Nu er det den sidste dag i november. Måske har du det ligesom mig, at du godt kunne tænke dig at prøve at opleve en december måned uden jul og en 31. december uden nytårsaften. Bare en vintermåned, som alle andre vintermåneder. Helt rolig og mørk. Uden alle de her forberedelser til en fest, som giver mange af os en følelse af at være virkelig bagud, på mange fronter i livet. En december måned som ikke efterlader os helt udmattede i januar måned. Men som indbyder til eftertænksomhed og indadvendte tanker, om hvad vi godt kunne tænke os at give nyt liv i foråret.
For de fleste af os er det umuligt at undgå julen. Måske er der børn der gerne vil feste, familier der stiller krav, venner som gerne vil holde stor halløj d. 31. Men der er en øvelse vi kan lave, som holder følelsen af at være bagud, på afstand.
Du kan huske på at du engang skal dø. Måske virker det ikke umiddelbart som den mest hyggelige måde at bruge december på, at gå og tænke på sin egen død. Men hvis du er ked af stress over gaver, økonomi, alle de ting man skal deltage i. Hvis du dybest set ikke kan se meningen med at fælde et træ for at gå rundt om det et par gange, mens du mumler salmer du ikke føler nærer dig på et dybere plan. Så hjælper det at tænke på at engang skal du herfra.
Rumrejsen (en visualisering)
Prøv i fantasien at flyve ud i rummet som en astronaut og se det hele udefra. Se jorden som en planet i rummet. Se måske 10-20-30 år efter du er død og ikke længere er en del af din familie, af det du kender som dit liv. Se hvordan livet fortsætter, fuldstændigt ufortrødent, efter du er borte. Solen står stadig op. Fuglene synger alligevel. Bøgen fortsætter med at springe ud og vandet i bækken bliver ved med at klukke smukke melodier.
Se hvordan der ikke er blevet rejst statuer af dig. Der er ingen boulevarder opkaldt efter dig. Der bliver ikke sunget sange om dit liv. Dine fotoalbums er blevet kørt på forbrændingen, for ingen af dine børn, børnebørn, oldebørn har interesse i at slæbe rundt på dine fotominder fra din tur til Mallorca i 1989.
Der er ikke mere tilbage af dig her. Måske har en enkelt af dine IKEA-lamper overlevet og er blevet til kitch som dit oldebarn har på sit kollegieværelse. Men det er sandsynligvis også bare det. Der er ikke mere af dig her. Dit liv er væk. Dine børn er gamle og har levet deres eget liv, de fortæller ikke historier om dig mere. De er også på vej væk herfra. Hvis de fortæller historier er det om dem selv, ikke længere om dig. Du bliver glemt. Der er ingen som husker dig. 50 år efter din død kan du være ret sikker på at der hverken er minder, ting eller fortællinger om dig længere. Det er som om du aldrig har eksisteret …
Glæden som navigator
Hvis du allerede nu går rundt med ondt i maven af julestress, så prøv at lave den her øvelse. Den sætter virkelig tingene i perspektiv.
Vælg det der gør DIG glad. Der er ingen der kommer og takker dig for at vælge at have det underligt i maven en hel måned hver år. Vælg at være sammen med de mennesker der får dig til at grine. Del gavmildt ud af dine kys og kram til dem du elsker.
Giv alle i familien en smuk sten i julegave i år. Så kan det trods alt være at den episode kan blive her som en historie efter din død. Som en fortælling i familien. Om den tossede Bedstefar/Bedstemor, der sked på adventskalendere, julegaver, dekorationer og gav sten og kys til alle d. 24. december. En lille fortælling som giver mod til en af dine slægtninge ude i fremtiden, om at turde gøre det samme. Hvis de nu også oplever at sidde i slut november og tænker på, at de ville ønske de bare kunne spole tiden frem til 1. januar.
Memento Mori
Husk du skal dø. Det er ikke kun vigtigt i december. Men det er også verdens bedste øvelse for egoet, der nemt kan tro at alt praktisk i hele verden er vildt vigtigt. Det eneste der er vigtigt, er at du bruger dit liv på at dyrke kærligheden og gør alt hvad du kan for at blive så fri og glad som muligt.
Husk du skal dø og glædelig jul!
1 Comment