UNDGÅ KONFLIKTER I DIT LIV (DET ER MÅSKE NOGET ANDET END, DU TROR)

 

Har du styr på dine basale behov?

Når jeg arbejder med at være venlig over for mig selv, så hjælper det mig at tænke på mig selv som en baby. Jeg har fundet ud af, at det er en god måde, hvor jeg kan drage omsorg for mig selv plus, at jeg kan støtte og give mig selv kærlighed.

At jeg i virkeligheden er en baby, det opdagede jeg fordi jeg lod mærke til, at jeg tit bliver meget urimelig over for dem omkring mig (og bestemt også over for mig selv), når jeg er træt. Hvis jeg så ovenikøbet både er træt, overstimuleret og sulten, så er det ret kedeligt at være i min omegn.

Præcis som med babyer, når de skriger og er utilpasse, så tjekker vi om bleen skal skiftes, om de er sultne eller trætte. Vi holder øje med om de trænger til ro, om deres behov for nærvær og kropskontakt er opfyldt. Om de er for overstimuleret af indtryk.

Da jeg fandt ud af, at hvis jeg blot som minimum sørger for at mine basale behov er opfyldt, så er det meget nemmere for mig at holde øje med om jeg var okay. Måske har du det også sådan?

 

Tjekliste til at undgå baby-syndromet (vi kunne også kalde det urimelig)

  • God og nærende kost (Ikke for meget bras som du heller aldrig ville give til en baby).
  • Prioritere en ordentlig søvn (Det vil sige at holde en ordentlig sengetid og sove nok timer).
  • Få nok væske (Enten igennem frugt eller vand).
  • Et godt bad (Med ro og tilstedeværelse .. af dig, andre behøver ikke deltage).
  • Sørge for at du har taget dig af dine behov (For f.eks. at være alene og lade op igennem dit eget nærvær).
  • Frisk luft (Det er sådan lidt et ekstra plus. For hvis de ovenstående ikke er opfyldt, så er det klart at frisk luft ikke kan klare jobbet alene. Til gengæld kan det være cremen på kagen, når de andre behov er tilfredsstillede).

 

Fantastisk (og nem) metode til at undgå konflikter i dit liv

Lige så snart jeg er pylret og pjevset, så bliver jeg den voksne overfor mig selv og tager en time-out til at tjekke om noget af ovenstående mangler. Og det er faktisk altid tilfældet. Måske skal jeg lede lidt, for jeg kan godt ligge mæt og hydreret på sofaen og pive og heller ikke føle, at jeg er træt.

Men så kan jeg komme i tanke om at jeg faktisk har været sammen med mange mennesker over lang tid. Eller at jeg ikke har haft alenetid længe. Tid hvor jeg hverken skal arbejde, være mor eller kone. Tid hvor jeg helt selv må bestemme om jeg går i seng kl. 19 med en bog eller Youtube. Eller tillader mig selv at gå en tur alene, uden familien. Eller sætter mig til at tegne kun for min skyld og uden tidsfrist på.

At følge ovenstående er verdens bedste metode til at undgå, at jeg skaber kæmpestore konflikter i mit liv, ved at kaste skylden for min utilpashed udad, hvilket er det som oftest sker.

 

Hvordan skelner du mellem egoets og intuitionens behov?

Du kan faktisk bruge den samme tjekliste, så nemt er det. Jeg bruger også denne metode, når jeg vil undersøge om der rent faktisk er noget helt grundlæggende, jeg skal ændre på i mit liv. Men hvordan skelner jeg så mellem om det er egoet, der gerne vil lave ravage i tingene eller om det rent faktisk er min intuition, der kalder.

Det gør jeg ved først at høre egoet. Og det er altså egoets behov, de basale behov som dem jeg nævner i tjeklisten ovenfor, jeg tjekker først. Og når jeg har tjekket dem i et stykke tid og min utilpashed stadig ikke har ændret sig, og jeg synes jeg har kunne sætte flueben ved alt på tjeklisten, så er jeg klar over at det er min intuition, der har noget at sige.

 

Anja Dalby Baby

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM