Det er lidt noget pjat, når man inden for New Age taler om, at man skal lære at manifestere. Jeg har helt bestemt også selv udtrykt mig sådan, læs bare her og her. At man skal lære at manifestere, er naturligvis meget forenklet sagt. Det som menes med at ‘lære at manifestere’, er at man skal lære at manifestere den virkelighed man ønsker sig.
For sandheden er jo at vi alle sammen, hele tiden, manifesterer vores virkelighed. For det første, så har vi gennem vores opvækst lært hvordan verden ser ud. Det er derigennem at vi manifesterer den virkelighed vi er i nu.
Lad os sige at du er vokset op i en familie hvor du er blevet fortalt, at du ikke er særligt meget værd. Du er blevet givet følelsen, af at mennesker omkring dig dybest set ikke gider dig. Så er det den programmering du vil skabe din virkelighed ud fra som voksen. Hvilket naturligvis ikke er en særlig venlig verden at være i, med den type overbevisning.
Den ikke så virkelige virkelighed …
Det klassiske eksempel er at forestille sig en kvinde, som er vokset op med en far som slog hendes mor. Det er den ‘programmering’ hun har med sig fra barns ben. At det er sådan et forhold ser ud. Uanset at hun godt ved med sin voksne fornuft, at det ikke er en særlig klog måde at se forhold på. Men hendes dybe barndomsprogrammering vil overrule hendes voksne selv, og hun vil hele tiden finde sig partnere som er voldelige mod hende, enten fysisk eller psykisk.
Det er derfor nogle mennesker bliver ved med at gentage den samme triste historie igen og igen i deres liv. For de har ikke fået set på og ryddet op i hvad barnet indeni, i virkeligheden tror på er virkeligheden.
For det andet (og nu bliver det skægt!) Så er der så meget som tyder på, at vi ikke kun skaber vores virkelighed ud fra vores barndoms-overbevisninger. Vi lever i virkeligheden i et hologram, en computersimulation. Det er ikke bare spacey metafysikere som har sagt det gennem alle tider, vores nutidige videnskab peger samme vej.
Øjeblikkelig manifestation
Det kan lyde som for meget af det gode og helt åndssvagt. For hvordan kan alt det jeg sidder i lige nu være et hologram, eller en simulation skabt af min hjerne? Jeg kan jo mærke computerens taster under mine fingre mens jeg skriver. Jeg kan se ud af vinduet på træerne som bevæger sig i vinden. Jeg kan mærke stolen under mig o.s.v.
Men tænk blot på et computerspil, eller bedre endnu, The Metaverse. Måske har du prøvet at bevæge dig i en digital verden, med de nye store 3D-briller på. Så er tanken om at den ‘virkelighed’ vi er i nu, at den er en computer-simulation, ikke langt væk. Det er syret og kræver lige, at det får et par rundgange i hjernen. Men jo mere du lader det bundfælde, jo mere mening giver det.
I et computerspil kan du få en tanke og øjeblikket efter, kan du udføre en handling, som manifesterer det du tænkte på. I de fleste computerspil, og i The Metaverse, kan du med det samme du har et ønske, få det opfyldt. Sådan er det faktisk også her i vores virkelighed på jorden.
Som sagt manifesterer vi hele tiden vores virkelighed. 100%. Det vi skal have for øje, er bare hvilke programmeringer vi manifesterer ud fra. Vores hjerne er så at sige en computer som har fået lagt en software ind fra fødslen. En software som altså definerer vores virkelighed resten af vores liv. Med mindre vi dykker langt ned i kodningen og ændrer den software gennem selvudviklingsarbejde.
Er al manifestation ‘god’ manifestation?
Der er sådan en usagt holdning i New Age miljøet, om at alt manifestation er god manifestation. Det vil sige, hvis der er noget du har ønsket dig og det så dukker op lige efter, så er det et tegn på at det er den vej du skal gå. Men det er meget misforstået.
Personligt har jeg ønsket mig mange ting i mit liv, som er blevet manifesteret. Altså udover den virkelighed og hverdag jeg var i. Mange af tingene har haft lyd af at være direkte magiske, for de har af flere omgange været store manifestationer og ret vilde.
Jeg åbnede en tøjbutik kun med økologisk tøj i Aarhus i 2007. Jeg arbejdede meget bevidst med at manifestere den ind i virkeligheden. I 2009 kom det store økonomiske krak, og jeg blev nødt til at lukke min butik igen, da kunderne nærmest forsvandt fra den ene dag til den anden.
Samtidig flyttede jeg i det økologiske Andelssamfundet i Hjortshøj nord for Aarhus, med min daværende mand. Det arbejdede jeg også meget intenst med at manifestere. Det havde været min drøm gennem mange år at flytte derud. Men også pga det krak som verdensøkonomien led under, blev det pludselig en meget anderledes oplevelse. Vi havde ikke længere penge at bygge for og vi boede i skurvogne i mange år.
Begge dele efterlod mig med en stor gæld, som jeg først for nylig er blevet færdig med at betale af.
Manifesterer du ud fra egoet eller sjælen?
Der findes naturligvis ikke fejl. Der er intet jeg har gjort som jeg har fortrudt. Men jeg kan se at det var min vilje, som manifesterede både butik og byggeprojekt. Når jeg ser tilbage nu, så kan jeg sagtens se alle de tegn som pegede på, at jeg hverken skulle åbne butik eller flytte i Andelssamfundet. Dem var der masser af, og jeg overhørte dem let og elegant på det tidspunkt. For jeg ville gøre de ting. Min idealisme omkring økologi var meget stærk. Både i forhold til den måde vi klæder os på, måden jeg ville bo på og i min levevis i det hele taget.
Idealismen hører egoet til. Sjælen er ikke idealistisk. Sjælen vælger det sande, men den sandhed er ikke forplumret af ideologier.
Jeg kan også sagtens se nu, hvordan jeg manifesterede både butik og byggeprojekt i Andelssamfundet ud af mindreværd. Som altså også er i egoet. Der lå helt klart også et ønske i begge projekter, om at være noget eller nogen.
Jeg ville også gerne gøre en forskel. Jeg ville gerne redde verden. Tøjindustrien er sådan en grum affære, så da jeg fik øjnene op for hvad der foregik der, følte jeg at jeg var nødt til at handle. Jeg følte også en nødvendighed i forhold til, at leve i et økologisk bygget hus. Jeg kunne ikke holde tanken ud om at sætte endnu et gyseligt klimaaftryk på jorden, ved ikke at bygge økologisk eller bæredygtigt.
Det er naturligvis fine og noble tanker. Der er som sådan ikke noget galt med dem. Men jeg kunne have gået så mange andre veje dengang. Veje som helt klart ville have været bedre for mig selv, min familie og bestemt også for miljøet som jeg bekymrede mig så meget om.
Ego og sjælsarbejdet
Jeg giver eksemplerne med butikken og byggeriet, fordi det er så vigtigt at blive skarp på hvor ønskerne i os kommer fra. Kommer de fra egoet eller fra sjælen? De ønsker kan vi kun blive skarpe på, ved at arbejde med de programmeringer der er lagt ind i os fra barnsben (og tidligere). Og samtidig må vi arbejde på at åbne op for vores sjæl via intuitionen. Det er altså et to-vejs arbejde. At se på hvad der ligger gemt i egoet og samtidig arbejde bevidst med sjæls-kontakten.
Butikken og byggeriet lærte mig så utroligt meget. Igen er der altså ikke noget jeg har fortrudt, og vi må alle famle og falde gennem livet så godt vi kan. Men jeg støder så ofte på overbevisningen om, at hvis mennesker meget bevidst har haft et ønske, og det er lykkedes dem at manifestere det ønske i det fysiske, så er det et ‘godt’ ønske og et tegn, på at det er den rigtige vej for dem.
Jeg har utallige eksempler fra mit eget liv, på at det modsatte er tilfældet. Egoet og altså viljen kan også sagtens manifestere, det er ikke kun sjælen som står for det. Det er vigtigt at blive skarp på forskellen.
Historien jeg har sat ind herunder går jeg altid med mig i hjertet. Den sætter mit egos længsler i perspektiv, og gør mig ydmyg overfor livets bevægelser. Derfor kan jeg sagtens aktivt arbejde på at bringe noget ind i verden, men jeg holder nøje øje med mig selv undervejs og med det samme jeg kan mærke egoet i mig blande sig, så stopper jeg helt op.
To skridt frem og et tilbage er ingen skam. Det er viist og voksent, og det lærer mig faktisk endnu mere at være i verden på den måde, end at mosle mit egos ønsker igennem og så brænde nallerne igen og igen.
Are These Bad Times or Good Times?
There once was an old Zen farmer. Every day, the farmer used his horse to help work his fields and keep his farm healthy.
But one day, the horse ran away. All the villagers came by and said, “We’re so sorry to hear this. This is such bad luck.”
But the farmer responded, “Bad luck. Good luck. Who knows?”
The villagers were confused, but decided to ignore him. A few weeks went by and then one afternoon, while the farmer was working outside, he looked up and saw his horse running toward him. But the horse was not alone. The horse was returning to him with a whole herd of horses. So now the farmer had 10 horses to help work his fields.
All the villagers came by to congratulate the farmer and said, “Wow! This is such good luck!”
But the farmer responded, “Good luck. Bad luck. Who knows?
A few weeks later, the farmer’s son came over to visit and help his father work on the farm. While trying to tame one of the horses, the farmer’s son fell and broke his leg.
The villagers came by to commiserate and said, “How awful. This is such bad luck.”
Just as he did the first time, the farmer responded, “Bad luck. Good luck. Who knows?”
A month later, the farmer’s son was still recovering. He wasn’t able to walk or do any manual labor to help his father around the farm.
A regiment of the army came marching through town conscripting every able-bodied young man to join them. When the regiment came to the farmer’s house and saw the young boy’s broken leg, they marched past and left him where he lay.
Of course, all the villagers came by and said, “Amazing! This is such good luck. You’re so fortunate.”
And you know the farmer’s response by now …
