DEN SIDSTE DAG I 2019: I GRÆVLINGENS TEGN

Når David og jeg fejrer nytårsaften, så gør vi det på en meget stille og rolig måde. Vi starter dagen med at gå en lang tur og tale om alt det, vi gerne vil give slip på fra året, vi er på vej ud af. Og hvad vi gerne vil have mere af i det år, vi er på vej ind i.

I går havde vi bestemt os for at gå en tur ved Øhoved på Mols. Det område af Djursland kender vi ikke så godt. Vi gik i lang tid ud over meget våde, sumpede enge med store områder, der lå helt under vand. I horisonten kunne vi se en høj med træer på og på skråningen af højen ramte solens stråler så fint. Der ville vi sidde og drikke te.

Efter vi havde siddet der lidt tid og talt på skråningen, opdagede vi et ret stort hul i jorden. Som om det var fundamentet og kælderen til et gammelt hus, der stod tilbage. Et hul lavet i beton med gamle spær over, som nærmest var rådnet væk. Nede i det hul sad en grævling. Det lignede en hun, for den var ikke så stor. Men den var heller ikke ung kunne vi se på de ar, hun havde oppe på hovedet.

Hullet i jorden.
Hun-grævlingen ligger dernede i hullet …

Det var tydeligt, at det ikke var muligt for hende at grave sig ud. Hun lå og trykkede sig ned i en fordybning, hun havde lavet i jorden. Jeg prøvede med det samme at ringe 1812 (Dyrenes Beskyttelses vagtcentral), men der var kø på linjen. Så vi bestemte os for at se om vi selv kunne hjælpe hende ud.

Vi smed en masse gamle træstammer ned i hullet til hende, for at prøve at bygge en bred og solid bro som hun kunne klatre op ad. Både en som ikke var for stejl. En hvor det var okay nemt at klatre på og som ikke brasede sammen igen.

En stige af træstammer vi lavede ned i hullet.
Træstamme-stige in the making.

Vi moslede rundt på skråningen imellem træerne i en del timer og hev og sled og møflede rundt med kæmpe stykker træ. Hele tiden holdt vi øje med grævlingen, hvor hun var henne i hullet, og hvordan hun opførte sig.

Grævlingen der ligger og trykker sig i bunden af hullet.
Åååårh altså <3

Jeg er vokset op med min bedstefars historier (han var jæger) om, hvordan grævlingen bider til det knaser. Hvilket jeg sidenhen har læst flere steder er en gammel skrøne. Måske er den opstået som en historie hos jægerne for at give endnu flere grunde til at skyde den. Ligesom historierne om, at jægerne skal skyde kronvildtet ellers vil vildtbestanden gå amok. Sjovt nok er det jægerne, der fodrer vildtet så bestanden vokser, så der er noget i den historie, der ikke hænger helt sammen.

Det er det samme med grævlingene som jeg husker min bedstefar skød. Det viser sig, at de ikke er så farlige som vi hidtil har troet. Især jo nok fordi de er vanvittigt sky og oftes kun er færdes ude om natten. I 1994 blev grævlingen heldigvis fredet i Danmark. Førhen blev de skudt blandt andet af disse grunde: ‘Tidligere blev den jaget for at skaffe skind til fx tasker og kanedækkener, hår til barberkoste og fedt til smørelse.

Men fordi min bedstefars historier stadig sidder i mig. Og fordi det heller ikke er smart at falde ned i et hul til et så forholdsvist stort (og bange) dyr med spidse tænder og kløer. Så var vi meget påpasselige med ikke selv at komme til at trimle med træstammerne ned i hullet til grævlingen. Adrenalinen pumpede, solen var på vej ned i horisonten, og vi havde stadig hele vejen tilbage over den sumpede eng, før vi var ved vores bil.

David på knæ over hullet, hvor han taler ned til grævlingen.
David Doolittle lå på maven i lang tid og fortalte grævlingen, hvordan hun hun trygt kunne gå op af træstamme-stigen når vi var kørt hjem. Hun lyttede meget koncentreret.

Til sidst vurderede vi, at det måtte være træ nok, og vi kørte dødtrætte hjem til vores nytårsaften. Jeg faldt i søvn til Hobbitten på sofaen lidt senere på aftenen. Med blussende, røde kinder fra alt det udendørsarbejde og lidt over klokken 24 lå vi totalt smadrede i vores seng med vækkeuret sat til. For i dag den 1. januar ville vi køre ud og se om det var lykkedes hende at kravle op af den bro, vi havde lavet af træstammer.

Hullet med grævlingen set længere væk fra.
Sådan så hullet ud på afstand, da vi tog derfra i går.

I nat vågnede jeg utallige gange selvom jeg var så træt, og jeg lå og tænkte på grævlingen nede i det hul. Jeg tænkte på om hun kunne høre fyrværkeriet. Om hun var bange. Om det var lykkedes hende at kravle op af vores træstamme-stige. I morges slugte vi en kop te og drønede ud til Øhoved igen. Hen over de sumpede eng-områder en gang til, og vi håbede så meget at hun selv var kommet op. Ellers ville vi ringe 1812 igen og vente på, at de kunne komme ud og hjælpe hende op.

Da vi kom hen til hullet var hun heldigvis væk. ÅH! Sikke en lettelse! Det lille fine dyr som vi pludselig var kommet så tæt på og havde følt så stor omsorg for. Nu kan andre dyr, der falder ned i hullet (hvilket flere forhåbentligt ikke gør) også klatre op af de træer, vi smed derned.

Den lille bakke med hullet hvor grævlingen var faldet i.
Den lille bakke hvor hullet med grævlingen var. Det var med et noget tungt hjerte, vi gik fra hende og virkelig håbede på, at hun selv kunne finde op.

Men sikke en vild måde at sige farvel til et år på og gå ind i et nyt. Det var virkelig en stor oplevelse at få lov at komme så tæt på en grævling. Jeg har før set grævlinge på mine udesidninger, men jeg har aldrig været tæt på en om dagen. Det er sådan et smukt dyr, og den har så fin og rolig en energi.

Mig foran hullet her til morgen. Grævlingen var kommet op via træstamme-stigen og jeg fejrede det med armene i vejret.
Mig som mega-glad i morges, da vi så at grævlingen var kommet op af stigen.

Hjemme igen slog jeg op i min bog om kraftdyr af Melissa Alvarez. Ved grævlingen stod der disse ord. Måske kan du også bruge dem til noget i dit liv, hvis du føler at grævlinge-energien også berører dig for tiden.

Smukkeste, røde solnedgang.
Sådan her så skoven ud da vi kom hjem i går.
Sikke en vild dag og sikke en fejring solen gav os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.