BEDSTE RÅD FRA ERFARNE UDESIDDERE: BARE GØR’ DET!

Tre kvinder, der sidder i skoven om natten

Jeg har talt med tre kvinder om de oplevelser, de har haft i forbindelse med at lave udesidninger. En af de ting, de alle tre siger er: Bare gør det. Altså, lav en udesidning! Endda på trods af de meget forskellige oplevelser, de alle tre har haft.

Pernille og Helle er kollegaer, og bestemte sig for at lave en udesidning sammen i starten af september 2020. De havde begge købt min e-bog om udesidning for begyndere og deltaget i en workshop, jeg lavede om intuition i august. På workshoppen kom de i kontakt med deres intuition og kunne mærke et stærkt kald efter at sidde ude i skoven en nat.

Herunder kan du høre deres meget forskellige oplevelser af, hvordan det var at lave en udesidning. Pernille havde en smuk og forholdsvis rolig nat fyldt med indsigter, og hun følte virkelig, at hun fik adgang til urkraften i sig selv.

Helle havde en meget anderledes oplevelse end Pernille. Hendes udesidning bar i høj grad præg af, at hun blev meget bange. Både for hvad hun troede var ting eller elementer, der ‘truede’ hende, men samtidig kom hun i god kontakt med ‘angsten for angsten’.

Det holder dog ikke Helle tilbage fra at anbefale andre at lave udesidninger. Som hun selv siger i videoen, så er det vigtigt at huske, at gevinsten er lige så stor som udfordringen. Og den her udfordring var altså tilpas stor til at hun i allerhøjeste grad føler, at hun har fået en stor gevinst ved gennemføre en nat i skoven.

Bedste råd: Overvind dig selv

Når du overvinder dig selv, så bliver du i høj grad belønnet. Både i dig selv fordi din modigheds-elastik bliver strukket. Det betyder, at det er meget nemmere at være modig i andre dele af dit liv. Men du bliver også belønnet af ånderne, og alle de hjælpere, der er med dig. De ved godt, at det ikke er superfedt for et lille menneske at tilbringe en nat alene i skoven. Hver gang du overvinder dig selv, når du gør noget hvor du faktisk er større end du normalt tør at være, så bliver du belønnet med så meget mere mod, end du nogensinde havde forestillet dig var tilgængeligt for dig.

Du bliver belønnet med en stærkere kontakt til din intuition og til din sjæl/ånd. Du kommer i kontakt med det ubeskriveligt smukke og forunderlige. Det lag af virkeligheden som det kan være så svært at holde kontakten til i hverdagen. At sidde ude en nat i skoven minder dig om, at du og dit liv er SÅ meget mere end leverpostejsmadder og Vild med Dans.

På en udesidning kommer du til at føle ejerskab over jorden. Ikke på en ego-måde, men på en måde, hvor du kan mærke, at du hører til her. Du er ikke en uvelkommen gæst. Jorden elsker dig og VIL dig. Det er så vild en følelse, og den giver ro og jordforbindelse.

Den følelse giver også mod, stolthed og selvværd. Hvilket du også kan høre Maria fra Hyldemors Have fortælle om i videoen herunder. Maria er jo rimelig garvet i at lave udesidninger og tager også selv folk med ud i skoven for at sidde om natten. I min fine samtale med Maria kan du høre hende fortælle om hendes første udesidning. Hvordan hendes ego fik et ordentligt gok i nødden, og hvorfor det var lige som det skulle være.

Giv den gas – Bliv udesidder

Vi skylder os selv at udfordre os. Det er så vildt sundt at gøre det, og vi har kun (så vidt vi ved) det her ene liv. Det er virkelig med at give den gas, mens vi er her. At lave en udesidning er en forholdsvis nem og mild måde at give den gas på.

Der kan ikke ‘ske noget’ på en udesidning i Danmark. Det er så fin og blid en måde at udfordre sig selv på, som samtidig giver tusind-fold tilbage af gaver på måder, der bliver ved med at overraske og udvikle sig. Nu glæder jeg mig allerede til foråret, og til jeg skal ud og sidde i skoven igen. Sig til hvis det også kalder i dig, så kan vi tales ved i foråret om at gå ud sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM