Hej Anja.
Rigtig god ide med denne brevkasse. Godt gået.
Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan du egentlig finder ind til din kerne, sjæl og intuition. Jeg har brugt en del tid på kursuser osv. ift. meditation. Men ofte er det bare at sætte sig ned og mærke efter, sådan meget enkelt, men ja jeg kunne fortælle meget, men uanset hvad, kunne det være dejligt at høre, hvordan din tilgang er.
Måske det er noget du vil dele, måske ikke. Uanset hvad, god weekend.
Kære hvorenddugårhen.
Mange tak for dit spørgsmål, det er rigtig godt, og det fik mig virkelig til at tænke.
For mig er det blevet en hverdagsbevægelse at sørge for, at jeg (stort set) hele tiden kan mærke min kerne (eller sjæl) og ad den vej være i kontakt med min intuition. Med tiden er det blevet nemmere for mig at være i stand til at mærke, når jeg er i mit ego og altså ikke er i min kerne eller i min essens.
Jeg træner hele tiden at mærke min kerne ved at øve mig selv at blive i nuet. Når jeg er i nuet, så opleves alt nærmest som en meditation, og alt det som sker i mig af egotanker og fornemmelser fra min intuition er meget nemmere for mig at registrere. Det lykkedes naturligvis i varierende grad at blive i nuet. Nogle gange er det slet ikke muligt for mig, og tanker og følelser render afsted med mig.
At være i nuet træner jeg ved hele tiden, at være opmærksom på mine sanser og hvad de registrerer. Hvad hører jeg, hvad ser jeg, hvad dufter jeg, hvad mærker jeg, hvad føler jeg. På den måde tvinger jeg min opmærksomhed ned i mig selv, og det er sværere for egoet at drøne afsted med mig ud af en eller anden lang tangent.
Men når det alligevel sker, at jeg er endt langt ude et eller andet sted i mig selv, så er det ikke altid, at det er nok at træne at være i mig selv og at være i nuet. For lige der i mig selv, hvor der måske er ret meget kaos i lige det øjeblik, der er så uroligt at være, at ingen af mine sædvanlige sanseøvelser virker.
Så tager jeg andre redskaber i brug for at vende tilbage til min kerne. Jeg bruger som regel naturen. Jeg gør tit det, at jeg øjeblikkeligt går udenfor. Gerne med bare tæer på jorden, så jeg for alvor bliver vækket og trukket ud af det drama mit ego har skabt i mig. Hvis jeg har mulighed for det, så går jeg en tur (nu med sko), og mens jeg går sørger jeg for at rette mit fokus ud på naturen omkring mig. Der bruger jeg igen mine sanser til at være til stede, hvor jeg er og til at hive mig selv ud af det kaos, jeg føler i tanker og følelser.
Mens jeg er i naturen er jeg bevidst om, at den er gavnlig for mig. At den renser min energi. At den hjælper mig. Det takker jeg for, og taknemmelighed og at kunne mærke sit hjerte, er også altid en rigtig god måde at vende tilbage til sig selv på. Jeg går ofte i naturen, i skoven eller ved havet og beder om kraft og renselse. Det oplever jeg også gør, at jeg nemmere kan mærke mig selv.
Jeg sørger for at fodre mig selv med god og sund mad. En kost som er fyldt med fedt, salt, sukker og koffein gør, at jeg har meget sværere ved at mærke mig selv. Jeg sørger for ordentlig søvn. Sørger for at jeg ikke sidder for længe foran min computer, og at jeg ikke bruger for meget tid på sociale medier. Jeg prøver så vidt muligt at registere, hvad der sker i mig og i mit ego og prøver at tage hånd om det så hurtigt som muligt, så der ikke er noget, der får tid og plads til at vokse sig kæmpestort.
Jeg siger tit, at jeg behandler mig selv som en baby. Jeg tjekker om maven virker som den skal, om søvnen er fin, om der er kommet god kost ind. Jeg tjekker om jeg er blevet overstimuleret. Om jeg er blevet stresset i form af at have for travlt eller om jeg er stresset i mine følelser. Om jeg har fået frisk luft og ordentlig bevægelse. Om den måde jeg er blevet stimuleret på har været positiv. De her baby-parametre lever jeg efter hver dag, de gør nemlig at det er så meget nemmere for mig at blive i nuet, være til stede i mig selv, mærke min kerne og høre min intuition.
I mange år troede jeg, at hvis jeg bare fik gang i en god meditationspraksis, så ville jeg være i stand til nemmere at kunne mærke, hvem jeg var, og hvor jeg skulle hen i livet. Det mener jeg også stadig er sandt. Jeg syntes bare det var svært at få gang i den praksis. Derfor kombinerer jeg at være mindful i hverdagen, altså at sørge for at blive i nuet, med de andre ting jeg nævner herover. Og ad den vej er det så faktisk blevet meget nemmere for mig at få en meditationspraksis.
At sætte sig ned og meditere kan virke som at løbe en marathon for egoet. Der er ofte nogle heftige barrierer, der skal overvindes. Men ved at træne de andre ting, jeg nævner her, så er jeg allerede i god meditationsform. Det er meget nemmere for mig at sætte mig ned i meditation som jeg så til gengæld oplever ofte bliver en mere spontan og lystbetonet affære end før, hvor jeg måtte overbevise mig selv om,, at det var en god idé.
Jeg beder også bønner. Sidder i stilhed ved et stearinlys. Trommer på min tromme og rasler med mine rasler. Jeg synger også, brænder røgelse eller urter af, bruger aromaterapi og sidder med mine to yndlingskrystaller i hænderne. Men det er klart, at det er svært at gøre de ting i en bus eller når jeg færdes rundt på normal vis, så det er mest herhjemme, jeg bruger de redskaber.
Tak igen for dit spørgsmål! Jeg håber. du kunne bruge mit svar, og ellers er du meget velkommen til at skrive tilbage. Ha’ det rigtig godt.
Kærlig hilsen
Anja
Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.
