TRÆNER DU BROK ELLER TAKNEMMELIGHED?

Taknemmelighed skaber hurtigt en forandring

Hvis du har bevæget dig bare lidt inden for feltet ‘spiritualitet og selvudvikling’, så er du sandsynligvis stødt på massevis af forslag til, hvordan det er muligt at øve taknemmelighed.

Du kan både lave en taknemmelighedsdagbog, hvor du skriver alt det ned du er glad for i dit liv. Eller du kan starte dagen med at sige tak for at vågne og sige tak for alle de ting du er glad for skete, når dagen slutter. Du kan lave Thank You Notes. Det er gode og effektfulde redskaber.

De fleste af os har bare ikke lige brug for flere ting, vi SKAL i løbet af en dag. Rigtig mange løber så stærkt til daglig, at bare tanken om OGSÅ at huske at være taknemmelig eller lige at få sine børn til at nævne tre ting de er taknemmelige for ved aftensmaden fra dagen der er gået, kan virke som en temmelig uoverskuelig opgave.

Men at træne taknemmelighed virker. Det virker så fantastisk i vores hjerner. Fordi vores nervebaner i hjernen er så modtagelige for taknemmelighedstanker, så kan vi meget hurtigt mærke en forandring i vores generelle velbefindende og også i vores humør.

Det første skridt til mere taknemmelighed

Så hvor kan vi så starte? Når hverdagen overhaler os indenom alle vores gode intentioner om taknemmelighedsøvelser gang på gang.

At træne taknemmelighed kan være noget så simpelt som at begynde at holde øje med, hvilke ord der rumsterer i hovedet og hvilke der kommer ud af munden. Bare at begynde at blive bevidst om hvad der egentligt foregår derinde.

I trætte og stressende perioder kan den indre dialog blive meget træls. Det er ikke altid, at vi kan lade være med at lukke den dialog ud og så kommer den nemt til at lyde som brok og negativitet.

Der er ikke noget galt med brok og negativitet. De følelser fungerer blot som et barometer på, hvordan vi egentligt går og har det. Så det er damp der bliver lukket ud af ventilen, og det er sundt nok. Problemet er bare, at brok ikke ændrer noget. Brok skaber mere brok. Dem der lytter på brok får mere lyst til at brokke sig. Om ikke andet, så over de ubevidste, brokkende bekendtskaber personen har …

Træner du brok lige for tiden?

Når jeg opdager at jeg brokker mig, så ser jeg om jeg lige kan tage en time-out i mig selv og mærke, hvad det er der sker. Som regel er jeg bare overstimuleret. Eller træt. Eller har spist for mange småkager og for få grøntsager. Jeg er ikke kompliceret, og det er du heller ikke. Vi fungerer i bund og grund som små børn, og det er meget vigtigt at huske det. Det gør det nemlig så meget nemmere at passe på sig selv. At være tilgivende over for sin egen opførsel.

Det kan være at du brokker dig fordi du er træt og har drukket for meget kaffe. Det er højest sandsynligt ikke fordi, at lige præcis du er en særlig svær, psykologisk sag som ingen nogensinde kommer til bunds i. Det kan være fordi du trænger til omsorg og nærvær, ligesom børn gør det. Og altså ikke fordi du er uopretteligt skadet fra din barndom.

Når jeg brokker mig, så gør jeg faktisk det, at jeg træner brok. Det lyder ikke særligt lækkert. Det lyder ikke særlig opbyggende eller selvudviklende. Men det er præcis det samme der sker, når vi træner taknemmelighed: Det vi fodrer vokser.

Min kat Jonna der ligger på mit skrivebord mens jeg arbejder. Jeg er taknemmelig over hun viser mig så meget kærlighed.

Første skridt til forandring: Vær ærlig

Måske er det bedre så bare at indrømme det over for sig selv: ‘Jeg er i en periode i mit liv lige nu, hvor jeg bevidst træner brok. Måske kan jeg træne et andet sprog i næste uge. Måske taknemmelighed, måske ikke.’

Der sker altid et skift i mig når jeg indrømmer over for mig selv, hvad det er der foregår, i stedet for at lade som om at jeg er bedre end jeg er. Når jeg indrømmer, at jeg er mega-negativ for tiden. At jeg brokker mig helt vildt, og synes de fleste mennesker omkring mig er irriterende. For når jeg indrømmer det, så kan jeg ikke gemme mig for det. Så går der med det samme en mekanisme i gang i mig. Den mekanisme begynder at lede efter forklaringen på, hvorfor jeg har det sådan. Og jeg vender altid tilbage til, at jeg nok bare trænger til at gå på hovedet i seng (og måske lige få sovet i en uges tid).

Det er kun muligt at ændre en vane, når vi er bevidste om dem, der allerede er der. Hvis brok er din vane, så kan du ændre den ved at begynde at holde øje med hvornår du gør det. Hvornår brokker du dig mere end andre gange? Og når du bliver bevidst om hvilke ord der kommer ud af din mund, eller kører på repeat i din hjerne, så kan du meget nemmere vælge at stoppe dem. Eller se om du kan finde på noget at udtrykke glæde og taknemmelighed over. Det er ikke svært, det kræver blot opmærksomhed. Opmærksomhed har vi alligevel på os selv hele dagen. Vi kan ligeså godt bruge den opmærksomhed på at gå og træne nye gode vaner. Som så vil sprede sig som ringe i vandet i vores liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM