FÆLLESØKONOMI

Skal vi have fællesøkonomi?

For et par uger siden stillede David det store spørgsmål. Spørgsmålet over alle spørgsmål: Skal vi ikke prøve at have 100% fællesøkonomi?

Før jeg fortæller om, hvad det rejste af interessante reaktioner i mig, så kan jeg fortælle lidt om, hvordan vi gør med vores penge nu (Og jeg har også tidligere fortalt om hvordan vi lever for 3.000 kr. om måneden). Lige nu sætter vi hvert et beløb ind på vores budgetkonto (som er i min bank), og så har vi hver vores egen konto med vores egne penge på tilbage. De penge der er tilbage, dem administrerer vi selv. De penge bestemmer vi selv suverænt over, og hvad de bliver brugt på. Vi kan i fællesskab blive enige om at tage nogle af vores egne penge og lægge dem til side til noget fælles, men som udgangspunkt bestemmer vi selv.

Det David foreslog var, at vi hver måned tager ALLE vores penge, og sætter dem ind på én konto. Så vi altså ikke efterlader et beløb til lommepenge til os selv, men virkelig sætter alt ind som fælles.

For det første ville det så betyde, at det var smart at vi havde fælles bank. Så en af os skulle skifte, og det ville nok være bedst, at det var mig, eftersom Davids bank er bedre end min. Det var det første niv i mig. Så skal jeg opgive MIN bank (som jeg intet forhold har til ud over, at det er MIN). Og så er der jo sagen om MINE penge. MINE! Av for pokker. MIN frihed! MIN EGEN konto.

1 + 1 = 3

David og jeg talte stille og roligt om alle de fordele, der ville være ved total fællesøkonomi – og hvis du er interesseret, så har budgetapp’en Spiir også gode tip til smertefri fællesøkonomi. Det ville betyde, at jeg fik flere penge til min rådighed hver måned, for David tjener flere penge end mig. Det ville (sandsynligvis) betyde, at vi begge to ville skrue ned for sjat-forbrug hver måned. Hvis pengene var fælles, så ville vi begge to føle et helt andet ansvar for at passe på dem. Der er flere fjollede indkøb, jeg ville droppe, hvis jeg vidste at halvdelen af pengene jeg brugte, faktisk var Davids.

Davids tanke bag forslaget var, at hvis vi havde alle pengene samlet hver måned, på én konto, så ville vi måske blive overraskede over, hvor stort et beløb vi egentligt har tilbage, når alle faste udgifter er betalt. Hvilket ledte os til at lave et rigtig fyldestgørende budget, hvor vi tog alt med, hvad vi betaler til. Det viste sig, at når vi har betalt alt hver måned, inkl. sjatpenge til unger og madindkøb, så har vi tilfælles omkring 12.000 tilbage hver måned. HVER måned. Ehrm. Det tal gjorde mig faktisk ret flov. For hvor i alverden bliver de penge dog af? Vi putter en del penge i huset hver måned, vi har boet her i 2 år nu og er stadig i gang med at istandsætte det. Men altså, vi bruger da ikke 12.000 kr hver måned! Hvis vi gjorde det, så ville vi have været færdige med vores hus-projekt forlængst.

Min modstand på fællesøkonomi

Jeg blev meget overrasket over hvor meget modstand jeg umiddelbart havde på tanken om fællesøkonomi. Det var helt klart mit ego, der protesterede. Vi talte om, hvordan vi er programmerede fra barnsben til, at vi får vores EGEN særlige konto. Til vores EGNE penge. Vi talte om, at alt det vi tror på, handler om fællesskab og om at dele, og alligevel, så vil vi ikke dele penge med den person, vi elsker højest (udover børnene selvfølgelig). Vi talte om vores frygt for, at den anden person ville gå amok i skoudsalg ved tanken om det store rådighedsbeløb, og vi talte om, hvordan man virkelig skulle kunne stole på hinanden og på hinandens ego, hvis vi skulle slå vores økonomi sammen.

Vi taler hele tiden om frygten, der er forbundet med det. Men efter vi lavede vores budget og fik øje på de 12.000, som ryger til alt muligt hver måned, så må frygten altså pakke sig. Det er simpelthen for skørt, at vi ikke bruger de penge mere fornuftigt. Vi kunne f.eks. bruge dem på at blive meget hurtigere gældsfri. Vi kunne også investere nogle af dem. Vi kunne gøre vores hus færdigt. Vi kunne købe rejser til børnene og os. Vi kunne gøre nogle af de ting, vi går og drømmer om, men som vi ikke føler vi har råd til. 12.000 kr hver måned er dælme godt nok mange penge, og jeg bliver faktisk også helt flov over at skrive her, at de drysses væk hver måned.

Anja Dalby Fællesøkonomi

Penge-panik

David og jeg taler tit om, at penge ikke er forbundet med glæde for os. Vi taler om at enten er vi kede af, at der er for få på vores konto og faktisk, hvis der står penge, så kan vi nærmest også være kede af det. Når de står på kontoen, så kan de også føles stressende og som om de skal bruges så hurtigt som muligt (måske er det kapitalismen, der har lagt dybe, dybe spor i os). Det er ret skørt med de penge, at de aldrig kan gøre det rigtige.

Noget interessant jeg har oplevet i mig selv er, at hvis jeg ‘kun’ har et par tusinde tilbage hver måned, når jeg har betalt de faste udgifter, kurser, grupper, lidt mad til min søn (som er flyttet hjemmefra), så bruger jeg dem virkelig hurtigt. Det er som om jeg tænker, at der alligevel er så lidt, så det kan være ligemeget om jeg bruger dem eller lader dem stå. Og sandheden er, at jeg ikke ved hvad jeg bruger dem på. Jeg kan være seriøst nervøs for, at det er chokolade, for jeg køber aldrig nyt tøj eller sko. Alt jeg køber er brugt, og jeg køber måske kun et par nye sko hver 3-4 år. Så hvis de penge, jeg har tilbage hver måned, bliver slået sammen med Davids så ser det ud som om jeg har mange flere (hvilket jeg også har).

Vi tager ansvar for vores fællesøkonomi

Hvis jeg har flere penge til rådighed, så kan jeg meget nemmere se fidusen i at betale gæld meget hurtigere af eller investere nogle af pengene. Og jeg vil ikke få den her mærkelige panik-følelse i mig af, at pengene skal fjernes fra min konto så hurtigt som muligt, en følelse jeg har undersøgt mange gange og slet ikke kan finde ud af hvor stammer fra. Måske er det gamle penge-‘skader’ fra en barndom, hvor vi var virkelig fattige. Måske er det som før antydet, kapitalismen der har fået lagt gode, dybe spor i mig, så min første impuls er at forbruge så hurtigt som muligt. Hvem ved, nu prøver vi denne her model og ser hvad der sker.

Lige nu er det som om pengene bestemmer over os. Om der er få eller mange, så giver de os en besynderlig stressende følelse. Ved at samle vores penge, så tager vi ansvar for dem. Vi tager magten tilbage over pengene. Vi kan være de voksne og være ansvarlige og arbejde endnu mere på at blive fri, også fri til at arbejde mindre på længere sigt. Sådan som vi lever lige nu, så kan det ikke lade sig gøre. Men hvis vi bruger de 12.000 kr. fornuftigt og nemlig investerer i fremtiden ved at betale gæld hurtigere af og investere nogle af pengene samtidig, så betyder det at vi om ikke særlig mange år, kan have et virkelig stort rådighedsbeløb. Som igen ville kunne betyde flere gode investereringer i fremtiden og til pensionen og også at David f.eks. ikke behøvede arbejde så meget. Hvilket vi begge to godt kunne tænke os.

Fællesøkonomi spørgsmålet gik altså fra at være et, hvor egoet for alvor rejste sig i mig, til at jeg fik det beroliget og vist, at hvis jeg bestemmer, så får egoet også meget mere ro. Meget mindre stress og økonomiske bekymringer. Uh, hvor er det spændende. Vi starter her i september måned med at sætte alle vores penge ind på vores budgetkonto, og så har vi ét fælles kort indtil vi (jeg) får skiftet bank. Jeg glæder mig til at vende tilbage med, hvordan det så går i virkeligheden …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.