Fredag aften skulle jeg en tur i Brugsen. Foran mig i køen stod en mand, en håndværker, som stadig var i sit arbejdstøj. Han læssede chipspose efter chipspose op på indkøbsbåndet. Imellem poserne af chips, var der store poser Matadormix. Bøtter med creme fraiche og poser med dip. Jeg stod med min flaske tamari og sendte ham misundelige blikke. Gid det var mig som kunne gå sådan amok en fredag aften.
Gid det var mig som kunne tillade mig selv, at inhalere pose efter pose af peanutrejer, som jeg har en virkelig sær svaghed for. Gid det var mig som kunne spise bøtter af dip. Og måske endda skylle det hele ned med sodavand eller alkohol.
Manden fyldte en helt indkøbspose til randen, så han næsten ikke kunne lukke håndtagene. Det blev 200 kr lige ud. Årh, vildt nok, tænkte jeg. Hvis jeg havde købt så meget økologisk frugt, så ville jeg nok skulle betale det dobbelte.
Dengang jeg tillod mig at spise på den måde, at gå fuldstændig agurk en fredag aften i det styggeste snoller og chipsorgie, der betalte jeg en meget høj pris for det. Det er naturligvis den pris jeg nu, som jeg er blevet ældre, kan se er alt for høj.
Prisen var smerter og hævelser i kroppen, tunghed i hovedet, tristhed og depressive tanker. Mit ansigt blev oppustet som en ballon, af sådan en ‘festaften’, og mine øjne forsvandt næsten i hævelser.
Fedt på ørerne
Jeg drikker stort set aldrig alkohol mere og det kan jeg godt savne. Jeg kan savne letheden i kroppen, at grinene sidder løsere. Den døsede, afslappede fornemmelse i kroppen og i hovedet. At flyde totalt ud, blive grænseløs på alle måder. Men ligesom med chips og slik, så fik jeg også alt for stygge tømmermænd af alkohol. Bare et enkelt glas vin gav brændende hovedpine lige mellem øjnene dagen efter. Og jeg er ikke bedre end andre. Jeg kan ikke bare tage en chips. Eller en håndfuld. Jeg skovler også hele posen ind. Og jeg har også svært ved, bare at holde mig til et glas vin. For hvis et glas vin giver mig sådan et velvære, så må to eller tre glas jo give dobbelt op på den rare effekt.
Når jeg spiser chips, slik, drikker sodavand eller alkohol, så er det værste nok, at jeg mister kontakten med mig selv. Jeg kan ikke længere høre min intuition, eller der går mange dage efter sådan et snackorgie, før jeg er i stand til at høre min egen indre stemme igen.
Det er nærmest som om feddet fra chipsene sætter sig på ørerne af mig. Jeg kan ganske simpelt ikke høre hvad min indre stemme siger. Det vidunderlige opløsningsmiddel alkohol, får jeg en fornemmelse af, at det brænder kontakterne over. At alle de hjernebaner jeg arbejder hårdt for at vedligeholde normalt, for at kunne mærke mig selv, de bliver svitset over af alkohol.
Overskuddet forsvinder
Jeg kan på ingen måde finde overskuddet til at gå i skoven, til at bruge tid i stilhed, til at læse og udvide mine horisonter, når mit hoved er fyldt af fedt og alkoholdampe. Jeg bliver utilfreds med mig selv. Jeg bevæger mig ikke. Jeg får negative tanker om mig selv og mit liv. Og så er det så nærliggende, at køre i Brugsen efter endnu en omgang. For nu kan det også bare være lige meget. Og nu er det jo alligevel lørdag. Jeg starter på mandag! Så skal det være slut! Men sandheden er jo, at det ikke er slut på mandag, eller tirsdag … Jeg bliver præcis lige så afhængig af sukker, salt, alkohol og de mystiske afhængighedsskabende kemikalier der er drysset ud over det hele, som alle andre.
Når jeg handler ind, så laver jeg tit en sjov lille leg med mig selv. Jeg skridter grøntsags og frugt området af i supermarkedet og så går jeg videre til alkoholafdelingen og gør det samme. Jeg går videre til kiks og kager, til kølediskene med is, til chips og sodavand afdelingen og til slik sektionen. Jeg skridter ikke frysepizzaerne og den slags ‘mad’ af, selvom det næsten må være i samme kategori som chips, rent ernæringsmæssigt. Jeg tæller kun de ting med som er ‘snacks’.
Som regel fylder frugt og grønt afdelingen omkring en sjettedel af hvad de andre ting fylder til sammen. Til gengæld er frugt og grønt virkelig dyrt. Meget dyrere end chips, sodavand, slik og alkohol.
Nationalsygdommen
Jeg læste i går på Lone Landmands blog, at Søren Sørøver i en sidebemærkning nævner, at øl-priserne ikke er steget siden 1980’erne. Det synes jeg var en sjov kommentar. Og fordi jeg aldrig køber alkohol, har jeg faktisk ingen ide om hvad det koster. Så da jeg var i Brugsen for at hente tamari, så tjekkede jeg det lige ud. Og alkohol er faktisk virkelig billigt! Man kan købe en øl til 3 kr og og man kan købe en flaske vin til 29 kr. Det er da vildt, når nu alle ved hvor mange der dør af alkohol og alkolholrelaterede sygdomme hvert år.
Personligt, så kender jeg ikke en eneste person som ikke er negativt berørt af alkohol i en eller anden grad. Måske har de selv et alkoholproblem, eller også har deres partnere, eller deres forældre. Prøv at holde øje med det rundt omkring dig. Det er ret vildt.
En trist fremgang
Statistikken bag alkohol ser umådelig trist ud. Der dør omkring 2900 mennesker af alkolhol hvert år og så er der alle de alkoholrelaterede sygdomme. De dødstal er noget højere end hvad den sygdom, som er skyld i den pandemi vi alle lige er blevet vaccinerede i mod har forårsaget.
Det kan undre mig, at når der dør så mange af alkohol og alkolholrelaterede sygdomme hvert år, at der så fra Regeringens side ikke bliver sat kraftigt ind mod det. Det ville jo være nemt nok. Alkoholisme smitter ikke ved hoste, knus eller håndtryk. Man kunne bare fjerne det fra hylderne eller måske bare lade priserne følge den almindelige inflation, så færre ville have råd til at købe så meget af det.
Og så er der naturligvis alle de andre skrækkelige følger af alkohol. Børn der vokser op i hjem hvor der bliver drukket for meget, grænseoverskridende adfærd blandt unge og voksne, biluheld, vold osv. Det er alligevel ‘senfølger’ på et helt andet niveau …
Dette screenshot tog jeg på DR.dk’s hjemmeside d. 3.11.2021. Det er da skønt for Novo Nordisk, at de har haft stor fremgang i salget af diabetes og fedmemedicin. Megafedt for dem!
Men hvis jeg nu var Novo Nordisk, så ville jeg nok alligevel have en lidt underlig smag i munden ved at tjene så mange penge, på noget som i mit perspektiv ikke kan ses som en positiv ting. At fedme og diabetes åbenbart stiger så meget i vores samfund, at det er muligt at lave et milliardoverskud på medicinen til det. Men sådan er vi jo så forskellige alle sammen.
Revolutionen i haven
Det bliver mere og mere tydeligt, at det at dyrke sin egen mad, er en revolutionær handling. Når jeg dyrker mine grøntsager i haven og planter frugttræer som en gal, så er det ikke kun fordi jeg tror på, at det er sundere for mig, at spise det mad jeg dyrker lokalt her. Det er ikke kun fordi det gør mig glad og stolt, at dyrke min egen mad, at jeg gør det.
Jeg gør det også, som et modsvar til alle de bevægelser der er i gang, som gerne vil holde os syge. Der er rigtig mange penge i sygdom, medicin og vacciner.
Når jeg ser en mand fylde sin indkøbspose med snacks, som på den længere bane nok vil bidrage, til at Novo Nordisk øger deres overskud endnu mere, så bliver jeg yderligere vækket, til at tage kraften til mig. Jeg lader ikke bare være med at spise den slags, fordi jeg kan mærke, at jeg dybest set bare bliver tyk i kroppen og dum i hjernen af det.
Jeg lader også være fordi jeg ikke ønsker at bidrage, til at medicinal industrien får endnu mere magt over verden. Jeg tror ikke at de er ‘the good guys’. Jeg tror ikke at deres dagsorden, er at helbrede menneskeheden. Hvis de gør det, så ryger deres kundegrundlag. Det ville være den dummeste forretningsstrategi nogensinde.
Politik og industri holder hinanden rigtig godt i hånden. Lobbyisme er ikke længere en by i USA. Medicinalindustrien har naturligvis en interesse i at holde os syge. Hvad mange af os også bliver af alle den livsstil som er så normal nu. Livsstilssygdommene opstår (også) fordi det er noget billigere, at købe en pose chips og en cola, end en pakke økologiske mandariner.
Så jeg lader mundvandet løbe, chipsene får lov at blive i Brugsen. Jeg kører hjem med min tamari og spiser en dadel som fredagsslik i stedet for. En stille revolutionær handling en fredag aften på Djursland i Danmark.
