MIN OPLEVELSE MED AYAHUASCA (DEL 4)

Mit healingsgennembrud

I de tre forrige indlæg (del 1, del 2, del 3) om ayahuasca beskriver jeg, hvad der ledte mig til, at jeg i 2018 endelig fik den healing, forløsning eller forståelse som jeg havde bedt om tilbage i 2011. Det var lidt en overraskelse for mig, at det ville tage mig så mange år, da jeg har en stor tro på healing. Men healing er mange ting og nok allermindst af alt er healing et quick fix. Noget jeg tror, vi er mange, der arbejder med at forstå på et dybere plan.

Da jeg deltog i den ceremoni, jeg var blevet inviteret til i 2018, så startede den store mindreværdsfilm som sagt i mig igen. Jeg blev ærligt talt ret træt lige der. Hvorfor pokker skulle jeg bruge hver eneste ayahuasca-rejse på at sidde og se, hvor mange dårlige tanker jeg har om mig selv?

Det næste der skete var, at efter jeg i omkring 6 timer havde siddet med hænderne i hovedet og set på alt det, jeg nogensinde havde gjort som jeg kunne skamme mig over (virkelig en gyser), så pludselig kunne jeg se, at det ikke var mig, der skammede mig.

Det var en meget besynderlig oplevelse. Du kender sikkert godt selv til stemmen i dig, som kan blive ved med at spille forskellige hændelser for dig igen og igen. Det kan handle om alt fra små banale ting, som dengang du trådte i en hundelort over for alle de andre forældre fra 0A. Eller om dengang, hvor du løftede hånden for at slå, måske dit barn, dit dyr, din kæreste. Altså de der episoder vi har i os, som vi kan spille for vores indre blik og øre igen og igen, med mere og mere skam og ondt i maven til følge.

Pludselig sagde en stemme i mig: Du kan kun skamme dig over noget, du ikke vil acceptere.

Anja Dalby Ayahuasca

At acceptere den du er

Alle de der timer på timer med gruopvækkende indre film om min egen utilstrækkelighed, de handlede om at jeg skulle se det, så jeg kunne acceptere, at det var mig. Hvem er det i mig, som synes at jeg ikke skal have mindreværd? Hvem er det i mig, som skammer sig over, at jeg ikke er mere oplyst end, at jeg stadigvæk synes, at noget kan være vildt pinligt eller nemlig direkte skamfuldt. Hvem er det i mig, som synes jeg skal være en anden end den jeg er?

Altså jeg er et helt normalt menneske. Som gør helt normale ting. Nogle af de ting ville jeg gerne kunne gøre om. Det kan jeg ikke. Så må jeg lade være med at gøre dem igen. Men på det tidspunkt, hvor jeg gjorde som jeg gjorde. Hvor jeg tænkte som jeg tænkte (også om mig selv), da var det det som jeg kunne. Det må jeg acceptere. Når jeg ikke vil acceptere det, så skammer jeg mig over mig. Så ville jeg ønske jeg var en anden. At jeg var bedre end jeg er.

Pludselig kunne jeg se, at den mekanisme i mig (det jeg kalder for egoet), som hele tiden viste mig, hvor meget mindreværd, der var i mig, det var den samme mekanisme som også skammede sig over mindreværdet.

Noget var sket. Noget jeg skældte mig selv ud over, at jeg havde gjort, sagt eller tænkt. Det der så skete var, at så kom skammen. Skammen over at jeg havde været sådan som jeg var. Og så kom skammen over skammen. Over at jeg ikke bare kunne give slip. At skamme sig over at skamme sig.

Og der skete healingen. Lige der, der blev jeg så opfyldt af kærlighed til mig selv og til det stakkels ego. Et ego som bare så gerne vil passe ind og som så gerne vil elskes. Så på resten af min rejse den aften og de efterfølgende dage, der sad jeg med mit ego og vuggede det og holdt om det og elskede det med hver eneste celle i mig.

Anja Dalby Ayahuasca

Nøglen til selvkærlighed

Jeg er ikke egoet. Jeg er ikke mindreværdet. Jeg er ikke skammen. Det er mekanismer der opstår i mig. Det har ikke noget med mig at gøre. Egoet blev ved med at vise mig ting, fra langt tilbage i gemmerne i mig selv, som jeg skulle tage stilling til og se om det her ikke var værd at skamme sig over. Og min omsorg voksede og voksede bare, for der var ikke noget der hang ved i mig. Jeg kunne så tydeligt se at healing opstår af accept. I accepten af at jeg er som jeg er, at andre er som de er, at verden er som den er, så var jeg fri. I den frihed var det som om jeg eksplodere af kærlighed til alle og alting.

Nu er jeg meget spændt på, hvor mine næste ayahuasca-rejser vil lede mig hen. Når jeg har brugt et utal af rejser fordelt over 7-8 år på at finde nøglen til døren ind til min selvkærlighed, gad vide hvad jeg så skal se på næste gang?

Jeg venter på at hun kalder igen og sidder spændt og venter på, hvad jeg så skal vises.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.