SLIP NEGATIV PROGRAMMERING OG FIND GLÆDEN

Indre programmering

Hvis du tænker på hvordan et lille barn ser ud, en nyfødt baby, så er det ikke svært at se det guddommelige i et barns øjne. I barnets energi. Hvis du tænker på den forelskelse, du følte første gang, du så ind i dit barns øjne. Eller hvis du ikke er forælder, den forelskede du måske har følt over for en niece, nevø eller din gode vens lille baby, så er det heller ikke svært at komme i tanke om, hvor berusende den følelse af forelskelse er.

Den forelskelse, den rene glæde, er dig inderst inde. Det er den energi, du blev født ind i den her verden med. En åben, ren energi. En energi, som er så nem at genkende i små børn, når de ser på hele verden med en forelsket ærbødighed. Alt er smukt i barnets øjne. Alt er en melodi. En sang. Eller en dans, der bare venter på at blive danset. Alle arme er muligheder for knus og alle munde er kys, der venter på at blive delt ud.

Den følelse er dig og mig indeni. Det er vores kerne. Den kerne kan aldrig skades. Det er ikke muligt for den del af dig kommer fra det guddommelige. Det er din sjæl, din ånd, dit center. Det er vigtigt at forstå det. At uanset hvor skadet du føler dig, så eksisterer den kerne stadigvæk og er fuldstændig intakt i dig. Uanset hvor meget smerte du har været igennem, så er kernen i dig stadigvæk et lysende orgie af ren kærlighed. Det kan aldrig være anderledes.

Slip negativ programmering. Dyp tæerne i vand, begiv dig ud i livet og mærk det.

Ydre programmering

Når det lille barn bliver født ind i verdenen, så starter programmeringen kort tid efter. Jeg bruger ordet programmering, ikke fordi det er en konspiration, men fordi det er det, der sker.

Der er både negative og positive programmeringer. Nogle bliver født ind i en familie, hvor verden er farlig og skræmmende. Andre bliver født ind i familier, hvor verden er tryg og smuk. Uanset hvilken type familie vi bliver født ind i, så kommer der også programmering udefra. I form af samfundet, kirken, institutionerne, kulturen, skolerne, uddannelserne, politik og så naturligvis alle de andre mennesker, vi møder. Alle med deres forskellige programmeringer og overbevisninger.

Det nytter ikke noget at være i modstand over programmeringerne. Hvad nytter det f.eks., at jeg begræder at være vokset op i 70’erne og 80’erne og være ked af, at der dengang var noget, der hed en kartoffelkur og generelt en samfundsmæssig ide om mangel. Om oliekrise, kold krig, atomtrusler og alt muligt andet. Det var den fælles ide, der eksisterede i Danmark og mange andre steder i verden naturligvis, på det tidspunkt i historien. Det er klart, at det har mærket mig, ligesom det satte sit aftryk på de fleste andre der voksede op i den tid.

Det nytter ikke noget, at jeg er i kamp over den tid, jeg voksede op i. At jeg synes det er synd for mig. At jeg føler mig som et offer for det og er ked af, at det lærte mig en overbevisning om, at der er mangel på penge og ressourcer. At verden er farlig, og at mit liv ligger i hænderne på ganske få mennesker, som på en dårlig dag kan ende det hele med et enkelt tryk på en knap.

Start din spirituelle praksis

Din (og min) opgave er at finde tilbage til den guddommelige kerne. Men hvordan af-programmerer du dig selv for det, som er i konflikt med hvad det lille barn oplevede lige, da det blev født? Hvordan aflærer du dig selv at verden f.eks. er et farligt sted at være? At du ikke kan være tryg. At smerte er et vilkår for mennesket. At du skal være i forsvar og passe på.

Du gør det gennem en spirituel praksis. Det lyder så banalt, at de fleste afskriver den tanke med det samme. Men det er ikke en ny ide. Buddha sagde præcis det samme.

Det er i virkeligheden simpelt. Hvad gør dig glad? Er det en gåtur i skoven, der efterlader dig i ro, med taknemmelighed i hjertet og et smil på læben? Er det en løbetur? Er det meditation? Yoga? En tur i fitnesscenteret? Er det smukt, levende mad tilberedt med nærvær og omhu? Er det 2 minutter med en kop te varm te i hænderne om morgenen? Er det et langt bad, når du har fri fra arbejde? Er det at gå barfodet på jorden? At tage tid i en travl hverdag til at sidde fem minutter i stilhed? Jeg har skrevet flere indlæg om hvordan man etablerer en spirituel praksis. Du kan både finde inspiration i hvordan jeg selv gør i indlægget om hvordan du kan få en spirituel praksis, og som altid kan du starte din spirituelle rejse i naturen. Du kan læse mere om det i indlægget genvejen til din spirituelle praksis.

Lær hvordan du skaber dit drømmeliv

Hvordan får du mere af det, du godt kunne tænke dig i dit liv? Du fokuserer på det, du allerede har. Som Stuart Wilde skrev engang i 90’erne: ‘The trick to money is having some‘. Når du fokuserer på og er taknemmelig for det, du allerede har, så vil du få mere af det. Så flyt dit fokus på, hvad du allerede gør for at skabe mere sjælefred. Hvad gør du allerede nu, som du måske ikke ligefrem tænker på er en spirituel praksis, men som er noget der giver dig ro og glæde? Hvordan kan du skabe mere af det i dit liv?

En god ide er at skrive op, hvad du gør. Er det at løbe en tur, drikke en kop te mindfuldt, er det at ringe til din mor, være en god ven eller give din partner et stort knus. Hvad er det som du rent faktisk gør allerede i dit liv, som efterlader dig med en følelse af, at alt et godt, og at du er okay? Skriv det hele op og se på, hvor meget du allerede gør. Er du en god lytter? Er du god til at skabe tillid og nærvær? Elsker du at synge? At danse? At strikke eller tegne?

Hvordan kan du skabe mere af det her i dit liv? Hvordan kan du gøre mere for dig selv? Så du hele tiden kan arbejde for at vende tilbage til grundkernen, du er født med og som er lige så levende og vibrerende som øjeblikket, du blev manifesteret ind i verdenen.

Så hvordan er DIN praksis? Glem alle regler og ideer du har om, at det skal være svært og umuligt at opnå, det du drømmer om. For det er det ikke. Der er ingen fælder sat op for dig her. Udover dem du selv tror på, og dem kan du aflære igen.

Slip negativ programmering. Dyp tæerne i vand og begiv dig ud i livet, og mærk det.

Slip dig selv fri igen

Det her er dit liv. Du bestemmer. Hvad gør DIG glad? Hvad hjælper DIG til at finde ind til din grundkerne af jubel over verden og din følelse af at kunne blive forelsket i en blomst eller hvad som helst du kaster dine åbne, vågne øjne på?

For at af-programmere noget af alt det du har lært som ikke længere gør dig noget godt, eller bare om-programmere dig selv, så er det eneste du skal gøre, at gentage et nyt program. Hvordan lærer du at verden er tryg? Ved at gentage den erfaring. Hvordan lærte du at køre bil? På samme måde. Nu tænker du ikke længere over hvordan en bil virker og du kan tænke på ti tusind andre ting mens du kører bil. Gentag din spirituelle praksis, igen og igen. Byg mere på når du er klar og gør det igen og igen. Det er vejen tilbage til dig selv. Tilbage til glæden, til forelskelsen i livet, til forelskelsen i dig selv.

Buddha var ikke et særligt menneske. Han var ‘bare’ et menneske. Men han gentog ligesom alle andre store mestre det han kunne mærke virkede for ham. Hvad der gav ham ro og glæde og på den måde blev han ‘oplyst’. Du kan sagtens opnå samme tilstand af oplysning som Buddha. Det er indenfor vores alles rækkevidde. Det er ‘bare’ at skabe et nyt program i hjernen.

Øv dig på samme måde som da du skulle lære at cykle eller køre bil. I starten var det en umulig opgave, som du måske tvivlede på at du nogensinde ville få lært. Men nu kører programmet af sig selv og det starter i det øjeblik du skal bruge det. På samme måde kan du få et program af evig indre glæde, indre forelskelse og kærlighed til alt i verden til at køre nonstop i dig selv og pist væk er bekymringer, stress og frygt. Du har erstattet det med et mindset, med et program der bekræfter overflod, flow og kærlig tillid til alt og det er det du vil få i dit liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM