Nogle gange misunder jeg kristne deres kirke. Deres sted hvor de kan mødes med andre som deler deres tro. Jeg misunder dem præsten, tiden til fordybelse. Ritualet i at gå i kirke om søndagen, til et sted hvor der er ro og rum til bønner, sang og sjælelig inspiration.
Kirken og kristendommen som vi kender den i Danmark, er ikke for mig. Mit tempel er naturen. Mine salmer er fuglenes sang. De ord fra præsten som er ment til at opløfte og inspirere, dem finder jeg ved at gå hen af vejen, ud på marken, hen til træet eller bækken. Jeg går ud hele tiden. Jeg går ud når jeg er let og når jeg er tung. Når jeg vil dele sorg, glæde, lys eller mørke. Når jeg savner og når jeg elsker. Når jeg synger og når jeg græder.
Savnet efter formen
Selvom jeg har naturen, så kan jeg godt savne rummet hvori man kan mødes med andre som deler ens tro og overbevisning. Jeg savner ritualet og det konstante ved at gøre den samme ting, på et bestemt tidspunkt, på en bestemt dag. Jeg savner kraften det giver til handlingen, at vide at det jeg er ved at gøre nu, det ligger der et ritual bag. Et ritual der åbner mig for nærvær og fordybelse.
Ritualet skal ikke eksistere alene for ritualets skyld. Ritualet skal eksistere for at minde os om ærbødighed, respekt, disciplin. For at skabe en tilstand, hvor vi nemmere kan synke ned i et andet lag af os selv. Hvor vi kan opleve ro og kærlighed og er mere åbne og bedre i stand til at dele ud af det bagefter.
Ritualet for ritualets skyld
Ritualet for ritualets skyld giver ingen mening. Men ritualet for at minde os om det som vi er en del af, den store kærlighed, kan give os lige præcis det mange af os savner i vores liv. På samme måde som kroppen genkender stillingen og åndedrættet vi bruger til meditation. Hvor kroppen belønner os ved nemmere at kunne synke ned i et nu med ro og intethed. På samme måde kan ritualet skabe en nemmere indgang til en følelse af en sammenhæng med noget større i vores liv.
