FOR 1000 KRONERS INDOKTRINERING, TAK!

Dengang jeg i en kort periode havde et tv (it wasn’t pretty)

Jeg er så heldig, at jeg kun i en kort periode har haft et tv. Det har altid været et bevidst valg fra min side, at jeg ikke ville have det inden for mine døre. Sådan som jeg så på tv, så ville det være ligesom at invitere en afhængighed ind i mit liv. For jeg er ligesom alle andre, jeg bliver præcis ligeså opslugt og manipuleret af fjernsynsprogrammer. Så jeg vidste tidligt, at hvis jeg skulle bruge mit liv på andre ting, så krævede det at et tv slet ikke fik lov at flytte ind.

Min far forærede mig et tv da min søn var lille og jeg var alene med ham. Jeg tænkte dengang, at nu ville jeg give det en chance, måske var det ikke så slemt at bo med et tv som jeg forestillede mig? Ret hurtigt fandt jeg ud af, hvor fremragende en babysitter et tv var. Alt det jeg kunne få lavet, når jeg fik plantet min søn foran børneprogrammerne! Så sad han jo bare der, og det var meget belejligt, siden jeg nu alligevel var alene med ham og der var så meget praktisk, jeg selv havde ansvaret for.

Ret hurtigt opdagede jeg dog at mine grænser for, hvornår tv’et måtte være tændt, rykkede sig. Og pludselig sad min søn og så Nyhederne, tv’et kørte bare, det var jo så nemt. Mine aftener når min søn var lagt i seng, blev brugt på at sidde og zappe frem og tilbage mellem de få kanaler jeg havde, og jeg endte ofte med at sidde og se på skøre ting, bare for at have noget at se på. Noget at blive bedøvet af. En aften, hvor jeg sad meget sent oppe og så “tips om tips”, gik det op for mig, at fjernsynet måtte ud igen. Jeg var blevet præcis ligeså afhængig af det som jeg havde forestillet mig, jeg ville blive.

Farvel for altid

Siden dengang har jeg ikke boet med et tv, og når jeg en sjælden gang imellem bliver udsat for det, så bliver jeg helt overrasket over, hvad det er, der nu er “normalt” at se på. Tv er fordummende. Det er det altså. Det taler til den laveste fællesnævner i os alle. Det taler til frygt og bekymring. Det taler til mindreværdet i os og får os til at føle, at vi skal være anderledes end vi er. Vi skal ville have flere ting, købe mere, være utilfredse med vores liv og så skal det dulme. Tv er rødvin, det er sukker, det er bedøvelse.

Tv er designet til at sørge for, at vi bliver siddende, hvor vi er. Tv indoktrinerer og manipulerer os. Der er ingen, der har fået tanker om at leve et friere liv af at sidde og se tv. Tv er en forretning. Hvad er det tv gerne vil have? At vi ser mere tv. Præcis som med alle andre firmaer, så vil det her firma gerne have, at du køber ind i mere af det som det her firma kan give dig. Nar ikke dig selv til at tro, at tv (eller Netflix og HBO) er din ven. Det er giga big business. Ikke andet. Du er blot en forbruger og bliver ikke set som andet.

Hvordan ville dit liv se ud uden tv?

Prøv at forestille dig hvordan vores verden ville se ud hvis Jordens befolkning ikke sad plantet foran en kasse hver eneste aften.

Det kan godt ske, at du nu tænker, at du er selektiv, når du ser på noget. At du kun ser de serier, du kan lide på Netflix og HBO, men konceptet er det samme. De er de samme følelser de serier og film vækker i dig som fjernsynsprogrammerne gør. Måske er der ikke direkte reklamer, til gengæld er de placeret på en mere uigennemskuelig måde i selve serien eller filmen, så det gør det endnu mere svært at se, at du er i gang med at blive manipuleret dybt ind i dit underbevidste til at tage bestemte valg. Være på en bestemt måde. Købe bestemte ting. Der er ingen forskel.

Det er uklogt at narre sig selv til at tro, at bare fordi du ikke ser TV2, så er der ikke nogen der er i gang med at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv. Og den måde de gerne vil have at du lever dit liv på, er at du liiige skal se et afsnit til. Og oh så kommer der en ny serie! Bare lige et afsnit mere … og så gik det liv med det.

Hvor vil 1000 kroners frihed om måneden tage dig hen? 

Hvor meget koster din tv-pakke pr måned? Det er ikke unormalt at betale mellem 600-1000 kr. pr måned for sådan en. Så er der abonnementerne på Netflix, HBO og de andre film – og serieudbydere. Derudover kommer licensen (som vi snart ikke længere selv kan vælge om vi vil betale (indsæt forarget smiley)). Det vil sige, at det slet ikke er unormalt at betale omkring 1000 kr. pr måned (ofte meget mere) for at få lov til at sidde og få fortalt, hvordan du skal tænke, føle, købe, være i dit liv.

Det er jo rimeligt langt ude. Når du virkelig tænker over det, så er det faktisk en ret vanvittig tanke. Hvem har lyst til ligefrem at betale for at blive indoktrineret? Og så så mange penge? 1000 kr. pr måned, giver 12.000 kr. om året. På 10 år er det 120.000 kr. og mange mennesker har mon sådan en betalingsløsning i mange flere år end 10 … Hvad kunne de penge ikke gøre, hvis de ikke blev brugt på at en skærm? Hvad kunne tiden ikke bruges til?

Prøv at forestille dig en verden hvor ingen af os havde den mulighed. Hvor ingen mennesker sad foran en skærm om aftenen. Hvordan tror du den verden så ud? Hvad tror du folk ville lave? Hvad ville de tænke? Ville vi mon forbruge på den måde, vi gør det? Hvordan ville vores relationer være? Hvilken stand ville planeten være i?

At koble af vs. at koble ind

Det undrer mig, når jeg hører om par, som sidder hver aften foran et fjernsyn som kører med det ene eller andet. Derudover sidder folk med deres egen iPad eller telefon samtidig og har altså gang i flere skærme på en gang. Hvordan rejser man sig fra sofaen og går i seng med sin partner, hvordan er det muligt at være intime når man ikke har været forbundet i timerne forinden? Hvordan er det muligt at være tilstede i sit liv, med børn og alt det andet der sker, når man samtidig skal navigere i det kæmpe sansebombardement der kommer fra alle de skærme?

Mange bruger skærmene til at “koble af”. Men vi narrer os selv, hvis vi tror at vores hjerner virkelig er afslappede når vi ser på en skærm med levende billeder og bragende lyd. Prøv at slukke og sid og stir ud i luften i 3 timer. Så kan jeg garantere dig for, at du føler dig koblet af bagefter. Når du ser tv og skærm, så kobler du dig faktisk ind. Ind i det store net af manipulation, som ikke vil have at du vågner og indser at det her, det er dit, liv. Dit ansvar, din glæde, din sorg, det er dit med alt hvad det indeholder og DU bestemmer selv, hvad det skal bestå af.

Når du ikke ser tv, så får du tid til at rulle ned af bakkerne og blive så svimmel, at du kun kan ligge og grine højt ud i luften i lang tid bagefter …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM