FORKÆL DIG SELV

Forkælelse til hjemmet

I dag ledte jeg på nettet efter puder til vores sofa. Jeg er godt klar over, at det er noget af en cliffhanger at starte et indlæg med. Jeg håber dog, at det er muligt for dig at slappe nok af til, at du kan læse resten.

I min søgen efter puder endte jeg i del digitale boligtilbehørsbutikker. Flere steder stod der: Forkæl dit hjem! F.eks.: Forkæl dit hjem med en ny pude til 1199 kr.

Det er ikke kun i boligtilbehørsbutikker, at jeg er stødt på det her med forkælelse. Forkæl dig selv med chokolade, vin, nyt tøj, nye sko, nye tasker, en ny bil, nye briller, nye smykker, et nyt kursus, et kurophold, en ny mand osv. Listen over mulige emner at forkæle sig med er lang. Når vi som forbrugere så også bliver bedt om ikke kun at forkæle os selv, men også vores hjem, så bliver mulighederne for forkælelses-køb nærmest uendelige.

Forkæl dit hjem med blomster og hygge. Billede fra Anja Dalbys stue med en vase med blomster i forgrunden og en blød sofa i blå farver i baggrunden.

Hamsterhjulets overlevelsesmekanisme

Men det er jo klart, at jeg skal forkæle mig selv. Hvis jeg ikke forkæler mig selv, hvordan i alverden skal jeg så komme igennem den her dag. Det her liv. For sandheden er jo, at rigtig mange af os har søgt efter liv, som vi troede kunne gøre os glade. For det er det, vi er blevet lært. Vi bliver glade af en uddannelse. Vi bliver glade af jobbet, det kan lede os hen til. Vi bliver glade af huset, vi sætter os i gæld for at bo i. Vi bliver glade af bilen, af fjernsynet, af vinen og af ‘hyggen’ som vi uafbrudt fylder vores liv og kroppe med.

Problemet er bare, at rigtig mange mennesker ikke er glade. De er ikke blevet glade af at arbejde. De er ikke blevet glade for at få børn som de skal aflevere i institution og ser for lidt. De er ikke blevet glade for huset, for det skal konstant forkæles, og det er både stressende og kræver endnu flere penge.

Selvfølgelig skal vi forkæles. For vi er jo worth it. For vi knokler. Og vi betaler vores skat. Og stemmer til valg. Og sidder i forældrerådsmøder og bestyrelser. Vi er jo ordentlige voksne, som er godt opdragede, og gør det vi bliver bedt om. Vi lever op til vores ansvar. Selvfølgelig er der nødt til at være en gevinst ved at være så ordentlige voksne mennesker. Hvis vi ikke får lov til at være ‘sultne for sjov’, så bliver det så surt, at vi måske vil stoppe op og se hvad det er vi har gang i.

Nemlig at vi forbruger for at trøste, fordi vores liv i bund og grund er indrettet på en måde som i virkeligheden er ret uholdbar for mennesker. Da robotterne begyndte at komme ind på arbejdsmarkedet, var der total optur over mulighederne, det ville give mennesket. Så kunne mennesket endelig arbejde mindre. Så kunne vi begynde at få mere fri og nyde det pragtfulde liv, vi er blevet givet her. Det skete bare ikke. I stedet opstod der en masse pseudo-stillinger, hvor mange nu sidder og med god grund føler, at de spilder deres tid.

Forkæl dit hjem. F.eks. som her med blomster fra haven på et lille sofabord ved siden af en blå sofa.

Du har allerede ALT

Det er i virkeligheden er fuldstændig vanvittig tanke, at vi som mennesker har krav på forkælelse. Jesus Christ! Altså hver dag, så vågner vi op i en vidunderlig krop, som ikke vil andet end at tjene os. Uanset hvilke fejl og skavanker vi kan synes den har, så vil dit hjerte ikke andet end at slå for dig. Dine lunger har heller ikke andet job end at trække vejret. Din mave vil også bare gerne fordøje, så du får energi til at have det sjovt i kroppen, mens du er her.

Din hjerne vil også gerne tjene dig. Den sender dig impulser og skaber følelser og reaktioner, alt sammen for at du kan få den bedst mulige oplevelse af at være menneske her lige nu. Intet i dig er ude på at modarbejde dig i dit liv her. Alt er til din tjeneste.

Og udover en krop, så er der livet. Livet, der strømmer og sætter dig i bevægelse. Livet, der er som den vildeste rutsjebanetur, med vidunderlige kildreture og de skrækkeligste gys. Men livet er ikke ude på at få dig ned med nakken. Livet er ikke ude på, at du skal lide under at være menneske her. Livet er for dig og ikke mod dig.

Forkæl dig selv ved at skabe et hyggeligt hjem. Anja Dalbys stue med bløde sofaer, katten der ligger og sover i en af dem og blomster på sofabord og i vindueskarmen.

Kig din programmering efter i sømmene

Problemet er, at vi er blevet fodret med forestillinger om, at det ikke må være svært. At det ikke må være usikkert. At det ikke må være nervepirrende. For det er altså noget af en thriller at være i live. Konstant er der nye ting at forholde sig til. Når vi tror på historien om, at når vi bare får det rigtige job, mand/kone, hus, børn osv., så er vi lykkelige til vores dages ende, så bliver vi slemt overraskede når det så ikke viser sig at være sådan. Konen snorker, manden har sure tæer, ungerne har snotnæser og jobbet giver ikke andet mening end, at det udbetaler penge til at betale banken. Som tak for lån for huset.

Men så er det jo godt, at man i det mindste kan forkæle sit hjem. At forbruge bliver trøsten, for troen på at man har fejlet. For der må jo være noget galt med mig, når jeg alligevel ikke er glad i den her idé, jeg er blevet programmeret til at tro på er den endegyldige sandhed for alle. Der må være noget galt med MIG. For alle andre er jo lykkelige i deres arbejds-og forbrugsrus. Så nu bliver jeg så også stresset og føler skam. Heldigvis har vi fået sådan et fantastisk stykke firkantet plastik foræret, som kan bringe en hel masse NYDELSE og forkælelse ind i vores liv.

Hullet vi prøver at stoppe ved at svinge Dankortet kan bare ikke fyldes på den måde. Når hullet i virkeligheden består af en dyb, eksistentiel uro over, at der må være en anden mening med livet end at tjene og bruge penge, så kan det aldrig fyldes op af mere arbejde og mere forbrug.

Taknemmelighed er aldrig på tilbud

Ægte selvforkælelse er tid og kærlighed. Ingen af de to ting kan købes for penge. Ægte selvforkælelse er at vågne op om morgenen og vide, at man har nok. Nok fordi der er vand i vandhanen, en seng at stå ud af, tøj at tage på kroppen. Ægte selvforkælelse er at trække vejret dybt, at mærke livet og luften strømme igennem en. At være bevidst om at livet er en vidunderlig gave, og at hvert øjeblik er dyrebart. At forkæle sit hjem kan kun gøres ved at elske at være der, passe godt på det man har, og være taknemmelig for det. Forkælelse kan ikke købes, heller ikke gennem sofapuder.

Forkælelse er den dybe taknemmelighed, der pulserer i kroppen, når vi virkelig erkender hvor mega-vildt og totalt heldigt det er at have fået et liv her. Så er bare det at stå midt på gulvet i stuen, i undertøj og sokker, i en krop, der er tilstede i et hus, den vildeste forkælelse og lykke overhovedet.

@anja_dalby på INSTAGRAM

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM