At menneske. Aristoteles brugte ordet menneske som et verbum. Det vil sige, at han mente at det at være menneske ikke er noget du er, men noget du gør …
Jeg gør Anja. Jeg er ikke Anja. Det er kun egoet der tror på den illusion. ‘Jeg’ tror ikke længere, at jeg er Anja. Jeg er klar over at Anja er en konstruktion. Jeg er ikke en persona som er et resultat af Anjas liv og de programmeringer hun har været udsat for. Jeg er en sjæl, en ånd, der er inkarneret her for at lære.
I lang tid har jeg haft en oplevelse af, at formålet med mit liv her ikke er at hige efter at leve som det perfekte menneske. Der er naturligvis en stræben i mig efter at blive bedre, men tidligere misforstod jeg stræben efter forbedringer, som om det var forkert at være menneske. At det jeg skulle stræbe efter var en eller anden form for perfektion. At jeg skulle være et menneske uden fejl for at være god nok, for at være fulstændig og værdig. At jeg ikke måtte indholde grimme, skjulte følelser.
Jeg kan ligeså godt sige det som det er, så du måske kan få lov at slippe samme ide om at du ikke gør ‘menneske’ godt nok. Jeg har med sikkerhed været meget pinligere end dig. Jeg har helt sikkert gjort mange flere ting, som jeg burde skamme mig til døde over.
MIN FRIHEDSGAVE TIL DIG
Jeg har helt sikkert været alt for meget, alt for mange gange. Jeg har med sikkerhed fyldt for lidt, lige så mange gange. Tidspunkter hvor jeg skulle have taget min plads og min kraft i stedet for at vige. Jeg har været ynkelig, fyldt med selvmedlidenhed og været et kæmpe offer. Jeg har været arrogant og kold og har vendt ryggen til nogen der havde brug for min hjælp. Jeg har været selvisk og højrøvet.
Jeg har fejlet så mange gange i at menneske, at det er helt ubegribeligt for mig, at jeg stadig har venner, familie og mand som har lyst til at være i nærheden af mig. Du kan på ingen måde nå mig til sokkeholderne i hvor meget jeg burde skamme mig over hvor dumt, naivt, uintelligent og direkte tåbeligt jeg ofte har opført mig.
Så det er min gave til dig lige nu. Du er fri. Der findes faktisk en anden person her på planeten som med sikkerhed har været et meget værre menneske end dig. Så når du begynder at ligge om natten og få det der ubehagelige sug i solar plexus over din egen fejlbarlighed, så tænk på mig. Du er fri til at tænke, at Anja med garanti har været en meget værre version af menneske end dig.
KANALISERER JEG ARISTOTELES?
De beskeder jeg igen og igen får i læsningerne omkring det at have en inkarnation her på jorden, lyder på samme måde som Aristoteles. At det er det som er meningen med livet her. Det er ‘at menneske’. Med alt hvad det vil indeholde.
Vi er velsignede med en vidunderlig fysisk verden. Med en krop og et sind, som er i stand til at høre, føle, mærke, se, dufte. Vi kan elske og hade (og endda på samme tid, hvor vildt er det ikke!) Vi kan elske med hinanden, vi kan slås, vi kan give liv, vi kan tage det. Vi får lov at opleve at menneske i en sindssyg kompleks verden hvor det kan være svært, at forstå bare en brøkdel af det som foregår her.
Vi ved i virkeligheden utroligt lidt om det at menneske og om livet her på jorden. Men der er nogle ting der (langsomt) begynder at dæmre for mig. Det giver ingen mening for mig, at min sjæl skulle have valgt ‘at menneske’ i denne her inkarnation, og at jeg så går og skælder mig selv ud over, at det er det jeg gør. For det er det eneste jeg gør og det eneste jeg kan. Jeg har ikke andre muligheder end at vælge formen menneske lige nu. Jeg kan ikke vælge ‘at fyrretræ’ eller ‘at ravn’. Alligevel er det det ‘at menneske’, jeg har de fleste domme over i mig selv.
Det er ikke fordi jeg så har givet mig selv et fripas til at være en full on idiot, bare fordi jeg er i min gode ret til at menneske. For jeg tror stadig på det gode. Jeg tror stadig på at der er et formål med at være her. Jeg tror stadig på den Guddommelige kraft jeg kan mærke flyder igennem alt her på jorden, inklusiv mig selv. Men jeg misser en vigtig pointe, når jeg konstant skælder mig selv ud over at jeg har fejlet og (the horror!) bliver ved med at gøre det!
SUMMEN AF FEJL
Tidligere var jeg af den overbevisning, at når jeg bare var udviklet nok, så ville jeg holde op med at gøre trælse ting. Så ville bunken af de fejl jeg gik og samlede på i mit indre stoppe med at vokse. Jeg husker tydeligt den dag det gik op for mig at det ikke vil ske. Det gøs langt ind i mig.
Jeg fejler stadigvæk. Dagligt. Så måske er det ikke fejlene der er problemet, måske er det min tanke om at det ikke må ske, som er det egentligt issue her. Måske er det den eneste fejl, at jeg tror at jeg ikke må fejle.
I det øjeblik jeg elsker mig selv og elsker personen Anja for den version af at menneske som hun bringer til verdenen så har jeg opdaget, at jeg sjovt nok ikke længere ‘fejler’ så meget. Og når jeg virkelig jokker i spinaten, så har jeg overskuddet og ressourcerne nu til (næsten) at få ryddet op i det med det samme. Jeg tager det ikke længere personligt, at Anja kan være en kæmpe klaptorsk. Anja har tydeligvis ikke lært bedre, ellers ville hun ikke agere som hun gør. Så jeg tager det til efterretning og lærer. Mit system lukker fuldstændig i når jeg skammer mig og bliver flov. Så kan jeg ikke lære noget som helst. Ingen er nogensinde blevet bedre mennesker af at blive skældt ud, heller ikke mig.
AT FÅ LOV AT MENNESKE … SIKKE EN GAVE
Naturen har naturligvis fanget ideen for længe siden. At dompap. At bøgetræ. At græs. At dådyr. At flue. At jord. At regn. Jeg kan ikke komme i tanke om noget som helst uden for mennesket, som ønsker sig at være noget andet end det som det er. Det som det gør lige nu.
At menneske. Hvor er det vildt og smukt og totalt syret, at få lov at få denne oplevelse. Tak for at få denne fantastiske gave i at menneske i det her paradis. Hvor er vi bare helt vildt heldige alle sammen. Hvor er det heldigt at få lov til at fejle, at få lov at være en giga tåbe. At få oplevelsen af at se tilbage på en reaktion og tænke: ‘Hvad pokker skete der lige for mig der?’
Der er ikke noget af det koks jeg har oplevet eller skabt i mit liv som jeg ville have været foruden. Alt hvad der er sket og alt hvad jeg har gjort, har tilføjet til oplevelsen af at menneske. At få lov at opleve alle de vidunderlige facetter af at have en personlighed og af at menneske. At få lov at være et totalt pragteksemplar af et menneske med alle nuancerne intakte.
Dejligt, dejligt skriv- mange tak for det!
Som den gamle bibel fortæller, som noget brugbart og centralt om menneskene, historien om Adam og Eva, så sættes vi jo netop ikke fri som dyrene, til bare at ‘dyre’vores art.
Vi har jo netop vores bevidsthed til at ‘bevidste’ om, hvad vi gør.
Vi kan billedligt talt kigge på os selv udefra, (med bibelsk sprog, som små guder) og vi kan veje, hvad der er godt og skidt!
Det er ‘prisen’ for at være født menneske, at vi har den forstandsopbygning, vi har, at vi kan kigge på os selv udefra.
Så det må i al fald være en vigtigt pointe, der ikke må overses i det at menneske.
Den er vores paradisiske udfald, hvor vi ikke længere bare kan synes, at alt er godt i vores menneskegøren.
Vi kan veje godt og ondt.
Vi oplever en dualistisk tilgang til verden for at kunne navigere og forstå.
At vi derfor også med bevidst tankevirksomhed ser, hvad vi gør og kan gentænke om det og ændre vores adfærd, det gør naturlig for det at menneske, meget mere kompliceret end at dyre.
Vi er netop bundet som dyrene til deres dyrelivsform, til den anderledes bevidste menneskeform, hvor vi som ‘små guder’kan ændre vores adfærd.
Og jo! det er megakompliceret!
For det at kunne vælge ‘forkert’, og blive klar over det, som vi kan, som det er, at menneske, og som ligger i vores lange pinefulde udvikling, det spænder virklig ben for de fleste, og det gør ooondt og det er at menneske.
At kunne se sig selv udefra, det er netop det, katte,hunden og koen ikke gør.
De hviler i deres art, som du også skriver.
Og de skelner ikke om de gør ondt eller godt, Og de dømmer i hvert fald ikke sig selv og andre væsener på det.
De har ikke brug for den dualistiske tænkning, som vi er bundet til.
For dem er deres egne handlinger såre gode, fordi de udlever deres dyreliv 100%, at dyre.
Når de forfølger deres bytte, så elsker de også det 100% og når katten prøver at sige som en fugl i håb om at lukke den til sig, så elsker den af hele sit hjerte.
Derfor blir dyrene frataget deres ansvar i deres handlinger, fordi de vitterligt altid gør, hvad der er bedst at dyre i deres art.
Men så kommer det tunge åg!For det kan vi ikke bare, vi kan ikke bare menneske derudaf i god tro og tillid, det behøver du kun et enkelt kig op for at se.
Ingen tvivl om, at vi er på en langt mere alvorlig skæbnevej end dyrene pga vores (u)mulighedernes forstand.
Men ingen tvivl om at tilgivelse er vejen til os selv og andre.
For med vores spædbarnlige uformåen, hvor vi ikke bare kan gøre det rigtige og hvor vi er afhængige af og prisgivet omgivelsernes klogskab og mangel på samme, der møder vi hele tiden noget, der ikke taler til vores oprindelige mennesketilstand, som er hvilen i kærlighed og en tro på det gode og
som derfor kan give os skæbnesvangre signaler, som blir skæbnesvangre, fordi vi er menneskebørn og ikke forstår den kompliceret verden og ikke kan forholde os til den og derfor kommer… Egoet os til undsætning og det er jo så primitivt og højtråbende men det redder os her og nu.
Og vejen til vores guddommelige hjertekammer blir brolagt med skår -og skår gør ondt og huskes som farlige, hvorimod det kærlige er vores adelsmærke i det at menneske og derfor vokser vi bare i kærlighed og husker ikke det gode med egoet for det gode er vi en del af!
Det er vores menneskeart.
Hvor det onde gør ondt fordi det ikke er os.
Så med dit skriv vækker du ordinspiration og grund til endnu mere tilgivelse, men vejen er brolagt med skår og du møder dem hele tiden i de øjeblik, hvor du lader plads til dit dømmende ego.
Og det ego ved vi jo, at vi ikke kommer uden om, det er trods alt vores trofaste vågner ligemeget hvad.
Det smisker sig ikke i kærlighed, fordi det skal være på sin post 24/7!
Så egoet er ikke fra drømmeriget men fra den lysvågne energi!
Og det er i grunden ikke værst!
Men hold op hvor vi kan gøre det bedre for os selv og hinanden hvis vi ikke var så spædbørnesårbare.
Men det hører nu engang med til at være finfølende.
Og ikke med elefanthud at omgås hinanden.
For vi kan om nogen dyrearter komme dybt dybt i dialog med hinanden og vi kan interagere så unikt og forfinet i vores kultur, hvis vi ellers finkulturdyrker og opdrager os selv!
Det er laaang vej at gå♥️
Vi ender alle i ‘himlen’😃
også kan gå grueligt skævt.
Der
Og derfor har vi ansvar for langt mere end dyrene, og vi kan til forskel fra dyrene, som dyre sig hele tidenkke
Efter smileyen tar den søvnige sekretær over, tilgi hende, det sku ha været slettet!
Forfatter
Tusind tak Gerd. Tak for dine smukke ord, de vækker genklang langt indeni.
Jeg er meget glad for at du læser med og at de ord der kommer ud af mig her, vækker så mange ord i dig. Sikke en smuk rejse vi er på, alle sammen. Jeg er glad for at dele en del af min med dig.
Og al tilgivelse til den søvnige sekretær :D <3
De kærligste hilsner
Anja
♥️så meget smuk!
Dybt dybt dybt smuk!
Tak for dig!