Når praktikken blomstrer
Der er en side i mig som jeg skal holde meget øje med. Det er en side som meget nemt kommer til at sabotere det som min intuition fortæller mig. Det er min praktiske side. Den side af mig, som jeg også i høj grad bruger i mit job som mor. Derfor kalder jeg den min mor-side.
Jeg er vokset op i en familie med mange børn. Jeg er den ældste i flokken og da vi voksede op havde vores forældre meget få penge. De havde ikke kun ét job hvert, men i perioder to eller tre jobs. Det var svært at få tingene til at hænge sammen økonomisk i mit barndomshjem. Derfor blev jeg ret hurtigt vant til at skulle passe ‘de små’ (altså mine mindre søstre), så mine forældre kunne skaffe pengene hjem til familien.
Da jeg blev mor som 24-årig, blev jeg det alene. Det krævede også en hel del praktisk sans at få det til at fungere som eneforælder i en husstand med en baby og senere lille barn. Der var mange af mine egne ønsker, jeg måtte gå på kompromis med, hvilket ikke er usædvanligt, når man bliver forælder. Der var bare ekstra meget siden forældrearbejdsbyrden ikke kunne fordeles på to sæt skuldre.
Lader du spontaniteten sejre?
Jeg arbejder hele tiden på balancen i mig selv. Mellem hvad er rimeligt og hvad er direkte egoistisk. Hvad kan jeg sige fra over for, så jeg kan vælge mig selv til? Og hvad kræver, at jeg tilsidesætter mig selv for andre?
Hvis det jeg virkelig ønsker at gøre betyder, at der er noget andet, der så kommer til at tage mere tid. Eller (det værste) kommer til at koste lidt flere penge, så kan jeg sagtens overrule mine egne ønsker for at spare 50 kr. eller en halv time i bil.
Jeg synes mænd er bedre til ikke at være så beregnende i økonomi og tid. De mænd jeg kender (og har kendt) har på ingen måde været ligeså slemme til at tilsidesætte dem selv. De er bedre til at gøre spontane ting. Til at vælge dem selv til. Til at sige pyt til en lille ekstra udgift i enten tid eller penge, hvis det betyder, at de så får tid til dem selv og det de har lyst til. Men jeg er åben for at det kan være anderledes med mange mænd. Jeg har bare ikke mødt dem endnu.
Den kedelige side i mig. Den som kan finde på at skubbe et ønske om en time alene hjemme, hvor jeg kan skrive eller tegne, for at få en kørselsligning til at gå op med en tur i Jem & Fix, den kalder jeg for mor-siden. Det behøver ikke være sådan, at det er en universel mor-side. Det kan sagtens ske, at det kun er mig, der har det sådan. På grund af den opvækst jeg har haft og de tidlige år som mor, som bekræftede det mønster i mig.
At lade min mor-side få fred
Det er noget, jeg arbejder med hele tiden. At vælge mig selv til og lade min mor-side få fred. Også selvom det betyder, at tingene bliver en smule mere bøvlede for andre. Som sagt kan det være svært at differentiere mellem om jeg er mega-egoistisk eller prøver at passe på mig selv. Så derfor siger jeg det ofte højt til min mand David. Jeg siger, at jeg egentligt har mest lyst til ikke at gøre det og det, men i virkeligheden trænger til en eftermiddag under dynen i soveværelset med en bog og lukkede døre.
Jeg siger det højt, så han ved at jeg er i tvivl om jeg er for meget og for krævende. Jeg lytter på hans respons. Hvis han reagerer ved at sige, at det synes han er i overkanten, så må jeg vurdere om jeg vil gøre det alligevel. Men faktisk, så er det ikke sket endnu. Det eneste, der er sket ved, at jeg åbent deler min splittelse mellem min virkelig kedelige og fornuftige mor-side og den side af mig, som kan mærke, at jeg trænger til ro og ingen ydre stimulanser, det er at han siger at det synes han lyder dejligt (altså roen). At det skal jeg tage at gøre.
Tag dig selv alvorligt
Vi har endnu ikke haft en konflikt, der handler om, at jeg har brug for at trække mig og lade op alene. Og f.eks. ikke køre en tur i byggemarkedet, når bilen nu alligevel skal ud luftes og aflevere eller hente et barn.
Konflikten eksisterer kun i mig selv. Så jeg øver mig hele tiden i at lytte på den og tage den alvorligt. Ingen af de to sider i mig skal overrules af den anden. De må begge to meget gerne være der. Jeg hylder bestemt også min praktiske side, som er i stand til at gøre hele huset rent på en formiddag. Hænge vasketøj op, klippe græsset og køre over med affald på genbrugsstationen. Men jeg skal huske også at give den anden side plads. Hånden på hjertet. Det ikke vores ‘selv-nusnings-side’, der bliver belønnet mest i vores normale, moderne liv.
Når jeg lytter på, hvad der egentligt er mit behov, så kan jeg også så meget bedre anerkende når min mand har det på samme måde. Når han beder om tid alene, så gør jeg virkelig hvad jeg kan for at give ham den plads og det rum, som gør at han kan få ladet op. Jeg kan meget bedre passe på ham, på vores forhold og også vores børn, når jeg tager mit eget behov for alenetid alvorligt.
