AT BEDE BØNNER

Tænd for kontakten

Efter jeg havde den her oplevelse af at møde Gud, så skete der det, at jeg helt af mig selv begyndte at bede bønner. Det har jeg aldrig før gjort, så struktureret som jeg gør nu. Helt spontant opstod der et ønske i mig, om at blive ved med at have kontakt med den kraft, jeg havde følt tilstedeværelsen af. Det var ikke noget, jeg bestemte mig for at gøre, det skete bare.

Nærmest samtidig med, at jeg havde denne oplevelse af at mærke Gud og gudernes tilstedeværelse så kraftigt, fandt vi ud af i vores familie at et meget ungt familiemedlem var alvorligt syg. Det er han stadigvæk, og det ser desværre ikke ud til, at han kommer igennem sin sygdom med livet i behold. Med den lille drengs sygdom kom også et kraftigt ønske om at kunne gøre noget for at hjælpe. Men magtesløsheden over for sygdommen, som både lægerne og forældrene til drengen følte, gjorde også at vi godt vidste at ingen af vores ‘gode råd’ ville gøre en reel forskel. Hvad var der at gøre udover at bede?

Invitation til bøn

Vi begyndte i fællesskab at bede bordbøn om aftenen. Vi sidder i stilhed, min mand og jeg og beder vores egen bøn i os selv. Vi siger tak for maden, for vores liv og alt det som er vidunderligt her. Og så beder vi for drengen som er syg. Vi er begyndt at holde i hænder hen over bordet, men det er mest, når vi er alene for ikke at freake børnene helt ud, når de er på besøg her. Men selv når der sidder 3 teenagere rundt om os og vender øjne og fniser, så beder vi. Vi fortæller dem, at de også er velkomne til lige at lukke øjnene og sige tak for det, de er taknemmelige for. Eller blot sende en god tanke til nogen. Uanset hvad de vælger at gøre, så tager vi os et par minutter i stilhed. Når børnene ikke er her, så kan vi sagtens sidde længere i bøn inden vi spiser.

Det at vi begyndte at bede bordbøn om aftenen gør, at vi nu også lige siger tak til de andre måltider. Ikke så meget som om aftenen, når der er børn her, men når vi er alene. Så sidder vi faktisk i en lille bøn omkring hvert måltid. Også bare om en banan og en kop te om morgenen.

Praksissen med at bede bønner har nu også udvidet sig til, at vi beder bønner om morgenen og om aftenen. Jeg gør personligt det, at jeg sætter mig på knæ foran sengen, sofaen eller et træ eller på græsset, og så folder jeg hænderne foran mig. Jeg takker og takker for alt det fantastiske, jeg har i mit liv. Og jeg sender bønner afsted for dem som jeg ved har det svært.

Bøn sætter mig fri

En af mine veninder har en kollega som er kristen og som også beder bønner. Hun har fortalt, at hun starter hver bøn med at sige: ‘Hej Far’. Det synes jeg er så fint. At bede bønner behøver ikke være noget vildt stort og opstyltet. Jeg tænker ikke Gud eller det guddommelige som noget, der er hverken far eller mor, men jeg kan godt lide tanken om at personliggøre det guddommelige på den måde. Det tager brodden af det, som måske kan blive lidt nervøst i mig. Om jeg nu bliver sådan en stramtandet, kedelig, indremissionsk type, der går og beder bønner hele tiden. Men i virkeligheden er det nok det modsatte, der er sket. Jeg føler mig mere fri til at være mig og meget mere rolig, siden jeg er begyndt at bede.

Plads i hjertet

Når jeg beder bønner, så føler jeg mig i forbindelse med den kraft, der har skabt alting her. Jeg kan mærke egoet i mig falde til ro, for der er en anden der har min ryg og egoet behøver ikke tro, at det skal styre hele verden. Jeg føler mig tryg fordi Gud eller kraften kun er en bøn væk. Jeg kan mærke, at den daglige praksis også er god for mig på den måde, at jeg hele tiden kan mærke forbindelse til min åndelige side. Jeg tapper altså ligesom ind i den side af mig, når jeg flere gange om dagen beder en bøn.

Rent fysisk kan jeg mærke, at mit hjertechakra udvider sig. Det bliver større når jeg beder bønner. Jeg bliver mere rummelig, får mere tålmodighed og mere mod i det hele taget. Hej Gud, Hej Far, Hej Mor, alt er tilladt. Det guddommelige er ligeglad med tiltaleformen. Bare vælg det som gør, at du nemmest kan overgive dig til det magiske i bønnen.