MÅNEDENS GÆST: SYNGENDE STEN

Nyt på bloggen hver måned

‘Månedens Gæst’ er et nyt tiltag her på bloggen, hvor jeg gerne vil præsentere jer for nogle af mine venner herude fra skoven. De venner jeg vil fortælle om her er venner, som har antaget en anden form end menneske. Det er venner, jeg har mødt, og som jeg har opbygget en relation til igennem det år, jeg har boet her i skoven. Det er venner, jeg har på lige fod med mine menneske-venner med en lige så stærk forbindelse. Ligesom jeg kan fornemme, når en af mine menneske-venner ønsker kontakt med mig, så mærker jeg også de venner, jeg har her i skoven.

For eksempel min veninde her: Syngende Sten. Når hun kalder på mig, så føler jeg det helt fysisk i min krop. Jeg kan mærke, hvordan hun trækker i mig, det hiver i mit bryst og sjovt nok i mine lunger, luftrøret og i næsen. Det må hænge sammen med, at når jeg besøger hende, så synger vi sammen. Så jeg mærker hendes kalden på sang.

Syngende Sten

Syngende Sten bor lige bagved en gammel frugtplantage, som er blevet glemt oppe i skoven, ikke så langt væk fra hvor jeg bor. Hun synger for Æble, Pære, Blomme og Kirsebær. Bag hende ligger en skråning med meget gamle Egetræer, med Hyld (emødre), Birk, Gran og Bøg.

Der er sovepladser under næsten alle træerne, hvor vildtet sover og fyldt med spor og efterladenskaber fra dem. Syngende Sten bor med Brombær og Brændenælde, men hvis jeg sætter mig på hendes hoved, så lader de mig synge i fred.

At lære at synge uden formål

Når jeg besøger Syngende Sten, så synger jeg både sange, jeg kender, men ofte så lærer jeg også nye sange af hende. Hun lærer mig at synge uden formål, uden ord, og alene af den grund at det er dejligt bare at synge. Vi synger for skoven, for dyrene og for vores egne hjerter, som elsker at lukke sangen ud.

Syng dit hjerte større

Syngende Sten bor ikke mere end et par hundrede meter væk fra mig, oppe i skoven. Nogle gange kan jeg høre hende synge, når jeg er ude i haven, og jeg nynner med på hendes toner. Som regel får hun, som en anden sirene, lokket mig op for at sige hej. Hun er mild og sød og ler meget. Hvis jeg har været trist eller tung om hjertet, så tager hun min tristhed og trækker den ned i jorden under hende. Hun er omsorgsfuld, men aldrig bekymret. Det styrker mig altid at have besøgt hende. Hun og hendes sang åbner mig for verden og naturen. Rent fysisk kan jeg mærke, hvordan jeg synger mit hjerte større, når jeg synger med hende. Hendes ro og mildhed grounder mig og giver mig jordforbindelse. Jeg forlader hende altid med et meget lettere hjerte end da jeg gik op til hende.

Syngende Sten, I heart you.