Kunsten at læse
BOGHYLDEN er stedet hvor jeg vil præsentere et udvalg af de bøger som inspirerer, udvikler og åbner mig. Bøger, som jeg elsker at læse, men som jeg alligevel skal træffe en bevidst beslutning om at lukke op.
Der er altid så meget andet at lave end at læse. Men det at læse er så givende for mig, at jeg har bestemt mig for at være mere systematisk omkring det. Det bliver jeg blandt andet ved at præsentere bøgerne her på bloggen.
BOGHYLDEN er altså både til for min egen skyld. Så har jeg nemlig en aftale med mig selv om at læse med et andet formål end at det er hyggeligt. Jeg håber også at kunne inspirere med de bøger, jeg læser og måske give dig lyst til selv at være mere disciplineret omkring den fine kunst at læse.
En moppedreng fra 1854
Den første bog jeg har valgt at fortælle om er Henry David Thoreaus “Walden – Livet i skovene”. Det er en ældre sag fra 1854, og det er bare en af de mange grunde til, at det er en vildt fascinerende bog.
Thoureau: Minimalisten og anarkisten
Thoreau var filosof og meget kritisk i forhold til sin “moderne” samtid. Han syntes, at folk i 1854 skulle tage at simplificere deres liv. Flytte i skoven og dyrke deres grøntsager selv (det lyder som en jeg kender …). Han giver udtryk for, at der på det han anser som civilisationens højdepunkt, hvor de har jernbaner og alskens nymodens nonsens, der er verden skræmmende tæt på at fortære sig selv i overforbrug og statslig kontrol. Thoreau nægter også at betale skat, da han ikke vil betale til statens indkøb af våben og krigsmageri.
Det lyder jo meget som mange af os har det i dag i år 2018. Altså over 150 år efter, at Thoreau gav udtryk for sine tanker. Det er interessant som hver eneste kultur altid tror, at vi er indbegrebet af det højeste en civilisation kan blive. Det kan man jo tænke lidt over. Måske også om 150 år.
Nu går verden under …
Noget andet der er vildt spændende at tænke på, det er at alle tider altid tror, at nu er det Jordens endeligt lige om lidt. Det har man troet i mange hundrede år. I virkeligheden handler det nok mere om menneskets ego. Det kan ikke forestille sig, at verden ikke går under, når egoet (personen) ikke længere er her. At forestille sig at Jorden triller stille og roligt videre i måske mange millioner af år med mennesker og liv og alt muligt, uden at man selv er med, er altså ret hård kost for egoet. Det er også vigtigt at huske den dimension, når vi i hver eneste generation er sikker på, at nu er det nu, vi alle sammen uddør.
‘Walden – Livet i skovene’ er en slags semidokumentar over årene, hvor Thoreau boede alene i en lille hytte i skoven. Tæt på søen Walden nær byen Concord i Massachusetts. “Semi” fordi bogen lige så meget er et udtryk for alle de grunde Thoreau havde til at flytte i skoven. Bogen er fyldt med filosoferen over det gode liv, over menneskets natur og over hvor fantastisk guddommelig naturen er.
“I went to the woods because I wished to live deliberately, to front only the essential facts of life, and see if I could not learn what it had to teach, and not, when I came to die, discover that I had not lived. I did not wish to live what was not life, living is so dear; nor did I wish to practise resignation, unless it was quite necessary. I wanted to live deep and suck out all the marrow of life, to live so sturdily and Spartan-like as to put to rout all that was not life, to cut a broad swath and shave close, to drive life into a corner, and reduce it to its lowest terms …”
Filosofi, humor og samfundskritik samlet i én bog
Bogen er helt vidunderlig. Jeg læste den på dansk (heldigvis), og det var udfordrende nok. Bogen får mine varmeste anbefalinger, den er virkelig god. Det er minimalt hvad jeg kan nå at fortælle om den her i et blogindlæg, i forhold til hvad bogen indeholder af filosofi, humor og samfundskritik. Så læs den endelig selv! Og hvis du allerede har læst den, så vil jeg meget gerne høre hvad du synes om den.
Hvordan jeg fandt bogen – eller den fandt mig
Jeg fandt denne bog bag vores skoreol i køkkenet. Ingen aner, hvordan den er endt i vores hus. Jeg tror, at det var en gruppe mennesker, jeg havde hjemme hos mig til en udesidningsworkshop, hvor en måske kan have glemt den. Men ingen vil kendes ved den, og på den måde er denne bog så endt hos mig.
Jeg kendte hverken til Thoreau eller bogen før jeg fandt den. Så det var en dejlig overraskelse og introduktion til et forfatterskab, jeg intet kendte til. Tak til hvem end der har æren for at bogen landede bag skoreolen i mit køkken. I mit eget lille hus i skoven.
“En eneste blid regnbyge gør græsset mange nuancer grønnere. På samme måde bliver vores udsigter lysere under indflydelse af bedre tanker. Vi ville være lykkelige, hvis vi altid levede i nuet og benyttede os af enhver hændelse som tilstøder os, ligesom græsset, der indrømmer påvirkningen af den letteste dug som falder på det, og ikke brugte tiden til at bøde for alle tidligere, forspildte muligheder, hvilket vi kalder at gøre vores pligt. Vi bliver hængende i vinteren, når det allerede er forår.”
Verdens første selvhjælpsbog?
Mens jeg læste “Walden – Livet i skovene” så delte jeg flere gange billeder i Stories på Instagram af, at jeg sad og læste den. Der var så mange som kommenterede på bogen, mennesker fra hele verden skrev, at det var deres ultimative yndlingsbog. Som der står på forsiden: “Denne klassiker er måske i virkeligheden verdens bedste selvhjælpsbog”. Det ville forklare hvorfor den taler til så mange forskellige mennesker, for det er ikke kun en bog om at bo i skoven. Det er nemlig verdens bedste selvhjælpsbog oven i.
