BREVKASSEN: HOLD DIT SPACE

Kære Anja.

Jeg har et spørgsmål som jeg synes, jeg ret ofte har brug for et svar på. Det handler om, hvordan jeg håndterer det, når jeg møder mindreværd i andre mennesker. De møder det helt sikkert også hos mig ind imellem, men så kan de jo blive inspireret til, hvordan de tackler mig her :-) 

Det kan være svært at stå stærkt og roligt i mig selv, når andre mennesker misforstår det, jeg har talt med dem om. Ikke i de situationer, hvor jeg har været utydelig i min kommunikation, men i situationer, hvor jeg siger ét og de hører noget andet fordi de ringer op til en ‘historie’ i deres fortid. Hvordan kan jeg lade være med at føle jeg skal forsvare mig selv og undskylde for, at de har misforstået, ja og føle mig dårligt tilpas fordi de tror jeg har sagt noget negativt om dem, når jeg i virkeligheden har været helt neutral? Synes det kan være svært ikke at gå i selvforsvar og føle jeg skal retfærdiggøre at jeg altså ikke sagde det de mener at have hørt.

Kh og tak for hjælpen,
LS

Anja Dalby Brevkasse

Kære LS.

Tak for dit virkelig gode spørgsmål. Jeg har måtte tænke en del over det, for det er virkelig ikke en nem situation at være i, når den opstår.

Det er så nemt selv at ryge i sit eget mindreværd, når andre gør det. Så det er jeg for det første opmærksom på ikke at gøre. Jeg er klar over, at hvis jeg føler et behov for at undskylde, forklare eller forsvare mig selv, så er det i mit mindreværd, jeg taler fra. Så har de andres reaktion nemlig gjort, at jeg selv har ‘ringet op’ til mine gamle historier. Historier der kan handle om at være for meget, for kold, for grov, for ærlig, for uempatisk o.s.v.

Så helt konkret, så gør jeg det, at jeg tier stille og holder mit hjerte åbent og kontakter omsorgen for personen, jeg bliver konfronteret med. Jeg tier også stille i mit kropssprog, og jeg er opmærksom på at virke så åben og lyttende over for det de andre siger som muligt.

Jeg lader altså den anden, eller de andre, have deres reaktion i fred. Det gør jeg både ud af respekt for dem og ud af respekt for mig. De må føle og reagere præcis som de har behov for. Det samme må jeg. Men jeg tager ansvar for ikke at fodre deres mindreværd endnu mere ved at begynde at undskylde og forklare, for min erfaring er at hvis jeg gør det, så føler personen sig ofte mere forkert. Så kan personen oven i føle sig misforstået og som om jeg ikke anerkender deres reaktion fordi jeg prøver at ændre deres opfattelse af det jeg sagde.

Jeg tager også ansvar på den måde, at jeg faktisk lytter på det de siger ærligt. Hvad nu hvis de har ret? Er det jeg tænker som ren neutralitet virkelig så neutralt som jeg tror? Hvor var mit eget ego eventuelt blandet ind i det jeg sagde? Så de ting ser jeg på, måske er det ikke altid muligt i selve situationen, men så ser jeg på det bagefter. Jeg har altid lov til at vende tilbage til folk, og sige at de faktisk havde ret og give en ærlig undskyldning. Den mulighed lader jeg være åben.

Men altså, i situationen tier jeg stille. Indtil den anden har raset ud eller har sagt det personen gerne vil sige. Hvis jeg kan mærke, at jeg faktisk var så neutral og ‘ren’ i det jeg sagde, som jeg følte jeg var, så siger jeg stille og roligt, at jeg stadig mener det jeg sagde. Jeg kan sagtens vise omsorg for den andens mindreværd uden at undskylde for mig selv. Hvis jeg undskylder uden at mene det, så lyver jeg, og det er jeg aldrig interesseret i. Hverken for deres eller min skyld.

Når jeg virkelig hører hvad det er den anden siger, så får jeg som regel også en indgangsvinkel til personens mindreværd. Og så kan jeg italesætte det (ikke mindreværdet, for Guds skyld, det kommer der ikke noget godt ud af) men når mit hjerte er åbent og venligt overfor den anden, så er det meget nemt at høre, hvad det er de har ringet op til. Er det gammel skam? Tror personen, at jeg dømmer ham eller hende? At jeg tror at jeg er bedre end personen? Det er alt sammen forskellige stemmer fra mindreværdet, men det kan være rigtig værdifuldt at vide det om den anden.

Det bliver nemlig meget nemmere for mig at ‘vinkle’ mit svar så. Det kan jeg stadig godt gøre uden at undskylde eller forklare, det er bare meget nemmere at sige det samme igen, på en anden måde, når jeg har set hvor det er i deres mindreværd de føler sig ramt. Jeg er meget opmærksom på at holde det hele i mig selv, altså så jeg ikke på noget tidspunkt får peget en finger i deres retning. For det er det som i første omgang har gjort at personen reagerer, at de føler, at jeg har peget med en dømmende finger på dem. Så jeg kan prøve at omformulere og tage den endnu mere hjem i mig selv.

Det kan sagtens ske, at det så åbner den anden person op, og vi derefter kan have en mere ligeværdig og ærlig samtale om det jeg sagde. Men det kan også ske, at personen holder ved sin historie om mig og sådan må det så være. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Hvis det er en person, der har det sådan, at de hellere vil holde ved deres smerte end at få en forløsning, så er det nok alligevel ikke en person, jeg skal have i mit liv.

På en arbejdsplads, eller hvis det drejer sig om familie som man heller ikke sådan lige kan slippe af med igen, så går jeg nu videre med en viden om den anden person. Ikke fordi det skal bruges mod den anden, men så jeg kan arbejde med min forståelse og blive bedre til at kommunikere endnu mere ‘rent’. Det er en god erfaring at have med sig.

Jeg arbejder med, at der gerne må være uforløste ting i mit liv. Eller i dem omkring mig. Det gør mig ikke til et værre menneske, at nogen tror noget negativt om mig. Det kan være rigtig svært, fordi vi er så gearet til at ville have harmoni hele tiden, i alle vores relationer. Men den harmoni skal ikke ske på bekostning af nogen, hverken mig eller dem. Så er det langt bedre og meget mere voksent og stærkere, at acceptere at det ikke er muligt at være venner med alle. Eller selvfølgelig er det det, men acceptere at måske er mindreværdet og egoet så stort i nogle mennesker, at de hellere vil have krig end fred og sådan må det så være. Det er deres liv og deres smerte.

Det giver mig ikke fred i mig selv at undskylde for noget jeg ikke ærligt mener jeg skal undskylde for. Så sælger jeg mig selv ud. Selvom en konflikt er vildt ubehagelig, så er det bedre for mit selvværd, at jeg holder ved det jeg følte og lader andre om at føle det de føler.

Jeg har desværre ikke et konkret eksempel jeg kan dele med dig, så jeg håber ikke mit svar bliver alt for abstrakt. Du må meget gerne skrive igen, hvis der er noget i mit svar du ønsker at få uddybet eller andet.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

2 Comments

  1. ❤️
    4. maj 2019 / 22:03

    ❤️lærerige og kærlige betragtninger❤️, om at finde vej .

    ❤️klogt og kærligt om at holde sit space❤️

    ❤️mærkes i hjertet her❤️, som tillid❤️.

    ?Tak?

    • Anja Dalby
      Forfatter
      6. maj 2019 / 12:43

      Tusind tak fordi du læser med. Tillid, det er så sandt. Tillid til at alle gør deres bedste hele tiden, inkl. os selv.

      Tak <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.