HVEM ER TRÆERNE, DYRENE & PLANETENS ORDFØRER?

Skrig uden lyd

Vi bor i et sommerhusområde inde i landet på Djursland. Det er en gammel plantage som for lang tid siden er blevet omlagt til sommerhusgrunde. Der er regler om, hvor mange træer man må fælde på sin grund. Jeg mener, det er omkring 25% af grunden, der skal vedblive med at have store træer på sig.

Det kan jeg se rundt omkring, at det tager folk rimeligt let på. Kæmpestore træer bliver pløjet ned og ligger kastet skødesløst rundt i bunker. Eller næsten endnu værre, de bliver topkappet og står hovedløse tilbage. Det ser fuldstændigt rædselsfuldt ud, uanset hvad folk vælger at gøre ved dem.

Jeg er IKKE neutral når det kommer til træer. Jeg er ikke kærlig. Jeg er ikke venlig. Jeg er ikke forstående. Jeg bliver rasende og kommer til at græde. Jeg føler mig magtesløs og får følelsen af at stå i et lydtomt rum med gummivægge, og der er ingen, der kan høre mig skrige af frustration.

Når buddhister fælder træer

Her hvor vores grund og hus er har den tidlige ejer heldigvis ladet træerne stå hele vejen rundt om grunden. Sådan næsten da, for vi kan se mange spor efter træer, som det undrer os er blevet fældet. Men vi er alligevel taknemmelige for, at der trods alt er så mange træer tilbage. Sidste år fik vi en ny nabo, ellers har vi været helt alene her i vores afdeling af sommerhusområdet. Vores nye nabo er vi meget glade for. Han har trommer i sin stue, Tibetflag på terrassen, er buddhist, skyder med bue, har langt vikingeskæg og er i det hele taget lige ‘vores’ type.

I tirsdags kunne jeg høre nogle store brag ude fra haven. Da jeg gik ud for at se hvad der skete, var vores nabo i gang med at fælde træer. Han har allerede fældet en del på sin egen grund, hvilket jeg ikke kan sige noget til. Jeg kan bare med tungt hjerte gå og se på de egern, som sidder på træstumperne og ser sig omkring. Som om de slet ikke kan forstå, hvor deres hjem og liv er blevet af.

Knuste fingerbøl

Vores nabo ville fælde et dødt træ som stod i det skel som går ind mod os. Men han var kommet til at fælde et forkert træ først. Hvilket jeg slet ikke kan forstå kan lade sig gøre, og det gør mig ubehagelig mistænksom over for ham. Så han havde først fældet et kæmpestort, mange hundrede år gammelt grantræ, som desværre var faldet ind i vores have. Vægten fra det store træ knuste et mirabelletræ, et af de små særligt udvalgte økologiske æbletræer, vi har plantet og derudover en kæmpestor og flot fingerbølplante som vi har nusset og nusset om.

Vi kan se, at ham der boede her før har været ivrig med at sprøjte med gift i haven. Sidste år var vores første sommer her og der var stort set intet ‘ukrudt’. Det undrede os godt nok meget. Ingen af os har dog tidligere boet i en plantage og jorden er meget sur og sandet her, så vi troede det måske var sådan det var her. Men i år, hvor jorden altså ikke blev sprøjtet, er det gået totalt amok med blomster og planter overalt. De fineste ting er poppet frem af jorden, heriblandt også en kæmpe fingerbølplante. Den er ligesom blevet hele symbolet på, hvor gode og giftfrie vi er. Som om det ikke var nok, så har vi også passet ekstra meget på den fordi min skotske mand husker dem fra sin barndom, der hvor han voksede op. På en lille ø uden for den skotske vestkyst. Så vi har altså både nostalgi og følelsen af at passe på naturen blandet ind i det forhold til den fingerbølplante. Nu ligger den knust ude på jorden.

Hjertesorg

Nu er der fjernet to store træer i vores skel. Når jeg ser derhen, så ser jeg et åbent sår. Jeg ser mirabelletræets brækkede grene. Jeg ser den tomme plads, hvor æbletræet stod. Jeg ser det virvar af krat og planter, som er blevet rykket op, og jeg ser på de to små stammer, der er tilbage efter træerne. Det gør så ondt i mig, og jeg har grædt og grædt. Jeg kan slet ikke holde ud at være ude i haven, hvor jeg ellers bruger mange timer normalt. Jeg har endda vågnet og grædt om natten over det.

Følelsen af magtesløshed, ikke kun overfor træfældning som ligesom er en total uoprettelig skade man gør, har jeg også følt meget over for den måde tingene ser ud på Jorden for øjeblikket. Jeg er godt klar over, at jeg virkelig holder af træerne her. Jeg bruger meget tid med at kommunikere med dem og passe rigtig godt på dem. Så derfor har jeg også følelsen af at have mistet gode venner. Selv det ‘døde’ træ havde jeg en relation til. For ikke at tale om dyrene. Egerne som hopper hele have rundt fra træ til træ, kan nu pludselig ikke komme videre, hvor der er et stort hul nu. Spætterne som elskede det store, gamle, døde træ og brugte det som tromme og insektforråd osv osv.

Alt det ved jeg godt eksisterer i mig, og alligevel blev jeg overrasket over, hvor ked af det jeg har været over de træer. Jeg har været totalt fortvivlet og ulykkelig. Jeg har virkelig haft hjertesorg.

Hvem er træerne, dyrene og planetens ordfører?

Min nabo kunne godt se på min bævrende underlæbe og mine blanke øjne, at jeg ikke var glad den dag jeg kom ud og så ham i gang med at fælde træer. Han har også været og leveret et meget større æbletræ (i samme sort endda) til os igen. Jeg kunne se han var ked af det, og han sagde det også. Og jeg kunne se, at han skammede sig og rundede ryggen, da jeg sagde, at jeg virkelig også var ked af det.

Jeg har tænkt meget på, hvad der er hvad værd. Er det værd at give et andet menneske skam og skabe en dårlig og akavet relation på grund af træer? Er det værd, at jeg gør hans ryg endnu mere rund, ved, at jeg bærer min sorg over træerne så mærkbart?

Samtidig, hvem taler så for træerne? Hvem taler for dyrene? Hvem taler for planeten? Kan jeg tage hensyn til menneskets skam, når det ødelægger den jord vi er på? Kan jeg tage hensyn til mindreværd i mennesker, når de er ubetænksomme og laver direkte dumme handlinger?

Hvordan ændrer vi verden uden at bringe endnu mere skyld & skam med?

Jeg er klar over, at det lyder som en overreaktion fra min side. Hvad gør et par træer i det store billede? Samtidig, så er det måske netop den holdning, der gør, at Jorden har det som den har det i dag. Hvad gør det, at en skov bliver ryddet og en sø bliver lavet til mark. At en flod bliver dæmmet, et hav bliver forurenet og et bjerg sprængt væk i det store billede?

Det gør ondt. Det gør ondt langt inden i mig, så langt at jeg slet ikke kan finde ud af, hvor den sorg kommer fra. Men jeg bliver ved med at undersøge den. For jeg vil hverken bringe mere ufred ind i verden eller i vores nabos hjerte, men jeg vil heller ikke lade som om, at jeg ikke bliver berørt af den træfældning.

Hvordan er jeg tro mod mig selv, mod Jorden og mod min tro på, at en kærlig relation til alle er vejen frem? Alle der i en eller anden grad kalder dem selv for aktivister i en eller anden form, må stå med samme problematik hele tiden. Hvordan ændrer vi verden, på en kærlig måde, uden at kaste skyld og skam ud over det hele? Men samtidig heller ikke fornægter den forbindelse vi føler med Jorden og sorgen over tingenes tilstand?