Hvad er du bange for?
Noget meget sjovt jeg har opdaget omkring frygt i mig selv, det er at jeg faktisk meget sjældent er bange for en situation. Det jeg som regel er bange for er at blive bange. Det har jeg hørt fra mange mennesker er derfor de ofte er nervøse for en udesidning.
Så jeg er f.eks. bange for at tale foran mange mennesker, fordi jeg er bange for at blive nervøs. At min stemme kommer til at ryste. At jeg mister tråden. At jeg bliver rød i hovedet og får svedige hænder. Det er altså ikke selve handlingen med at stå og tale foran mange mennesker, der gør mig nervøs, det som gør mig mest nervøs er tanken om at gøre det og så blive nervøs.
Da jeg skulle lave min første udesidning fik jeg at vide af min daværende lærer, at det jeg ville møde var min frygt.
For det jeg ville opleve ved at sidde i skoven (og det som du også vil opleve) er, at der ikke er noget at være bange for. Altså virkelig. Der sker ikke noget. Faktisk bliver mange helt skuffede over, hvor stille sådan en nat i skoven eller på stranden er. Højdepunktet er altså virkelig, hvis man kan høre (eller måske endda se) en ræv luske rundt. Derudover er der bare stilhed. Og der sker ikke noget. Nul. Niks. Nada. Stilhed og mørke. Den perfekte kombination for en fantasi, der kan få lov at løbe løbsk i alverdens skrækscenarier.
Noget af det som er med til at oplevelsen føles så fantastisk, når den er overstået, det er erkendelsen af at sådan er det med hele livet. Der er ikke noget at være bange for.
Drama på lav volumen
Alle de utrolige bekymringer jeg kan have om alt muligt i mit liv, de går aldrig i opfyldelse. Faktisk så sker der heller ikke så meget i mit liv. Eller jo, selvfølgelig sker der en masse. Men hvis man så tilbage på mit liv, når det er ovre, så vil det overordnet set se meget stille og roligt ud. Der har været et par krisetider i mit liv, og jeg er naturligvis klar over, at der kan komme flere senere. Men i virkeligheden, i løbet af de 44 år jeg har været her, så er det jo egentligt meget få gange, at der har været sådan ‘ægte’ drama i mit liv.
Det svarer meget godt til en nat i skoven. En gang imellem kommer pulsen lige op, måske max 2-3 gange. Det varer måske i alt MAX sammenlagt 5-10 minutter ud af en hel nat på 8-9 timer. Det passer nok også meget godt med mit liv og med de fleste andres.
Dit perspektiv finjusteres på en nat i skoven
Det her store drama vi hele tiden forventer lurer lige om næste hjørne, det dukker aldrig op. Heller ikke selvom de fleste af os er gode til at forberede os selv på det konstant ved at bekymre os om de mest besynderlige småting og detaljer.
Efter en nat i skoven, så husker jeg det. Jeg husker, at det her er mit liv. Mit liv er en smuk nat i naturen. Nogle gange kan jeg høre en grævling øffe rundt i skovbunden, og jeg bliver lidt urolig for, hvor tæt den kommer på, men der sker ikke noget. Jeg kan bevæge mine ben lidt, og den hører mig med det samme og skynder sig at øffe den anden vej. Ræven gider heller ikke snakke, den vil også helst undgå alt, der har noget med mennesker at gøre. Dådyrene bliver mere bange end jeg gør, når de dufter, at jeg sidder der midt i det hele. Med andre ord: DER. SKER. IKKE. NOGET.
Der er mørkt og der er stille. Det kan næsten være lidt kedeligt til tider. Men så er det jo godt, at jeg tager min hjerne med i skoven, for hvis der er nogen der kan pifte en stemning op og sætte gang i tingene, så er det da virkelig min hjerne.
Mørket mister magten
Den dybeste erkendelse jeg har fået, og det lyder så banalt, at det næsten er svært at forklare ordentligt, det er at skoven er mørk, fordi der ikke er sol.
Altså det vil sige, mørket er ikke væmmeligt. Mørket gemmer ikke på trolde eller uhyrer. Mørket er blot fraværet af lys. Det er så simpelt og alligevel så svært rigtigt at forstå, at det helt kan få låget til at lette på min hjerne.
Det betyder at alt muligt andet mørke også mister magten i mit liv. Jeg opdager, at dramaet (for det allermeste) ikke er andet en fri fantasi fra min side for i virkeligheden, så har jeg det virkelig godt.
Jeg lever et stille og roligt liv. Et liv hvor jeg kan vælge om jeg vil nyde tiden og bede bønner styrke min kontakt med naturen. Med kraften. Om jeg vil være tilstede og observere uden domme. Det samme kan jeg gøre på en udesidning. Vil jeg flippe ud og skabe drama i mig selv eller vil jeg nyde oplevelsen og føle taknemmeligheden over at få lov at være menneske her gennemstrømme mig.
Byd angsten velkommen
Når jeg er opmærksom på, at jeg vil blive bange for at blive bange, så er jeg allerede et skridt foran angsten, og jeg kan stå og tage imod den, når den dukker op. Jeg kan tage den i hånden og sammen kan vi lytte på det der grynt omme bagved bøgen. Vi kan sammen se ind i mørket og se, at de skygger jeg tror, jeg ser, ikke er andet end skov. Vi kan se på tankerne om mængden af øksemordere i de østjyske skove og tankerne mister magten.
Det er sådan en dejlig erfaring at have med sig ud i sit normale liv efter natten er ovre. Der sker ikke noget. Mit liv er dejligt og den eneste panik, der faktisk er tilstede, den er i mit hoved.
Udesidninger har gjort en kæmpe forskel i mit liv. Jeg glæder mig hvert år til sæsonen starter igen.
Jeg har udgivet en e-bog om udesidning. Den hedder ‘Magisk arbejde i skoven. Udesidning for begyndere’. Du finder den i shoppen.
