Smid skoene og MÆRK naturen
Det er meget almindeligt at føle sig fremmedgjort over for naturen. De fleste af os tilbringer meget få timer om måneden ude i den ‘rigtige’ vilde natur. Når der kommer lidt natur indenfor i vores hjem, måske i form af en hveps, en edderkop eller en myg, så slår vi den enten ihjel eller får den hurtigt gelejdet ud igen på en eller anden måde.
Det er svært for mange mennesker bare at gå barfodet udenfor, direkte på jorden. Blot gå igennem højt græs, igennem buske eller træer, af frygt for flåter.
Vi har lært, at der er noget der hedder ‘ukrudt’. Der er altså ønskede planter og uønskede planter. Vi har også lært at nogle bestemte typer af planter er smukke og nogle er grimme. Nogle er ‘invasive’ og spreder sig nemt, dem er vi som regel ikke så pjattede med. Vi vil gerne kunne kontrollere vores have. Rigtig mange er vilde med græsplæner, også selvom de i virkeligheden er et mareridt for både dyrene og naturen (og dermed os selv).
Myrer kan de fleste heller ikke lide i haven, men i virkeligheden, så er myrer nogle vidunderlige nyttedyr som alle burde opmuntre til at flytte ind på deres grund.
Genstart forbindelsen med naturen (simpelt trick)
Når vi glemmer, at vi selv er en del af naturen og er mere afhængig af den end den er af os, så glemmer vi, hvem vi er. Vi kommer til at tro på egoet, som mener, at vi som mennesker er separate væsner. Enten tror vi det på en videnskabelig måde, at den her krop, den her materie vi befinder os i, er fysisk separeret fra resten af den verden vi er. Eller vi kan tro på de religioner, som separerer os fra verden. Som gør mennesket til noget, der skal styre og regere over Jorden. En slags vogter på Guds vegne og ikke noget, der er født af og som kommer fra Jorden, som alt det andet levende her gør det.
En fantastisk kur mod følelsen af separation fra naturen og følelsen af fremmedgjorthed over for den store moder under (og i) os, er at gå ud i naturen med en lup. Det lyder banalt, men det er også et trick der er vigtigt at lære. At det er egoet, der tror at tingene skal være komplicerede, for ellers virker det ikke. Men fakta er, at det er de mest simple ting, der er de mest effektive.
Naturen er vidunderlig simpel og det er vi også. Det er egoet der tror at vi er noget helt særligt og meget specielt. Hvis du tror på, at der er en kraft, en eller anden form for guddommelighed, der har skabt alting her, så giver det så lidt mening, at den kraft skulle have gjort det svært at være her. Det er ikke svært at forbinde sig med naturen f.eks. Det er altid kun egoet, der tror det. Fordi egoet ikke i sig selv føler sig forbundet med resten af verdenen.
Bøj dig i støvet (bogstaveligt talt)
Så altså. Læg dig ud på en græsplæne, på en eng, gå en tur i skoven og sæt dig i skovbunden og find så en lup frem. Du kan også bruge dine læsebriller hvis du er kommet i en alder, hvor du bruger dem. Faktisk har jeg BÅDE lup og læsebriller for øjnene, når jeg laver den her øvelse, det ser sjovt ud og det er det også.
Når du ser ned i jorden, uanset om det så er i en græsplæne eller i en skovbund, eller på stranden, så vil du se alt det liv der er. Både i form af insekter og dyr, men også de utallige former for græs, træ, jord, sten og grus. Alt muligt eksisterer i jorden. En bænkebidder bliver kæmpestor og helt utrolig fascinerende, når den trisser forbi. En lille tank, der mosler igennem skovbunden. Et græsstrå bliver et smukkeste og mest komplekse, du nogensinde har set på. En mælkebøtteblomst kan give en klump i halsen af ren og skær ydmyghed over dens skønhed.
Når jeg laver den her øvelse, så føler jeg mig som ét med jorden. Jeg får lyst til at passe endnu bedre på den. Jeg bøjer mig i støvet (bogstavligt talt) i dyb respekt over, hvor heldig jeg er, at få lov at opleve at være menneske her, på vores eventyrligt henrivende jord.
Jeg ser det magiske i livet helt tæt på. Jeg bliver bevidst, om at når jeg kan blive så forelsket i strukturen i et græsstrå eller i myrens rødsorte farve, hvordan er det så ikke at se på mig selv? Et pragteksemplar af naturen i sin fineste form. Hvilket er noget jeg ofte glemmer, når jeg er i egoets historie om separation. Luppen og brillerne minder mig om, at jeg er ligeså skøn som naturen er det. Naturen er ligeså skøn som jeg er. Vi er forbundet og ét.
