DU SKAL IKKE TRO, DU SKAL VIDE

En sætning jeg ofte hørte da jeg gik i skole var: Du skal ikke tro, du skal vide. Jeg tænker at sætningen blev født af at jeg ikke havde nogen særlig interesse i udenadslære, og derfor ofte skød i alle retninger når jeg blev bedt om et svar.

En ting jeg dog med sikkerhed vidste, det var eksistensen af det vi kalder for Gud. Som jeg har skrevet om før, så bøvlede jeg en del med det kristne billede af Gud. Men jeg var velsignet med frie forældre som barn i 70’erne og 80’erne, og de lod mig tilbringe ligeså meget tid alene i skoven som jeg ville. I naturen mødte jeg Gud. Jeg talte med Gud, jeg forhandlede med Gud, jeg bad om hjælp til Gud. Jeg mærkede Guds nærvær og havde en klar følelse af at Gud havde min ryg.

Som jeg blev ældre, og fik en større interesse i at passe ind i de sociale strukturer der eksisterede hvor jeg voksede op, så forsvandt Gud for mig. Det blev vigtigere for mig at mine jævnaldrende kunne lide mig, end at jeg havde en forbindelse med Gud.

Meningen med livet

I starten af mine tyvere, havde jeg det så elendigt med mig selv, at jeg åbnede mig for Gud igen. Det var via New Age og den måde at se på og forholde sig til Gud på, passede mig meget bedre end den kristne version af den kraft.

Jeg bestemte mig for at tro. Jeg bestemte mig for at tro på Gud, for at redde mit liv. For jeg kunne ingen mening se med livet, eller min egen eksistens. Hvis jeg ikke troede på at der var en større kraft her. Jeg kunne på ingen måde købe ind i at meningen med livet, var at jeg skulle uddanne mig for at arbejde resten af livet. Jeg havde ingen interesse i de ting der ville komme ud af at vælge den livsvej.

Allererede da min far var ganske ung, begyndte han at tale om at han glædede sig til sin pension. For så kunne han gøre hvad han ville og virkelig leve sit liv … Heldigvis skete det for min far og han giver den virkelig gas nu hvor han er fri for at arbejde.

Men jeg kunne også se at mange ikke nåede dertil. At mange døde før de blev pensioneret, slidt ned af deres arbejde og de valg som fulgte med den kultur de levede i. Mange blev syge og invaliderede i sådan en grad, at der hverken var noget frihed eller fest over deres liv som ældre.

“I’d rather be an optimist and a fool than a pessimist and right.”

― Albert Einstein

Maskinen

Jeg følte at jeg skulle vælge mellem at tro på ‘The Machine’ som Paul Kingsnorth så rammende kalder den struktur de fleste af os i vesten er født ind i. Eller jeg kunne vælge Gud. Maskinen gjorde mig deprimeret, den gjorde mig kynisk og kold. Den fik mig til at sammenligne mig med andre og jeg tabte hele tiden i den leg. Den eneste trøst jeg kunne finde i Maskinens struktur, var at købe. Det blev heldigvis ret hurtigt tydeligt for mig, at det var som at tisse i bukserne for at holde mig varm. For uanset hvor meget jeg købte, så forsvandt hullet af tristhed ikke fra maven. Følelsen af at livet var meningsløst var overvældende.

Jeg bestemte mig derfor for at tro på Gud. Jeg var heldig at blive mor som 24 årig og den oplevelse gjorde også at valget ikke var så svært. For nu skulle jeg være her. Jeg var nogens mor og jeg kunne ikke længere tillade mig den luksus det var, at gå at lege med tanken om at forsvinde herfra igen.

Jeg troede stædigt på Gud. Jeg havde truffet et valg, som var livet og for at gøre det, så måtte jeg købe ideen om Gud. Jeg ledte efter beviser, i det spirituelle men også i fysikken som jeg var optaget af i mange år. Det bevis var heldigvis ikke svært at finde, heller ikke i videnskaben. Alle de store videnskabelige tænkere jeg var optaget af, havde også fundet Gud, dybt inde i atomets kerne.

Du skal ikke tro, du skal vide. Her ved jeg at min kat ligger på mit bord, mens jeg laver The Work om morgenen.

Den egoistiske kærlighed

For et par år siden gik det op for mig, at nu troede jeg ikke længere på Gud. Nu vidste jeg. Gud var ikke længere et valg. Gud var og er ligeså virkeligt som at betale husleje og handle ind til madpakker.

At gå fra at tro til at vide Gud, skete fordi jeg blev ved. Jeg holdt ved min tro og jeg blev ved med at arbejde på at styrke den. Det har jeg gjort gennem mange forskellige spirituelle redskaber, gennem at være i naturen og fordi jeg er stædig omkring at vælge livet.

Jeg finder Gud i stilheden, i bønnen, i nærværet med andre. Jeg mærker Gud som en kærlighed i mit bryst. En kærlighed der svulmer over når jeg ser ud på regnen. Når jeg sidder med min kat på skødet. Når hylden springer ud i haven. Når flagermusene flyver lavt over terrassen om aftenen. Når jeg opdager at bøgetræernes grene er kommet endnu tættere på huset jeg bor i og udsigten ud af alle vinduer er grøn i alle nuancer.

Jeg finder naturligvis også Gud når jeg ser ind i min mands øjne. Når jeg krammer min søn. Når jeg får omsorg fra venner og familie. Jeg ser Gud som spejler sig i Gud overalt. Jeg ser mennesker som stadig ikke ved hvad de er og hvor de kommer fra. Og jeg ved at den eneste måde at minde andre mennesker om storheden i deres eksistens, er at vække dem til at være kærlige overfor sig selv. Så det gør jeg mit bedste for at spejle. Kærlighed.

Ikke fordi andres vækkelse har noget med mig at gøre, men fordi jeg selv mærker kærligheden. Så der er ikke noget valg i mig. Jeg mærker kærligheden til alt og derfor føles det også som det mest naturlige i verden at sende den videre. Når jeg sender den videre mærker jeg den endnu tydeligere og den vokser i mig. Det bliver på den måde nærmest en egoistisk handling at elske andre, fordi det føles så rart i mig selv at gøre det.

Send kærlighed afsted i øjenkontakten

Min lærer Stuart Wilde sagde altid, at når du ser ind i andres øjne, så tænk: Love. Altså kærlighed. Det prøvede jeg at gøre i mange år, men jeg kunne mærke at der ikke var nogen følelse bag ordet. Så det virkede underligt falsk at sende et ord afsted, uden en ægte, ærlig, intention bag.

Nu er ordet ikke længere hægtet på. Der er kun følelsen tilbage. En følelse af en dyb taknemmelighed, over at møde et andet menneske. Måske bare et møde på vej ind og ud af Brugsen. Men øjenkontakten er jeg bevidst om at bruge til at sende kærlighedsfølelsen afsted med. Det er en meget simpel teknik, til at sende gode energier og vibrationer ud i verden med. Og hvis du i starten har svært ved at mærke følelsen bag ordet, så bliv ved alligevel. Fake it till you make it, er et rigtig godt råd, som også virker i den spirituelle verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.