AT SE UD IGENNEM ANDRES ØJNE (EN AYAHUASCA-REJSE)

Indgangen til min ayahuasca-rejse åbner sig

På to forskellige ayahuasca-rejser fik jeg en meget speciel oplevelse. Siden jeg fik arbejdet mig igennem egoet. Eller altså, det er ikke fordi jeg som sådan kan sige mig HELT fri for at have et ego … Men siden dengang hvor jeg følte, at jeg knækkede ‘ego-koden’ i mig selv, så har mine ayahuasca-rejser været meget anderledes.

Jeg har bogstavligt talt fornemmelsen af, når jeg drikker ayahuasca, at jeg sidder og ser på et gardin som meget langsomt bliver trukket væk foran mine øjne. Det som gardinet åbenbarer for mig er så vildt og så stort, at jeg stadigvæk ikke har ord for det. Det kan være, at det kommer på et tidspunkt. Indtil videre så stornyder jeg at sidde og se, hvad der kommer til syne af åbenbaringer og store universelle sandheder, når gardinet langsomt bliver trukket væk foran øjnene på mig.

Den oplevelse jeg startede indlægget med at skrive om, den kom også i forlængelse af, at det her gardin stille og roligt blev trukket væk. Gardinet er slet ikke, på ingen måde, helt væk endnu. Det føles som om jeg kun kan tage så meget ind af gangen, for ellers vil jeg freake helt ud i egoet. Så det er nærmest som om det gardin kun bliver rykket en lille my, en centimeter for hver eneste rejse. Og det er bestemt også rigeligt! Der er rigeligt med informationer og lys og kærlighed til, at jeg kun lige kan håndtere det jeg ser der. Uden at brænde helt sammen i hovedet.

Rejsen ud af kroppen

Men oplevelsen jeg havde på to forskellige ayahusaca-rejser var, at jeg fik at vide, at vi alle er ét. Det vidste jeg jo godt med mit sind, det er altså som sådan ikke ny information for mig. Så det sad jeg og badede i, den rolige vished om, at vi alle er skabt af samme kraft. At vi alle er en del af den samme store, guddommelige energi.

Så blev jeg spurgt: Men vil du virkelig gerne VIDE det? Altså vil du virkelig gerne FORSTÅ, hvad det faktisk vil sige, at vi alle er ét? Det svarede jeg ja til, den information vil jeg virkelig gerne integrere på celleplanet også.

Det næste der skete var, at jeg vågnede op i en af de andre deltagere. Vi kan kalde ham for Thomas. Så jeg vågnede op og så ud af Thomas øjne. Jeg så ned på de hænder som hørte til Thomas, men som altså pludselig var mine. Jeg så hen på personen Anja, som sad overfor Thomas, og jeg så hende sidde med lukkede øjne. Så røg jeg hen i en af de andre deltagere og en anden og en anden. Jeg var næsten rundt og mærke, hvordan det var at se ud af øjnene på alle de andre i cirklen.

Tilbage i ‘mig selv’

Da jeg vendte tilbage til ‘min egen’ krop, altså tilbage til personen Anja, var det fuldstændig som om jeg lige var vågnet op i den for første gang. Jeg så med forbløffelse ned på mine hænder. På det her kødhylster jeg sad i. Jeg sad roligt og mærkede på mine arme, på mine lår, rundt på min krop og jeg var totalt forundret over, hvad det her var. En krop! Og jeg så mig rundt i rummet og på de andre deltagere, og jeg havde følelsen af, at det var første gang, jeg nogensinde havde SET. Første gang jeg åbnede øjnene og SÅ.

Mens det her skete, så var der ikke andet i mig. Der var ikke engang et ego, der freakede ud over, at personen Anja rent faktisk ikke eksisterer. At den bevidsthed, der eksisterer i mig, den eksisterer også i alle andre og i alt andet her. Der var kun ren bevidsthed, som så ud af de her øjne i ansigtet på personen, der blev født og døbt som Anja. Min person var fuldstændig underordnet og ikke på en hård eller kold måde, men på en meget varm, kærlig og omsluttende måde.

Efter rejsen

Da ceremonien var ovre, og egoet begyndte at vende tilbage til mig, da kunne jeg godt mærke en lille rumsteren i det. Over at alt den identitet det har bundet op i at være Anja, ikke er andet end en illusion. Men mest af alt, så var det den store følelse af kærlighed. Kærlighed til mig selv, til andre, til selve livet, den følelse der var altoverskyggende.

Følelsen af at være helt ren bevidsthed. En bevidsthed hvor der ikke eksisterer skyggen af tanker eller følelser. Kun helt ren væren, den følelse efterlod en enorm ro i mit ego. Også selvom selve den følelse jo egentligt er det modsatte af, hvad egoet tror på. Følelsen af, at den separation som egoet tror på virkelig ikke eksisterer efterlod en følelse af fred, som var så fantastisk, at selv egoet kunne slappe af ind i den og give slip.

Egoet er ikke andet end en baby. Når det møder den store fader og moder af kærlighed, så kan det endelig slappe af og lade de voksne om at gøre jobbet. Det var vildt. Virkelig vildt at have de oplevelser, og jeg er så taknemmelig for, at jeg kan gå videre i mit liv med dem.