Skam er den ting som jeg igen og igen oplever forhindrer os i at turde træde ind i et liv i et naturligt flow med overflod på alle planer. Vi føler os ganske simpelt ikke værdige til at tro at der er mere end det vi ser her i denne 3D verden. Vi har igennem vores liv oplevet at blive gjort forkerte for at være dem vi er og det vi føler. Vi har ikke oplevet tilgivelse når vi har trådt ved siden af status quo, men tværtimod ofte at blive skældt ud for at være menneske.
Prøv at forestille dig hvem du ville være hvis du aldrig skammede dig. Hvis du på et øjeblik kunne slette alt skam fra dig, al den skam du har ophobet i dig igennem dit liv. Du ville føle dig elsket som den du er. Du ville ikke tænke i fejl og mangler, du ville tænke i erfaringer, i måder at lære at blive et bedre menneske.
Tilgiv dem der har indgydt skam i dig. De gav det videre fordi det var det de selv havde lært. Tilgiv dig selv for at have givet dig selv skam. Skam invaliderer os, skam gør at vi tror at vi ikke selv er Gud. At vi er separeret fra Gud, at Gudskraften står udenfor os. Skam gør at vi ikke tør tro på os selv, at vi tror at vi ikke er gode nok som dem vi er.
Hvis alt skam var væk fra dit sind så ville du være i verden som et lille barn. Åbent, tillidsfuldt, legende. Intuitivt og med en stærk tro på dit eget værd. Du ville vide at du var Gud, som børn ved de er det. Ikke på en egoistisk måde, men på en kærlig måde hvor man er klar over at alle andre også er Gud og behandler dem med samme respekt, som man behandler sig selv.
Hvis skam er det eneste der står mellem dig og Gud, så se på hvor det stammer fra i dit liv. Se ærligt på det, både den du har fået påduttet og den du har givet dig selv. Og giv så slip. Tilgiv. Tilgivelse betyder at se på tingene med kærlighed. Når vi ser på tingene med kærlighed, så forsvinder alle andre følelser. Så se på din skam med kærlighed. Vid at du ikke kunne have gjort anderledes end du gjorde, for så havde du gjort det. Vid at dem der gav dig skam heller ikke kunne gøre det anderledes. Ingen ønsker hinanden ondt, men vi overfører ofte vores egen smerte til dem omkring os. Se på den smerte med kærlighed og giv slip. Tilgiv.
Skam sætter sig som vrede og sorg i os. Vi prøver at skjule skammen fordi den gør så ondt. Det kan komme til udtryk i at vi prøver at holde andre væk med vrede, så de ikke opdager hvor hæslige vi er, for det har skammen fortalt os at vi er. Eller vi kan blive meget sorgfyldte, deprimerede, miste lysten til livet, fordi skammen fortæller os at vi ikke er værdige til et godt liv med glæde. Så det skammen skaber er et liv i lidelse, separeret fra følelsen af at være Gud.
Gør intet forkert i dig. Ikke engang skammen. Skammen gav dig også værdifulde lektioner. Den lærte dig det modsatte af tilgivelse. Nu kender du den følelse og nu er det tid til at give slip, så du kan leve resten af dit liv med den værdighed og ynde der kommer med at vide at man er en del af lyset og at det er alle andre også.
Kæreste anja. Efter jeg havde læst SKAM, græd, græd og græd jeg..det er jo MIG. Pålægger mig selv skam og skyld igen og igen.
Prøver nu at tilgive, ikke mindst mig selv, og ‘barnet vibeke’.
Tusind tak ? ?
Knus vibeke
Forfatter
Kære Vibeke. Jeg ved lige hvordan du har det. Skam er så nedbrydende, men heldigvis også meget taknemmelig for at blive sat fri og forløst. Jeg ønsker dig alt det bedste i din tilgivelse og i dit liv med meget mere støtte til dig selv. Mange kærlige hilsner Anja