samtale med Maria fra Hyldemors Have, yogamassør Marcela Martins, og Carina Lyall fra podcasten Becoming Nature.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM