Frygten for …
Til min fødselsdag i februar fik jeg en bog af min gode veninde og firmapartner Sanne. Bogen ‘Det hele handler ikke om dig‘ er skrevet af Niels Overgaard og handler om, hvordan stoicisme (et 2000 år gammelt livssyn) er relevant for os mennesker i dag.
Det er en dejlig nem og letlæselig bog. Jeg slugte den ret hurtigt, og syntes det var ret skægt undervejs at opdage, at det jeg har skrevet om og levet efter i en hel del år nu, kan få endnu et begreb koblet på sig. Nemlig stoicisme.
Bogens sidste kapitel var det, der jeg fik mest ud af at læse. Kapitlet handler nemlig om døden, og hvis der er et noget jeg er pjattet med, så er det at udfordre mit egos ide om min egen udødelighed.
Da jeg blev dødelig
Da jeg fik kræft som 29-årig, var det største chok, at jeg rent faktisk kunne dø. Det er jo ret vildt at tænke på. At døden kan komme som et chok. Det er ikke ligefrem sådan, at vi ikke kender til den eller ikke kender nogen, der har mødt den. Det var meget interessant, at det jeg reagerede på var forbavselsen over, at JEG (!) kunne dø. Selvfølgelig skulle andre herfra igen, det kunne jeg jo se, men MIG! Det kom sjovt nok som noget af en overraskelse …
Lige i skrivende stund er hele verden ramt af coronavirus. Virussen og de samfundsmæssige stramninger, der følger den vækker mange forskellige følelser i folk. På samme måde som døden gør det. Nogle går straks i panik og frygt, og hamstrer det de kan hamstre. Andre maner til ro og tillid, til at vores regeringer gør det bedste de kan for os borgere.
De stramninger regeringerne indfører. F.eks. muligheden for tvangsvaccination og sandsynligheden for, at jeg selv eller nogen jeg har kær kan dø af den her virus, vækker samme følelse i mig. Jeg går hverken i panik eller i frygt, jeg går i: Hvad-var-det-jeg-gerne-ville-have-ud-af-mit-liv – mode.
Hvad vækker coronavirus i dig?
Jeg mærker to mulige scenarier udspille sig i mig. Det ene scenarie er nok det som de fleste læner sig op ad. Nemlig at virussen er ’tilfældig’, at den er opstået ud af menneskets kedelige omgang med dyr. I det scenarie giver det mening at stole på regeringen og i værste fald, så vil ca 1/14 (estimeret bare i USA) af verdens befolkning dø af den her virus. I bedste fald kan vi lovgive os ud af den, og dødstallet vil være af ret ‘ubetydelig’ størrelse. Derefter kan vi fortsætte som vi plejer, ånde lettet op og vende tilbage til den dagligdag, vi kender og er trygge ved.
Det andet scenarie taler lige ind i de tanker i mig som er af mere apokalyptisk karakter. De tanker søger bekræftelse på, at virussen er menneskeskabt, og at den er blevet spredt med vilje. Frygt kan få folk til hvad som helst. Bare se hvordan vi gladeligt godtog heftige stramninger i vores frihed efter 11. september 2001. Problemet med de straminger, som jo alle bliver lavet for at passe på os er, at de ikke bliver lempet igen, når truslen er ovre. Tværtimod, så er bare lille Danmark så fyldt med kameraer og overvågning nu, at det får George Orwells 1984 til at lyde som en hyggelig tur i parken.
Ingen af de to scenarier skaber frygt i mig. Heller ikke det apokalyptiske. For hvis man bare har været en lille smule vågen de sidste 30 år, så har det været tydeligt, hvilken vej vinden blæste over hele verden. Fascismen sejrer og har gjort det længe. Den scene kommer altså ikke som et chok for mig.
Takker du ja, når du bliver budt op?
Hvis det nu er nu, at vi virkelig skal til at leve i et samfund, hvor folk kan blive fjernet fra deres hjem. Heldigvis fik regeringen ikke i denne omgang godkendt deres forslag om, at de må bryde ind i folks hjem og sætte dem i enten tvangskarantæne eller tvangsvaccinere dem. Hvis det er nu, at det samfund virkelig får lov at stå i fuld flor, hvad var det så jeg ville her. Uanset om denne her virus betyder døden i en eller anden forstand. Død over personlig frihed eller død over livet. Har jeg så levet det liv, jeg gerne ville og hvis ikke, hvad vil jeg så gøre anderledes nu?
Mange af jer der læser med her, har sikkert læst den artikel der florerede på nettet for nogle år siden, som handlede om hvad folk fortryder, når de ligger på deres dødsleje. Pudsigt nok, så var det ikke alt det som folk ikke nåede at ‘gøre’ de fortrød, men alt det de ikke nåede at ‘være’. Alle de gange de ikke havde været nærværende, fordi de havde være i ‘gøre-mode’. Alle de gange de havde sagt nej i stedet for ja. Alle de gange, de havde siddet dansen over af frygt. I stedet for at kaste sig, gummi-benet og alting, ud i den.
Tak til livet
Det er samme følelse jeg sidder med nu. Det jeg tænker, at jeg vil have mere af i mit liv er knus, kys, kærlighed, nærvær, latter, dans, sang, leg, at se skønheden i naturen og at turde elske for fulde hammer, uanset hvem der står for skud. Jeg har ingen som helst tanker om ting, jeg gerne ville have gjort. Skidt pyt med, at jeg ikke nåede at se Machu Picchu. Jeg har elsket, jeg elsker og bliver elsket. Alt hvad der har noget med kærlighed at gøre, vil jeg sætte endnu højere på min prioritetsliste nu.
Et stort tak til døden, i alle dens former, for hele tiden at minde mig om, hvad der er vigtigt her i livet.
