KRÆFT OG KRAFT (DEL 8)

Jo, ind imellem bliver jeg rædselsslagen

Her efter jeg har skrevet alle de indlæg om kræft (læs del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, og del 7 her), så kunne jeg mærke, at der var noget i den optimisme og taknemmelighed jeg deler over at have haft kræft, som føltes forkert i mig. Det er ikke fordi det er løgn, at jeg har det på den måde. At jeg virkelig er taknemmelig for kræften, jeg havde da jeg var ung. Men der er også en anden side i mig, og den side synes jeg også fortjener at blive hørt.

Der er siden i mig, som bliver fuldstændig rædselsslagen, hvis jeg oplever at have udefinerbart ondt et sted. Den side, som har gjort, at jeg har siddet stortudende hos min læge og hos sekretæren i telefonen mange gange. Som har gjort, at jeg har fået en del scanninger siden jeg blev opereret, og jeg siden dengang er blevet kørt igennem ‘kræft-pakken’ flere gange. Siden jeg blev opereret har jeg kun oplevet, at der er uendelige mængder omsorg til mig i det her system som jeg faktisk ikke normalt er så pjattet med. Jeg har kun oplevet enorm empati fra læger og sygeplejesker. Også selvom jeg i høj grad stadig er en besværlig patient. Fordi jeg reagerer meget voldsomt følelsesmæssigt hver gang, og fordi hele sygesystemet går i bevægelse hver gang jeg siger av.

Et kort-luntet nervesystem

Jeg har kun oplevet at blive taget alvorligt i min uro. Jeg har siddet hos læger, som hver gang har sagt, at de er sikre på, at jeg ikke har fået kræft igen. Alligevel har de sendt mig til utallige scanninger og undersøgelser. Kun for at berolige mig. Det er jeg meget taknemmelig for.

Det er ikke fordi jeg render til læge hver måned og kræver en scanning. I de 15 år, der er gået siden jeg blev opereret, så kan det tælles på en hånd de gange, jeg har sat hele maskineriet i gang med min frygt for kræft. Men selvom det har været ‘få’ gange, så har jeg oplevet det så beroligende at blive taget alvorligt. For det værste man kan få at vide, når man har prøvet at være syg (af det ene eller det andet tænker jeg), det er når folk siger, at det sikkert ikke er noget. ‘Det er nok noget du har spist. Har du luft i maven? Måske har du forstrukket en muskel?’ Eller: ‘Slap nu af, du er så sund og rask’. Det er altsammen sagt virkelig velmenende og ment beroligende, og det har jo altså også været sandt indtil videre. At der ikke har været noget efterfølgende. Men én gang var der noget. Én gang blev jeg taget fuldstændig med bukserne nede og følte at min krop totalt forrådte mig ved at få kræft.

Respekt for traumet er healende

Den ene gang, den sidder dybt, dybt begravet i mit system. Som et traume, der så nemt som ingenting kan aktiveres igen. Så når det traume bliver taget alvorligt. Og ikke bare venligt bliver bortforklaret som en prut, der sidder forkert i systemet, så betyder det noget. Det betyder noget, at andre har en idé om, hvad det gør ved et menneske at have haft en sygdom som kræft.

De læger og sygeplejesker, og alt det andet personale jeg efterfølgende har mødt i sygehusvæsnet, ved hvad det gør ved én. Det føles omsorgsfuldt og omfavnende at blive taget alvorligt i sin frygt, og det oplever jeg stadig stor taknemmelighed for. Sidst jeg havde et stort udbrud af tårer foran en læge på sygehuset, så sagde hun, at jeg skulle være glad for at jeg reagerede sådan ved tanken om at få kræft igen. Hun sagde, at det er et sundt nervesystem, som reagerer voldsomt ved tanken om at blive udsat for en traumatiserende oplevelse igen. Nervesystemet gør det det skal gøre, sagde hun. Når det går i total panik ved udsigten til at være blevet syg igen.

Jeg arbejder med det traume hele tiden, for det er stadigvæk virkelig levende. Det opdager jeg hver gang jeg får ondt et sted, på en måde jeg ikke lige umiddelbart kan forklare. Og hvis smerten så ikke går væk igen med det samme eller i løbet af et par dage, men sidder som en stum og tung ting i mig, så ryger mit nervesystem fra 0-100 på 10 sekunder. Og der er intet jeg kan gøre ved det. Det som jeg så prøver at gøre, det er at acceptere, at det er sådan det er. Jeg arbejder med at tage den del af mig alvorlig, som virkelig bliver totalt panisk ved tanken om, at jeg kan være syg igen. Ligesom mange andre mennesker, så har jeg aldrig været særlig vild med at vise sårbarhed og tårer (og snot) foran andre. Men det er der blevet lavet om på. Eller jeg er jo ikke ligefrem ‘vild’ med det. Men jeg giver det i langt højere grad plads, at hele mit system stadig er i totalt forsvarsmode, når det kommer til tanken om at have kræft igen. I den henseende er blevet virkelig god til at vise sårbarhed, desperation og til at græde foran fremmede :)

Når traumer bliver til menneskelighed

Så det er altså ikke fordi jeg bare går rundt og er lalleglad og takker for kræften hver dag med et favnende smil på mine læber. Jeg bliver stadigvæk virkelig bange og meget urolig, hvis der kan være det mindste, som peger i kræftretningen. Så selvom der er sider i mig, som er rolige og som har en plan hvis det skulle ske, at jeg fik kræft igen. Sider som kan se kræften og oplevelsen oppefra. Og også se den spirituelle årsag til, at jeg var så ‘heldig’ at få den her oplevelse. Så er der altså stadig også den del af mig, som bare ikke vil være syg igen. Og som går i totalt alarmmode, når min krop opfører sig mindre end hvad jeg mener er eksemplarisk.

At have haft kræft er en del af min virkelighed på mange planer nu. Det nytter ikke noget, at jeg går og græder over, at det er sådan det er. Det bliver jeg hverken gladere eller får det bedre af. Men jeg kan mærke, at det nytter noget at blive ved med at arbejde med oplevelsen. På et selvudviklende og på et spirituelt plan. Men i høj grad også på et følelsesmæssigt plan, hvor jeg bliver ved med at give plads til den del af mig som altså også synes, at det var noget lort at få kræft. Det hele må gerne være der, og jeg lærer hele tiden, hvordan jeg favner det bedre og bedre. Uanset gør det mig til et mere rummeligt menneske over for andre. På grund af min egen evne til stadigvæk at blive meget bange for at få kræft, så forstår jeg også andre menneskers irrationelle frygt meget bedre. Jeg forstår, at det vi har med i rygsækken kan forme os som mennesker. På måder som kan være virkelig svære at komme af med igen. Jeg ved, hvor nemt det er at lade sig knække af gamle traumer. Men jeg har også fået en helt enorm stor tillid til mennesket og menneskets evne til at rejse sig igen. Selv efter oplevelser, der var meget værre end mit kræftforløb var, så rejser mennesker sig. De børster støvet af sig og går videre. Også selvom det kan kræve nærmest umenneskelige kræfter at gøre det. Det synes jeg er meget smukt og min respekt og ydmyghed for mennesket vokser for hver dag med denne vished.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.