FEJRER DU VINTERSOLHVERV?

Vintersolhverv med min trommegruppe

De sidste mange år har jeg fejret vintersolhverv med min trommegruppe. Trommegruppen er en shamanistisk gruppe, hvor vi mødes en gang om måneden. Vi trommer og laver rejser til over-, under- og mellemverdenen – verdener man arbejder man med inden for shamanisme. Læs mere om dem her i et indlæg, jeg har skrevet kun om dem.

Vi har også haft en tradition for at mødes til vintersolhverv 21. december. Vi fejrede dagen med snacks, mjød, hygge og et ritual som er meget kendetegnende for nordisk shamanisme.

Når sløret mellem verdenerne er tyndere

Vintersolhverv er årets korteste dag. Inden for shamanisme taler man om, at sløret mellem verdenerne er tyndere ved solhverv. Det vil sige, at det er lettere at blive hørt og at få kontakt med de andre verdener. Det hedder sig, at det er en fortryllet tid. Mørket indbyder til at se indad og mærke, hvad det er vi ønsker for os selv, andre og også for hele Jorden. Det er derfor et oplagt tidspunkt her til vintersolhverv at se frem og blive bevidst om, hvad det er, vi brænder efter i vores liv.

Anja Dalby Vintersolhverv

Mit ritual (og lige om lidt, hvordan du skaber dit eget)

Ritualet vi laver til vintersolhverv består i at lave et bål (udenfor), og så synger vi og holder bålet helligt ved at rette vores fokus på det. På forhånd har vi på et stykke papir skrevet de ting, vi gerne vil give slip på. Det papir brænder vi i ilden, mens vi hver især siger højt, hvad det er vi gerne vil slippe. Hvis det er for privat er det okay kun at sige det i sig selv. Men det er altid meget kraftfuldt at sige tingene højt.

Når vi så har stået, en efter en, og har set vores papir og de ting vi gerne vil slippe, brænde op i ilden, så er det tid til at vende sig mod det nye, vi ønsker os. Det gør vi ved at vi hopper over ilden! Af samme grund er det smart at lave et lavt bål, og at bålet på det tidspunkt, hvor man hopper over det, har brændt så længe, at det ikke længere har kæmpe flammer.

Ved hvert hop over bålet, så råber man højt sit ønske. Med så meget kraft i stemmen og hop som man har lyst til at give sit ønske med sig. Jo mere power, der er bag begge dele, jo nemmere er det for de andre verdener at høre ønsket. 

Mit ønsker for min søster gik i opfyldelse

Sidste år hoppede jeg kun på én ting, men du er meget velkommen til at hoppe på så mange ting du har lyst til. Jeg hoppede på, at min søster, som i mange mange år har prøvet at blive gravid, ville få sit ønske opfyldt i 2018. Jeg hoppede og hoppede og hoppede. Jeg fik de andre til at hoppe med mig på mit ønske. Jeg ønskede det bare helt rent. At min søster ville få en baby.

Omkring maj måned i år blev min søster gravid. Jeg siger ikke, at det kun er min  fortjeneste :D Min søster og hendes kæreste har også to meget vigtige roller at spille i det mirakel. Men uden at gå for meget i detaljer her, så har det virkelig været svært i mange år for min søster at blive gravid. Og lige pludselig lykkedes det. Jeg er helt sikker på, at der er en forbindelse mellem hendes pludselige graviditet og hjælperne, som hørte min hoppen og råben.

Anja Dalby Vintersolhverv

Skab dit eget vintersolhvervs-ritual

I år kunne det ikke lade sig gøre for os at mødes i trommegruppen til vintersolhverv, så derfor vil jeg lave mit eget ritual hjemme med David. Vi er jo heldige at have en have, hvor vi kan lave bål, men hvis det regner eller du bor et sted, hvor du ikke har adgang til bål 21. december, så er det også muligt at lave det her ritual ved et stearinlys.

Du tager et ildfast fad af en eller anden art, hvor du lægger det stykke papir i som du har sat ild i med et stearinlys. Dernæst kan du lave en lille kreds af fyrfadslys på en ildfast overflade og sætte dem på gulvet. Hvis du kan springe over dem er det fint, men vær selvfølgelig altid megaforsigtig, når du har med ild at gøre indenfor. Hvis du ikke har plads eller mulighed for at springe over lysene,  så kan du også sætte dig foran dem og sige dine ønsker højt.

Dit ritual skaber kraft, der giver ønsker liv

Min søsters baby ankommer her i starten af det nye år. Vi glæder os alle sammen rigtig meget til at møde hende. Nu skal jeg så finde ud af, hvad jeg vil hoppe over bålet på. Lige pludselig har det at ønske fået en hel anden alvor. Det kan jo risikere at blive hørt og gå i opfyldelse …

I dette indlæg kan du læse hvordan du laver et Sommersolhvervsritual.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM