MANIFESTATION: SKAB OVERFLOD PÅ ALLE PLANER

Bevidst manifestation

Siden jeg var i starten af 20’erne har jeg bevidst arbejdet med at visualisere og manifestere. I starten var det meste af informationen, der var til rådighed om emnet enten hardcore metafysik eller softcore new age.

I dag er det dog helt anderledes. Der findes så meget information om, hvordan du kan modellere dit liv til at blive et liv, du ønsker dig. ‘Bare’ ved at ændre din indstilling til livet. Ved at være taknemmelig og omprogrammere din hjerne. Meget af informationen om at manifestere din virkelighed er også med tiden blevet videnskabeligt bevist. Blandt andet ved at teste sportsudøvere, som har kunne opnå helt andre og bedre resultater ved at visualisere.

Jeg har lige færdiggjort et kursus hos Jeppe Aagaard, som handler om hjernen, og om hvordan det er muligt at omprogrammere den og dermed omprogrammere vores ‘virkelighed’. Mens jeg har taget det kursus er jeg blevet endnu mere opmærksom på, hvilke hjernespor mine tanker kører i. Hvordan nogle af de spor ikke altid er de mest hensigtsmæssige for at få det liv, jeg egentligt godt kunne tænke mig.

Manifestation af det liv du ønsker.

At manifestere det gode liv

Det liv jeg lever nu er jeg meget bevidst om, at jeg i høj grad selv har skabt. Jeg bor i et dejligt, billigt, lille hus med adgang til en smuk have, hvor min mand og jeg dyrker permakultur. Jeg elsker mit arbejde og er helt vild med, at jeg kan tjene mine penge ved at hjælpe andre. Det er en vidunderlig gave. Jeg er gift med den bedste mand i verden, som hver dag får mig til at grine så meget, at jeg ikke kan være i mig selv. Næsten hver dag siger han: I adore you! (Han er fra Scotland og taler derfor nogle gange skotsk). Min søn har det også godt. Han bor i en dejlig lejlighed med sin søde kæreste. Han tjener penge og sparer dem sammen.

Jeg tjener selv nok penge, til at kunne leve et dejligt bekvemt, sjovt og frit liv. Nogle gange sker det, at jeg åbner min netbank og får et ubehageligt sug i maven. Som reaktion på en uventet regning eller et større forbrug end jeg havde forventet. Suget i maven genkender jeg fra mange (MANGE) episoder tidligere i mit liv, hvor suget blev til angst og søvnløse nætter. Sådan er det ikke mere. Jeg registrerer suget og tænker nu: Nå, det bliver spændende, hvor de penge så kommer fra. For nu er min erfaring, at de altid kommer. Således stod jeg i dag op til, at en ret stor sum penge havde manifesteret sig i min netbank. Pengene var en overraskelse, men kom naturligvis med superperfekt timing.

For mange ideer kan føles som en manifestation for mange

Mens jeg dansede rundt af glæde og taksigelse til Gud og Gudinden, så gik det op for mig, at jeg egentligt har et ret ambivalent og barnligt forhold til flow. For jeg er jo sindssygt taknemmelig for at kærlighed og penge så forholdsvist nemt lander hos mig. Men i mit liv generelt har jeg et problem.

Jeg har et problem med, at jeg får for mange ideer. Min hjerne sprudler af kreativitet, og det er jeg selvfølgelig også meget taknemmelig for. Men ofte, faktisk næsten altid, så føler jeg mig også som lidt et offer for det. For hvornår i alverden skal jeg kunne nå at udføre alle de ideer? Hvordan skal jeg nå at skrive alt det? Holde alle de kurser, tegne alle de tegninger og alt det andet, som konstant kildrer til mig.

Jeg føler mig tit presset og stresset af mængden af ideer min hjerne spytter ud. Jeg føler mig ofte bagud, som om jeg er lidt forpustet og aldrig helt kan nå at få vejret. Jeg er også i den heldige situation, at mange dejlige mennesker rækker ud til mig. At mange spørger til samarbejde med deres egne gode ideer og med ønsket om at have mig i deres liv. Det er jo helt vildt fantastisk, og noget jeg virkelig også takker for. Men jeg føler mig også tit presset af det. Jeg kan næsten få trykken for brystet over alle de vidunderlige mennesker og ideer, der nærmest står og hopper for at blive en realitet hos mig.

Når man ødelægger sit eget flow

I min taksigelsesdans i dag så jeg pludselig, hvordan jeg i virkeligheden bremser for rigtig meget flow og manifestation ved at have den overbevisning. På en eller anden måde har min hjerne fået den ide, at på et tidspunkt er der en bund i ideerne og menneskene, som vil lege med mig. På et eller andet tidspunkt, så vil det stoppe og når det stopper, SÅ kan jeg holde fri. Ligesom jeg ofte lige kommer til at støvsuge, tage opvasken, hænge vasketøjet op. For så kan jeg endelig tillade mig at sætte mig og læse i en bog. Det er sådan en kedelig morside. Som først kan gøre sig fortjent til at have det skægt, hvis det trælse er overstået.

Men ideer og mennesker, er også manifestationer af kreativitet og kærlighed. Hvorfor siger jeg ja til noget af det (det jeg umiddelbart forstår, nemlig penge og kys). Men jeg siger nej til noget andet, som jo er kraften, der sender kreativitet, dejlige relationer og nye muligheder min vej.

Ved at føle mig presset og som lidt af et offer for min egen sprudlende hjerne, og det at andre mennesker ønsker at møde mig, så lukker jeg for noget af kraften og flowet i mit liv. Flow kommer til udtryk i kærlig energi og der er rigeligt af det.

Der er totalt for vildt overflod af kærlighed i kraften, og den er aldrig nærig eller tilbageholdende med det. Udtrykket kan som sagt komme i form af penge, kærlighed, nye jobmuligheder, nye ideer, nye kreative udtryk og nye relationer. Alt det som vi elsker og gerne vil have mere af i vores liv.

Manifestation af det liv du ønsker.

Naturens egen manifestation

I dag, da jeg blev opmærksom på den her blokering i mig, kom jeg med det samme i tanke om billedet min gamle lærer Stuart Wilde altid gav, når han talte om overfloden i manifestation og i kraften som flyder i alt her. Han fortalte om blommetræet som hvert år laver så vanvittigt mange blommer, at de umuligt kan blive spist. Træet blomster fuldstændigt overdådigt og det producerer så meget frugt, at meget af det bare må falde på jorden og rådne op. Har træet taget fejl? Overproducerer et blommetræ? Skulle det lige tage at stramme lidt op og styre sin lyst til blomster og frugter?

Overfloden i naturen er over det hele. Overfloden er i min have, som jeg næsten også kan blive helt stresset over til tider. Men det er kun, når jeg tror på, at alting ikke er som det skal være. Når jeg tror på spild, på mangel og på knaphed af ressourser. Men der er jo rigeligt. Altid. Af alting.

Jeg ville aldrig tænke, at kyssene og de søde ord fra min mand en dag, når bunden. At så er der ikke mere kærlighed tilbage i ham som han kan øse ud over mig. Jeg stoler på, at så længe jeg gengælder hans blik og varme ord, så vil han også blive ved med at flyde over med kærlighed til mig.

En ny manifestations-rejse begynder

Nu starter en ny rejse for mig. En rejse, hvor jeg også takker ærligt for, at jeg er så vildt heldig, at jeg får mange ideer. Gisp, hvor ville mit liv dog være vildt kedeligt, hvis jeg aldrig nogensinde fik en ny ide. Eller hvis der aldrig var et nyt menneske, der henvendte sig til mig. Eller hvis der aldrig dukkede et nyt job eller samarbejdsmulighed op. Jeg ville jo virkelig være utrolig ked af, hvis de ting ikke var i mit liv.

Jeg vil se på den pressede følelse, jeg får, når jeg tror på, at der findes en ende. Når jeg tror på, at jeg har ansvaret for hver eneste ide, jeg får. At det er mit job at føre dem alle ud i livet. Helt ærligt, så tror jeg meget hellere ideerne ville ønske at lande hos nogen, der jubler af glæde over landingen, end hos en, der tænker: Åh nej, endnu en god ide … Hvordan skal jeg dog nå det hele?

Det er respektløst og forkælet overfor kraften at have den indstilling. Jeg glæder mig helt vildt til at begynde at arbejde med at ændre holdning og som med alting, så er bevidstheden omkring emnet det første skridt. Det tog jeg i dag. Og tusind, tusind tak for at den erkendelse landede. Erkendelser er også kraften i flow. Nu skal der handles og ændres nogle ting i mig, så jeg kan nyde ideerne, menneskene og mulighederne endnu mere.

Hvis du læse mere om, hvordan du styrker dine manifestations-skills, så kan du både læse om hvad jeg selv gør i indlægget Kunsten at manifestere det liv du ønsker dig. Du kan også få en gratis manifestationsøvelse (der virker!), når du tilmelder dig mig nyhedsbrev. Du finder link lige herunder.

2 Comments

  1. Annett Pedersen
    18. december 2022 / 22:54

    Hvad skal svaret være?

    • Anja Dalby
      Forfatter
      2. januar 2023 / 11:21

      Hej Annett

      Jeg forstår ikke dit spørgsmål?

      Kh Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM