Håbløshedens årstal
Som jeg beskriver i dette indlæg, så har jeg de sidste mange år lavet en slags opsummering over året, der er gået ved årsskiftet. Det betyder, at jeg har en bog med beskrivelser af, hvad jeg har gået igennem på godt og ondt i det forgange år, og også hvad jeg ønsker mig mere af i det nye år.
Da jeg sad og skulle skrive i min bog her ved årsskiftet 2018/19, læste jeg tilbage til flere af de forgange år.
I 2010 havde jeg skrevet sådan her:
- Min krop gør ondt. Jeg har ondt i mine led, og jeg har svært ved at gå om morgenen.
- Mine ben hæver og smerter pga. lymfødem.
- Min økonomi er mildest talt katastrofal. Jeg skylder 700.000 kr. i mit firma til banken. Jeg har regninger til diverse kreditorer for 150.000 kr., og jeg har adskillige inkassosager på nakken.
- Jeg skylder 650.000 kr. med min mand på den grund, vi har købt. Vi har ikke penge til at bygge hus for, og vi bor i skurvogne med vores søn.
Lige præcis de her ord læste jeg i min status for, hvordan mit liv var ved årsskiftet i 2010. Det var noget rigtig lort. Jeg havde konstant ondt i maven og sov næsten ikke om natten. Jeg turde ikke tage min telefon pga. de vrede kreditorer, der ringede hele tiden. Jeg var bange og ked af det.
Alle veje endte i dybe, sorte huller
I 2010 havde jeg lukket min fysiske butik, som jeg havde haft i Jægergårdsgade i Aarhus. Jeg solgte økologisk tøj og var rigtig glad for det. Men så kom der finanskrise, og fra den ene dag til den anden stoppede alle med at købe nyt. Hvilket var klogt nok. Det var bare skidetræls for en lille butiksejer. Min gæld var alt for stor til, at jeg bare kunne lukke. Jeg havde jo planer om at betale den tilbage med de næste mange års salg i butikken. Men det skete bare ikke. Der var pludselig intet salg, som i intet overhovedet.
Så jeg måtte lukke min fysiske butik og kunne også sige farvel til 200.000 kr. i nøglepenge, for der var ingen til at overtage butikken efter mig. Jeg beholdt min netbutik til 2011.
I 2004 var jeg blevet opereret for kræft og havde fået fjernet alle mine lymfer i begge lysker. Det gav en del komplikationer i min krop, og især mine ben led meget under det. Nogle dage kunne jeg slet ikke gå. Nogle dage var det flere dage i træk. Jeg havde mange smerter og græd meget. Jeg blev stresset af det og havde svært ved at overskue ret meget af gangen. At have en butik at lukke, gæld oven i og smerter i kroppen var faktisk for meget af det gode.
Men det var ikke nok. Min daværende mand og jeg var flyttet i økosamfund nord for Aarhus. Vi havde købt en grund, men pga. den gæld, jeg havde med fra min butik, så kunne vi ikke låne penge til at bygge. Så vi boede i 2 skurvogne, og det var ikke særlig sjovt. Det var ikke romantisk eller hyggeligt. Det var koldt, og vi havde kun en brændeovn til at varme de tynde paphuse op med. Vandrørene frøs om vinteren, så der kunne ikke komme vand ind i huset eller ud af det. Farvel toilet …
Det var en virkelig hård tid. Oven i det så mistrives min søn i sin skole og min mand og jeg havde det svært som par.
Jeg kan sagtens huske, hvor trist jeg var. Hvor svært og sort det hele føltes. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle kunne se mig ud af det. Det var totalt uoverskueligt det hele.
Håbets år
Da jeg skrev i min bog ved årsskiftet her i 2018, så kunne jeg notere mig at jeg nu:
- Næsten er gældsfri. Det er helt fantastisk. Jeg var heldig at få en gældssanering for et par år siden på min gæld fra butikken, så nu mangler jeg ikke at betale så meget tilbage.
- Jeg har aldrig ondt i min krop mere og næsten ikke i mine ben. Jeg er blevet rigtig god til at leve på en måde, hvor jeg passer bedst muligt på mig selv. Og jeg kender min krop (og mit sind) så godt nu, at jeg ved, hvorfor jeg får smerter igen, når det en sjælden gang imellem sker. Lymfødem er ikke noget man egentligt kan heldbredes for. Da det ligesom er en ‘mekanisk’ skade, hvis man kan sige det efter operationer. Ikke desto mindre er det slet ikke noget, der påvirker mig i samme invaliderende grad længere.
- I 2013 blev jeg skilt fra min daværende mand. Jeg flyttede og min mand solgte efterfølgende vores byggeprojekt. Jeg mødte David som jeg er gift med nu kort tid efter, og vi flyttede sammen.
Det er vildt for mig at læse de meget opgivende ord som jeg skrev til mig selv i 2010, og så se på hvor jeg er i mit liv nu. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så glad! Jeg er total vild med min mand, med det sted vi bor, med det arbejde jeg har skabt her i mit firma, med mine studier, og ikke mindst, så har min søn som i mellemtiden er blevet 19 år, det rigtig godt. Han stortrives og er 19 år på den helt rigtige måde for ham.
Jeg er lykkelig nu. Det kan jeg uden tøven sige. For 8 år siden var jeg ikke, det er vidunderligt og jeg bliver så bevæget over den måde som tingene kan ændre sig hele livet igennem.
