Sjæl og Ego

To ønsker …

Folk der er på vej, altså enten er et godt stykke henne af den spirituelle sti eller lige er trådt ud på den, har generelt to ønsker for deres videre udvikling. Det handler om sjæl og ego.

Det første ønske, er at de vil gerne give slip på deres mønstre som stammer fra egoet. Det kan være jalousi, misundelse, forfængelighed, frygt, mindreværd, kontrol, vrede, stolthed, manipulation etc. Mønstre som gør at de handler uhensigtsmæssigt i forhold til dem selv og deres omgivelser. Mønstre som gør at de ikke giver sig selv 100% i tillid og kærlighed til livet.

Ønske nummer to, er at de gerne vil tættere på Kilden, Gud, Kraften. Hvad end man måtte vælge at kalde den store uendelige, kærlige kraft vi er kommet af og som omgiver os. De vil gerne føle Kilden, de vil gerne leve i en evig kommunikation med universet. Føle sig samhørige med Kraften og ikke separeret fra den.

Egoets illusion: Separationen

På en måde er begge ønsker, samme side af samme sag. Egoet skaber følelsen af separation fra Kilden (altså Gud). Egoet binder os til denne verden, jo mere magt vi giver vores emotioner og mønstre, jo længere væk føler vi at vi kommer fra Gud. Det er naturligvis en illusion, eftersom vi er en del af Gudskraften allesammen. Men illusionen er så stærk, at vi kan føle os så alene. Så individuelle, så separerede, at vi ikke længere kan finde nogen mening med livet og med at være her.

Katten Jonna sover sødt på Anja Dalbys sofa i huset i skoven.

Jo mere desperat man bliver efter at føle bare en lille snas af Gudskraften, jo mere kraft giver man til egoet og dets, ofte absurde idéer om hvem vi burde være, kontra dem vi er. Jo mere triste vi føler os over ikke at kunne føle og mærke Gud, jo nemmere er det at give efter for egoets sære mønstre som jeg nævnte først i dette indlæg. Det er en ond cirkel, men den kan brydes.

Elsk egoet

Den kan brydes ved at tage fat om netop de to ønsker. Se på egoet og handle ærligt ud fra hvilke mønstre det har taget til sig. Elske sine skygger, dæmoner, emotioner. Men især også sætte foden ned overfor dem. Se på det lille barn indeni, som ofte er blevet såret og ikke har følt sig elsket. Holde af det med hud og hår i alt dets umulighed. Men også bede det kærligt om at stoppe, når det flipper ud i jalousi, misundelse, vrede, sladder, kontrol og alle mulige andre frygtrelaterede handlinger.

Og den anden ting vi kan arbejde med samtidig med, at vi ser egoet ærligt efter i sømmene, er at skabe en ærbødighed overfor livet. En ærbødighed overfor naturen, vores familie, os selv, vores venner, alt det som virkelig betyder noget. Alt det sande og gode. Alt det støttende og kærlige.

Ærbødigheden giver frihed

Når vi begynder at skabe en ægte ærbødighed overfor selve livet og selve det mirakel at vi er tilstede her, så begynder vi at kunne føle og mærke Gudskraften. Ikke længere som noget udenfor os selv, men indeni os. Vi bliver stille og roligt overbeviste, om at der ikke er noget mål at nå. At vi allerede er i mål. At målet er at være her, tilstede i kærlighed, tolerance og ærbødighed overfor alt hvad vi måtte gå igennem og alt hvad vi indeholder. I det øjeblik er vi virkelig fri, fri fra ego og fri fra de begrænsninger og restriktioner samfundet og andre har lagt på os. Sjæl og ego kan leve sammen i skøn harmoni.

Visualisering: Træ-øvelsen

Hvordan du laver træ-øvelsen:

Gå en tur og find et træ.

Stil dig under træet og se op i dets krone.

Se bladene. Stammen. Måske er der blomster, eller frøkapsler. Måske summer det af liv, insekter og fugle.

Forestil dig hvordan dette træ er vokset op fra kun et lille frø. Hvordan det nu er blevet stort og huser så meget aktivitet som du nu er vidne til.

Mærk træets ro. Bed om tilladelse fra træet til at lade dig smelte baglæns ind i træstammen og bliv et med træet. Mærk kraften, storheden, livets puls inde i midten af træet. Bliv der til du føler det er nok.

Tak træet for at du måtte mærke det, når du træder ud af det igen. Du har nu lavet træ-øvelsen.

Lav en træ-øvelse, f.eks. under et knækket træ med sovepose foldet sammen nedenunder.

Gør dig det bevidst, at når du går fra træet, alle insekterne, fuglene, bladene der bevæger sig i vinden, frøkapslerne som rummer kimen til uendelig mange flere træer, så fortsætter det hele uden dig. Selvom du ikke iagttager det, så er alt det liv der stadigvæk. Det er der også i morgen, næste år, om hundrede år.

Måske eksisterer træet ikke om 100 år, men alt det liv som det rummer, gør helt sikkert stadigvæk og energien som træet har efterladt er her til evig tid.

Du er her ikke om hundrede år. Du har dette øjeblik til at prøve at rumme hvor uendelig små vi er. Hvor storslået det er at vi er blevet givet denne gave, at være vidne til et træ og livet i og omkring det.

Mærk ydmygheden over livet.

Mærk kærligheden til det.

PDF med træ-øvelsen af Anja dalby
Du kan frit downloade træ-øvelsen HER og printe den ud i A4-format.

@anja_dalby på INSTAGRAM

Tre begravelser og et bryllup

 

Mit liv har ikke noget med mig at gøre

En virkelig vigtigt øvelse for mig, er hele tiden at minde mig selv om at mit liv ikke har noget med mig at gøre. Ting sker. Og det gør de hele tiden. Der kan opstå besynderlige og nervepirrende ting i mit liv, og de sker bare. Ligesom de ting jeg kalder for lykkelige og glædesfyldte også sker. Det hele sker hele tiden, helt af sig selv.

I foråret døde tre mennesker jeg kendte. Det var okay, hvis det er muligt at sige det sådan (altså det var “til tiden”, hvis det begreb overhovedet eksisterer …). Her i august blev jeg gift. Det var en dejlig dag, og tiden herefter har været så fin, sød og honeymoon-agtig på en måde som jeg slet ikke havde forventet, den ville være.

 

Anja Dalby

 

Tag ikke dit liv personligt

Selvfølgelig har jeg et vist for form ansvar, for min egen glæde. Men ikke i den forstand, at det er min egen skyld, at der sker gode ting i mit liv. Det er min skyld, hvis jeg ser på tingene der sker som gode, uanset om de er det eller ej. For det, der sker er altid neutralt. Uanset om det er bryllupper eller begravelser. Jeg behøver ikke tage mit liv personligt. Jeg kan ikke tage æren for de gode ting, ligesom jeg ikke behøver skamme mig eller føle skyld over de dårlige.

 

Anja Dalby

 

Det er egoet, der mener noget om dit liv. Ikke dig!

Livet er en konstant bevægelse for os alle sammen. Det er sammentrækning og udfoldelse. Det er holden fast og given slip. Det er en indånding og en udånding. Livet bliver levet igennem mig. Hvis jeg vælger at have en mening om mit liv, så vil den mening altid komme fra egoet. Men når jeg læner mig tilbage i den bløde stol, på første parket med en cola og popcorn og nyder forestillingen, så nyder jeg også dramaet, gyset, thrilleren, med et stort smil, for jeg ved at det hele kun er et show.

Jeg er deltager i begravelser og jeg deltager med tårer og sorg. Jeg er tilstede i mig selv, mens jeg mærker sorgen og føler tårerne trille. Jeg observerer, at det er det, der blev levet igennem mig nu. Sorgen og tårerne er ikke mig og har på den måde intet med mig at gøre.

Det er en meget frigørende følelse at deltage med alt, hvad jeg har af følelser og nærvær, i alt hvad der følger med en begravelse og så stadigvæk kunne mærke, at intet af det har noget som helst med mig at gøre. Hverken min sorg eller mine tårer. Den der græder, og den der sørger er ikke mig. Det er personen Anja, der giver slip og føler sorg ved tanken om den måde fortiden griber ind i nutiden på og derfor handler sorgen mest om savn og længsel efter noget der var og alligevel aldrig kan komme tilbage. Sorgen bølger ind over mig, på samme måde som glæden gør det.

 

Anja Dalby

 

Et styk liv med det hele, tak

Den dag jeg blev gift, da græd jeg også rigtig meget. Jeg hulkede ind i min mors hals før ceremonien, fordi jeg var så spændt, at jeg ikke havde andet valg end at ventilere i form af tårer.

Efter ceremonien fik jeg grædt ind i en del tilfældige nakker og skuldre, alt efter hvem der lige kom forbi mig og ville kramme tillykke. Lettelsen og glæden over brylluppet væltede ind over mig i en grad der gjorde det umuligt at foretrække en nydelig makeup, for i løbet af kort tid var min mascara grædt ud og fordelt på flere gæsters halspartier.

Jeg bliver ved med at sige til min mand at jeg er så heldig at jeg mødte ham. Men jeg ved godt det ikke er held, ligesom det ikke er uheldigt at mit forår var præget af tre begravelser. Det er sådan livet er. Det er sammentrækning og udfoldelse, holden fast og given slip, indånding og udånding.

Der er ikke andet at gøre end at spænde selen, holde godt fast og forberede sig på det vildeste man nogensinde kunne forestille sig, nemlig et styks liv på planeten Jorden.

Min alternative polterabend (dit eget private ritual i naturen)

Jeg skal giftes

Lørdag den 11. august 2018 skal jeg giftes. I forbindelse med vielsen har jeg naturligvis tænkt meget på, hvilke ritualer jeg kunne tænke mig, der skal indgå. Min kæreste David og jeg er i gang med at finde de ritualer, som skal gælde for os begge. Vi skal giftes på rådhuset, men før og efter ceremonien, vil vi lave nogle ting sammen, som skal udgøre et ritual, der kan manifestere vores forbindelse og ikke mindst kærlighed til hinanden.

 

Ritualer polterabend

 

Jeg holder min polterabend i skoven

I forbindelse med at jeg skal giftes har jeg bestemt mig for at lave en udesidning for mig selv. Jeg vil lave udesidningen som en del af et overgangsritual, sådan som udesidninger også er blevet brugt i mange tusinder af år både her i Norden, men også i resten af verdenen.

Det bliver min egen private polterabend at sidde ude i skoven en nat. Det bliver en rolig og højtidelig måde for mig at markere, at jeg nu går ind over denne tærskel i mit liv og bliver en del af et ægteskab.

Jeg vil lave udesidningen i forbindelse med vores vielse, fordi det er vigtigt for mig at markere på et åndeligt plan også, at nu skal jeg giftes med David. Udover de ritualer vi laver sammen, kan jeg mærke en stærk trang til at gå ud og lave en udesidning som et ritual for mig selv.

 

Min udesidning markerer mit ægteskabsløfte til David

Udesidningen laver jeg for at markere, at jeg nu for alvor er bundet til David. Vi indgår nu i et officielt ægteskab, en kontrakt med hinanden. Selvom vi begge ved, at vi alligevel er forbundet, så betyder ritualet noget. Vielsen har en kraft, og den kraft styrker vi sammen og hver især med ritualer, vi finder meningsfulde for os.

 

Det beder jeg om under min udesidning:

  • Bede om kraft til, at jeg kan blive ved med at se ærligt på mig selv (jeg kigger direkte på dig Ego) i mit ægteskab med David.
  • Bede om kraft til at blive ved med at stå ved den jeg er.
  • Bede om, at jeg kan blive ved med at udvikle mig som person i fællesskab med David.
  • Bede om kraft til, at jeg kan blive ved med at holde mit hjerte åbent og stort i vores liv sammen.
  • Bede om at få åndernes velsignelse på denne nye vej, jeg nu går ind på.

 

Ritualer Udesidning Poleterabend

 

Du kan også lave en udesidning som ritual i dit liv

Alle kan lave en udesidning som en del af en overgang i deres liv. Det er en virkelig kraftfuld måde at markere nye begyndelser og afslutninger på. Det er sådan en fantastisk smuk oplevelse at sidde i naturen om natten, så selve oplevelsen er sådan set stor nok. Men det er også muligt at bede om kraft og styrke, råd og vejledning i forbindelse med din udesidning.

Hvis du har lyst til at lære, hvordan du selv laver en udesidning, så er du meget velkommen til at deltage i den workshop jeg holder den 18. august 2018. Lige nu er der 3 pladser tilbage, og du kan læse meget mere om den her. 

Gud der betragter Gud

En aften i sidste uge, hvor jeg sad udenfor i haven, her i skoven hvor jeg nu er flyttet ud, der mærkede jeg pludselig det her store sug af forbindelse imellem alting.

Jeg så insekterne, alle de millioner af insekter, som én stor organisme. Èn stor organisme som har udtrykket: Mange små og vidt forskellige insekter. Jeg så den store ‘insektorganisme’ delt op i en hel masse små underarter. I en helt masse forskellige udtryk, liv, former, farver, lyde, reaktioner, levemåder og med hver deres individuelle udtryk, som et billede på den store Kraft.

På samme måde så jeg alle pattedyrene, alle fuglene, alle krybdyrene, alle fiskene.

Som om de hver især hørte til og var del af den samme store organisme, delt ud i alle de her ‘underarter’: Ko, gris, laks, salamander, ræv, ravn, solsort, gedde o.s.v. ud i det uendelige jo nærmest…

Det samme så jeg om træer, buske, planter, bjerge, jord, klitter, hav, strand, vulkaner, sten, grus, græs, blomster, floder, søer o.s.v. o.s.v.

Jeg så hvordan at fordi naturen og alt i den, er helt uden ego, så gør det aldrig ondt på naturen. Den er uden mening om død, om smerte. Den er.

Måske har du selv oplevet, at slå din tå så hårdt, at du ikke kan andet end at være helt tilstede i den smerte du oplever og pludselig opdager du, at det ikke længere er smerte.

For du har mistet alle dine programmeringer om smerte, når du virkelig er tilstede i den og bare føler den. Pludselig er smerten en kilden, en summen, en dunken.

Idéen om smerte forsvinder fra sindet, fordi det der skete, opleves helt rent.

At slå sin tå rigtig hårdt kan virkelig bringe en tilbage til nuet og hel ren væren og observation af det der er!

Det var på samme måde jeg så alt det vi mennesker forstår som ‘lidelse’ i naturen. Lidelse eksisterer ikke i naturen. Fordi alt i naturen er i nuet hele tiden og derfor opleves det vi mennesker kalder for smerte eller lidelse altså på en helt anderledes måde.

Der eksisterer naturligvis modstand på smerte og død i naturen, fordi Kraften vil leves. Men ikke på den måde som egoet forstår den modstand på. For modstanden er uden mening i naturen. Det er ikke helt tilfældet i egoet…

Overlevelsesinstinkterne handler ikke om et personligt ønske om ikke at dø, men fordi Kraften er vild med at blive levet i alt liv, så derfor udtrykker den sig som det vi forstår som modstand. Men det er kun bevægelse, løb, “kamp” i en eller anden form, for at leve.

Den store organisme, som indeholder alle de andre små og mindre suborganismer, er planeten, som er inde i en større organisme som vi kalder for universet. Alt er et billede på Kraft, på det vi kalder for Gud eller for det Guddommelige.

Alt er altså Gud der betragter Gud.

En Kraft der betragter Kraften blive udfoldet i et paradis af de vildeste dimensioner. Temmelig mindblowing hvis du giver det lov til at synke ind!

Universet er altså i gang med at erfare sig selv på tusind millioner måder. Igennem alt det vidunderlige liv her.

Egoet er blevet skabt et eller andet sted i det her vidunderlige virvar af liv. Det har givet anledning til en del spekulationer om hvorfor, lige siden og sikkert også før, både Buddha og Jesus gav deres mening til kende om tingenes tilstand her.

Hvad egoet har at gøre i det her fabelagtige paradis er der mange forskellige holdninger til. Måske synes Kraften eller Universet, at det er en interessant oplevelse at transcendere egoet og det er det som det altid vil søge at gøre.

Vi bliver født uden ego og opbygger det stille og roligt. Når vi lærer at elske og acceptere egoet 100% så slipper smerten i os og vi bliver lige så frie og glade som dyrene er det, bare med den bevidsthed vi som mennesker er i besiddelse af. En bevidsthed egoet i høj grad også har været med til at bygge op gennem alt det smerte det har påført os og sig selv.

Vi lærer nemlig sindssygt meget af smerte, af at lide! Lidelse åbner os faktisk, gør os til større mennesker, når vi husker ikke at gøre os selv til offer gennem egoet…

Måske er det det, det Guddommelige, Kraften vil her, at åbne sig endnu mere for sig selv, ved at transcendere egoet. At blive endnu større, ved at opleve alt den lidelse egoet påfører os alle sammen.

Når en bevidsthed oplever, at være helt tilstede her uden at egoet blander sig i oplevelsen, føles det som tusind blomster der springer ud på en gang i et festfyrværkeri af stille lykke. Måske føles den lykke endnu større, fordi bevidstheden har oplevet egoets lidelse, og det kan være at det er dét som er meningen med det hele…

Er du også interesseret i at lære mere om dit ego og af den vej gå ud af det? Så kan jeg lære dig det gennem No Ego Mentoring 1:1, se mere lige her.